Dysenteri hos grise

Svinedysenteri er i kronisk inficerede besætninger en typisk slagtesvinesygdom.

Diarréen er først grålig, cementfarvet, for senere at blive blod- og slimtilblandet.

I ubehandlede tilfælde medfører dysenteri til en relativ høj dødelighed.

På trods af behandling af klinisk syge grise medfører dysenteri et højere foderforbrug og en lavere daglig tilvækst.

Symptomer på dysenteri

Det helt overvejende symptom er blod (friske stænk) og slimtilblandet diarré, specielt blandt ung- og slagtesvin. Blandt de største grise i smågrisestalden kan der i enkelte tilfælde ses de første tegn på blodig diarré.

Der ses:

• øget dødelighed
• manglende foderoptagelse
• afmagrede og dehydrerede grise.

I forbindelse med reinfektion i SPF og tidligere sanerede besætninger kan der i starten ses diarré med blod og slim hos stort set alle aldersgrupper af svin i besætningen, men det sker langt fra hver gang. Derfor er der mulighed for, at infektionen kan snige sig ind i en ellers fri sobesætning, uden der ses typiske symptomer.

Årsag

Lidelsen skyldes infektion med en spiralformig bakterien Brachyspira hyodysenteriae (B. hyo) [1].

B. hyo. overlever dårligt udtørring (indenfor ganske få timer), mens den i fugtigt miljø som gylle og møddinger i fugtigt vejr kan overleve i to måneder ved en temperatur på 5 ºC.

I laboratorieforsøg kan bakterien i gødning overleve 112 dage ved en temperatur på 10 ºC [1].  Ved højere temperaturer falder overlevelsestiden drastisk. Rotter, mus, hunde og katte angives at kunne huse B. hyo. i op til to måneder, og skadedyr kan derved sprede sygdommen i besætningen.

Udvikling, udbredelse og betydning

Brachyspira hyodysenteriae forekommer ikke i SPF-besætninger eller i konventionelle avlsbesætninger. Dette er en meget unik situation for Danmark. Kun få andre lande har en lignende mulighed for at indkøbe avlsdyr med garanti for frihed for denne infektion. Derudover har mange konventionelle svinebesætninger foretaget medicinske saneringer, så bakterien heller ikke findes i disse besætninger.

Reinfektionsrisikoen i SPF-besætninger med B. hyodysenteriae er meget lav. I perioden 2012-2020 er i alt 11 CHR-numre ud af 2.500 SPF-besætninger blevet smittet med svinedysenteri. Det svarer til at 1,4 besætninger pr. år eller 0,4 promille årligt gennemsnitligt er blevet reinficeret med dysenteri. I 2021 er 4 besætninger reinficeret med svinedysenteri. De fleste besætninger sanerer med det samme [2].

I perioden 2015-2020 blev der på Laboratorium for Svinesygdomme fra 220 indsendelser med klinisk mistanke om dysenteri undersøgt for Brachyspira hyodysenteriae, og bakterien blev påvist 24 gange.  Siden 1. januar 2021 har der været undersøgt 47 prøver for Brachyspira hyodysenteriae ved PCR og 14 af prøverne har været positive. [4]

B. hyo. smitter ved direkte gødningskontakt, redskaber (støvler), men den er ikke luftbåren. Efter introduktion af bakterien i en fri besætning går der, afhængig af dosis/antal bakterier, fra 7-14 dage, før symptomerne viser sig. B. hyo. forårsager læsioner og senere henfald af tarmslimhinden i blind og tyktarm, hvilket medfører blødning og slimtilblanding til tarmindholdet, der samtidig bliver mere flydende i form af vandig diarré.

Når først infektionen er introduceret i en slagtesvinestald, spredes den hurtigt med afføringen til resten af stalden, hvor typisk 30 % af grisene vil vise symptomer. Efter overstået sygdom udvikler slagtesvinene som regel antistoffer mod infektionen.

Det kan være meget svært at afsløre infektionen i en kronisk inficeret sobesætning uden slagtesvin. Her har søerne dannet antistoffer mod infektionen, som gives videre til pattegrisene via råmælken (passiv immunitet) med et meget lavt smittepres til følge. Specielt i sobesætninger med salg af 7 kg's grise vil det være helt almindeligt, at der aldrig ses symptomer på infektionen, selv om den er til stede.

Obduktion

I mavesækkens kirtelholdige del ses meget ofte øget blodfylde til blødninger i slimhinden. I blind- og stortarm er slimhinden sæde for henfald (dvs. celledød, nekrose), så overfladen minder om ost. Indholdet i denne del af tarmen er blod og slimtilblanding. Blodet er ikke sort, men ligger som "friske" blodstænk i tarmindholdet. Har infektionen stået på i længere tid, vil grisen derudover være afmagret og dehydreret - se figur 2-4.

Diagnose

Det kan være meget svært at stille diagnosen. Kliniske symptomer, obduktionsfund og ringe produktionsresultater skal sammenholdes med laboratoriemæssig påvisning af B. hyo. Kun ved påvisning af B. hyo. kan diagnosen stilles endeligt.

Tidligere var det vanskeligt at stille en 100 % sikker diagnose, da flere bakterier var svære at skelne fra B. hyo ved dyrkning. I dag kan man imidlertid ved brug af PCR teknik med stor sikkerhed skelne mellem B. hyo. og de andre bakterier, der giver lignende om end svagere symptomer. På frisk tarmvæv som formalinfikseres kan bakterien påvises ved mikroskopi (FISH/immunhistokemi).  Både Brachyspira intermedia og Brachyspira pilosicoli kan give diarré, også kaldet spirochætal colitis, medens Brachyspira innocens ikke giver symptomer.

