Smitsom kighoste skyldes infektion med bakterien Bordetella bronchiseptica. Sygdommen kaldes også bordetellose.
Kighoste har i mange år været et sporadisk besætningsproblem, som tilsyneladende ikke har påvirket produktionsresultaterne.
Symptomer på smitsom kighoste hos grise
Symptomerne på smitsom kighoste er en kort, skarp eller gøende hoste samt flåd fra øjne og næse, en let betændelse i næseslimhinden og fortykkelse af trynen (som forsvinder igen). Smitsom kighoste forårsager også bronkitis og/eller lungebetændelse i den forreste eller midterste lungelap.
Sygdommen optræder kuldvis i farestalden. Nysesygesymptomer kan udvikles, men er af reversibel karakter, dvs. symptomerne/forandringerne kan være helt væk ved slagtetidspunktet.
Håndtering af smitsom kighoste hos grise
Ved akut udbrud behandles med antibiotika 2-3 dage efter forudgående resistensundersøgelse. Behandlingen skal ske efter dyrlægens anvisninger.
Hvis smitsom kighoste anses som medvirkende årsag til udvikling af smitsom nysesyge (atrofisk rhinitis) i besætningen, anbefales det at vaccinere søer, gylte og orner.
Smitte af kighoste hos grise
Udvikling af kighoste afhænger af en række faktorer, hvor den vigtigste er grisenes immunstatus på det tidspunkt, hvor de smittes.
Antistoffer fra soen via råmælk kan beskytte grisene mod alvorlige kliniske symptomer, men kan ikke forhindre, at infektionen etablerer sig. Udbrud ses oftest i besætninger:
- Under udvidelse eller etablering, hvor der er en høj andel af gylte i forhold til ældre søer.
- I ung- og slagtesvinestalde, hvor grise fra flere besætninger bringes sammen.
Diagnose på smitsom kighoste
En diagnose stilles ud fra de kliniske symptomer og bekræftes ved bakteriologiske undersøgelser på laboratoriet ved indsendelse af lunger eller næsesvaberprøver fra grise med de typiske symptomer.
Hvad viser obduktion af grise med smitsom kighoste?
Trynetværsnit foran 2. kindtand kan afsløre forskellige grader af betændelse i næseslimhinden.
Der er pusagtig bronkitis og lungebetændelse i de forreste og midterste lungelapper.