Regional tarmbetændelse (Lawsonia intracellularis) kan give samme symptomer og forandringer i stortarmene, der ved obduktionen ligner dysenteri til forveksling, men her er der sjældent forandringer i mavesækkens kirtelholdige del, men derimod forandringer i den bagerste del af tyndtarmen, hvilket ikke ses ved en ren infektion med B. hyo. På den anden side kan et obduktionsfund med forandringer i både tynd- og stortarme ikke udelukke en dobbeltinfektion med både B. hyo. og regional tarmbetændelse, hvorfor laboratorieundersøgelsen er nødvendig.

Mavesår kan også give blod i afføringen. Blodet vil dog som regel være sort og ikke som stænk. Ved obduktionen ses her forandringer i en anden del af mavesækken - lige omkring spiserørsindmundingen, medens den kirtelholdige del, blind- og stortarmene er uden forandringer.

Håndtering

Der er kun én rimelig måde at håndtere denne lidelse på - nemlig via sanering. Specielt taget i betragtning, at alle avlsdyr i Danmark er fri for dysenteri, og man altså ikke løber nogen nævneværdig risiko for reinfektion ved indkøb af disse.

Der er to måder at sanere på:

1. Sanering til SPF 
2. Medicinsk sanering

Sanering til SPF er 100 % sikker, og bør vælges, hvis besætningen også lider af andre belastende sygdomme f.eks:

• Smitsom nysesyge (atrofisk rhinitis)
• Ondartet lungesyge (Actinobacillus pleuropneumoniae)
• Almindelig lungesyge (Mycoplasmalungesyge)
• PRRS (Porcine Reproductive and Respiratory Syndrome)
• Skab og/eller lus (svinelus). 

Medicinsk sanering kan foretages i sobesætninger, men ikke i slagtesvinebesætninger.

Alle avlsdyr, patte- og smågrise medicineres i mindst 14 dage ved fodermedicinering og mindst 7 dage ved vandmedicinering samtidig med, at pattegrisene behandles med injektion på dag 0, 7 og 14. Grisenes miljø gennemgås i samme periode med daglig rensning og desinfektion.

Foran smågrisene laves en smittebarriere af passende størrelse og helst en hel stald ad gangen. Denne tømmes, renses, desinficeres og udtørres inden ibrugtagning af dysenterifri grise.

Medicinsk sanering kræver omhyggelig planlægning, og den skal i hvert enkelt tilfælde indrettes efter staldforholdene, der jo aldrig er ens.
Specielt med en tiltagende brug af løsgående søer kompliceres saneringsproceduren, og behandlingsperioden skal justeres derefter.

Selve udgiften til medicin er normalt ikke stor, medens tabt dækningsbidrag på grund af tomme stalde (ung- og slagtesvinestalde) er en væsentlig udgift.

Medicinske saneringer udføres bedst i sommerhalvåret, da B. hyo.'s evne til at overleve i miljøet er stærkt reduceret ved temperaturer omkring og over 20 °C.

Medicinske saneringer af slagtesvin lykkes stort set aldrig, hvilket skyldes et stort smittepres i disse afdelinger, som medfører evig reinfektion fra miljøet. Slimhindeforandringer i slagtesvinenes tarme kompromitterer også effekten af den medicinske behandling, så man ikke kan påregne, at B. hyo. fjernes totalt herfra.

Tidligere anbefalede Fødevarestyrelsen Tiamulin eller Valnemulin til behandling af dysenteri. I dag kan andre midler vælges ud fra en faglig vurdering [5]. Andre antibiotika kan eventuelt også være virksomme, men under alle omstændigheder må en medicinsk sanering aldrig påbegyndes, uden der foreligger en bekræftende laboratoriediagnose samt resistensbestemmelse.

Velfærdsvurdering

Dysenteri kan forårsage betydelige kliniske symptomer hos svin, og det må forventes, at lidelsen er forbundet med voldsom smerte/ubehag for grisene. Ud fra en velfærdsbetragtning bør klinisk syge grise behandles hurtigst muligt intramuskulært (i.m.) med antibiotika, ligesom stifæller bør behandles præventivt med henblik på at forhindre udbrud blandt flere dyr.

Ved akutte udbrud bør massiv medicinering af hele sektioner overvejes. Vandmedicinering er at foretrække frem for fodermedicinering. Grise, som ikke kan klare sig i stien, skal flyttes til en sygesti. Grise, som ikke begynder at rette sig i løbet af en uges behandling i sygesti, bør udfra såvel en velfærds- som en produktionsøkonomisk betragtning aflives.

Økonomi

Afhængig af belægningsgrad, staldindretning og lign. og håndtering af sygdommen vil inficerede slagtesvin typisk have en daglig tilvækst, der er 100-200 g lavere samt et foderforbrug, der er 0,2-0,5 FEs/kg tilvækst højere, end hvis infektionen ikke eksisterede i besætningen. Alene udgiften til ekstra foder kan altså løbe op i kr. 28-70 ekstra pr. produceret gris (kr.2,00 pr. FEs). Hertil skal lægges manglende indtægt på grund af produktion af færre grise (lavere daglig tilvækst), øget dødelighed, øget overvågning og medicinudgifter.

Referencer