Ødemsyge kan være en meget tabsvoldende sygdom i smågrisestalden. Den forekommer hyppigst de første 2-3 uger efter fravænning, men ses også sidst i farestalden og først i slagtesvinestalden.
Ødemsyge er blodforgiftning med et meget potent giftstof kaldet shigatoksin, Stx2e (også kaldet Vetotoksin 2e, VT2e).
Årsag til ødemsyge
Ødemsyge skyldes infektion i tarmen med en særlig E. coli, som udover at producere shigatoksin også har en ”fimbrie” (=en slags fangarm) kaldet F18, der gør det muligt for den at sætte sig fast i tarmslimhinden.
Den særlige E. coli danner shigatoksin i tarmen. Giftstoffet overføres til blodbanen, hvor det trænger ind i de celler, der beklæder de små blodkar, via særlige receptorer (=signalmodtagere). Disse receptorer er især hyppigt forekommende i blodkarrene i nyre- og nervevæv. Blodkarrene angribes, bliver utætte, og der dannes små blodpropper.
Symptomer ved ødemsyge
Ved akut ødemsyge ses centralnervøse symptomer såsom usikker stiv gang og slingerhed, lammelser eller tvangsbevægelser. En del af de angrebne grise har endvidere besværet vejrtrækning. Grisene dør ofte efter få timer med symptomer. Det kan også gå så hurtigt, at grisene dør uden forudgående symptomer. Det er oftest de bedre grise i holdet, som rammes af ødemsyge.
Subklinisk og kronisk ødemsyge er en omdiskuteret tilstand, som muligvis kan ses ved grise, der ikke får giftstof nok til at udvikle tydelige symptomer, men nok til de påvirkes negativt, så det går ud over deres tilvækst. Dette underbygges af et vaccinationsforsøg, hvor man har set en højere tilvækst blandt de i vaccinationsgruppen sammenlignet med de overlevende blandt de ikke vaccinerede grise.
Her ses en typisk gris med ødemsyge, billedet er uskarpt, men det understreger bare, hvordan grisen har det - slingrer og er omtåget.
Grise med ødesyge - det kan du gøre
Ødemsyge skal håndteres med forebyggende vaccination. Forsøg har vist at de er effektive. Vær opmærksom på, at vaccinen først er fuldt effektiv 21 dage efter vaccination. Det vil sige, at grisene skal vaccineres som pattegrise, hvis man ønsker effekt i ugerne efter fravænning.
Grisene kan vaccineres fra 2-4 dages alderen. Vaccinerne virker ved at hæmme giftstoffet. Vaccinerne har således ikke indflydelse på forekomsten af E. coli-bakterier i tarmen.
Behandling med antibiotika kan komme på tale i den akutte fase, indtil vaccinationen har effekt, men når der observeres symptomer hos den enkelte gris, er giftstoffet allerede i blodet, og behandlingen vil ikke have effekt. Behandlingen kan være aktuel overfor stifæller, der befinder sig i inkubationsfasen. Det anbefales at få foretaget en resistensbestemmelse med jævne mellemrum, da bakterien kan være temmelig resistent og resistensmønsteret hurtigt kan ændre sig.
Syge dyr skal flyttes i sygesti.
Sådan kan du forebygge ødemsyge
For at forebygge ødemsyge er det vigtigt så vidt muligt at minimere stress ved fravænning, foderskift og flytning samt at optimereklimatiske forhold så træk, fugt og kulde undgås.
Tiltag der virker gunstigt på tarmsundheden i forbindelse med forebyggelse af diarré vil også virke forebyggende mod ødemsyge. Det kan være høj vægt ved fravænning, restriktiv fodring og lavt indhold af råprotein, tilstrækkeligt med ædepladser, rigelig vandforsyning og fiberholdigt foder.
De ramte grise udskiller store mængder ødemsyge-bakterier via gødninger og udgør derved en betydende smittekilde, det vil derfor have en god forebyggende effekt hurtigst muligt at isolere syge grise og holde en god hygiejne i stierne.
Da sygdommen optræder forskelligt fra besætning til besætning, kan behandlingsvejledningen variere, og derfor er det vigtigt at diskutere diagnostik og behandling med den praktiserende dyrlæge.
Hvad viser obduktion?
De typiske obduktionsfund er ødemer (væske i vævet) i øjenlåg og under huden i panden og i halsregionen. Trykker man på disse hævelser, bliver fingeraftrykket stående et stykke tid. Der ses øget væske i kropshulerne, lungerne er tunge, og der ses ødem i tyktarmens krøs. Lymfeknuderne i tyndtarmen vil ofte være svulne, og nogle gange kan der ses betændelse (rødme eller belægninger) i tyndtarmens slimhinde. Der er fast, formet indhold i tyktarmen. Obduktionsfundene kan dog variere meget og faktisk være helt fraværende.
Ødemsyge kan, både klinisk og patologisk, let forveksles med både hjernehindebetændelse og blodforgiftning.
Diagnostik
Diagnosen stilles ud fra en samlet vurdering af de kliniske forhold (symptomer), de patologiske forandringer (obduktion) og påvisning af E. coli ved dyrkning fra tarmen med efterfølgende påvisning af gener for F18 og shigatoksin ved PCR.
Ved symptomer i en besætning bør diagnosen altid bekræftes ved indsendelse af materiale til laboratoriemæssig undersøgelse. Smågrise indsendes hele, mens der fra slagtesvin med fordel kan indsendes tarmsæt og hoveder pakket hver for sig. Hovederne medsendes, fordi hjernehindebetændelse er en vigtig differentialdiagnose. Det anbefales at indsende 3-5 dyr, da isolation af ødemsygebakterier fra tarmfloraen i nogle tilfælde kan være vanskelig.
Det er også muligt at påvise shigatoksin direkte i en poolet fæcesprøve i forbindelse med undersøgelse ved PCR-diarrepakke. Massiv forekomst af shigatoksin er en stærk indikation på, at der er ødemsyge, hvis der samtidig er symptomer i besætningen, mens diagnosen kan udelukkes blandt de undersøgte grise, hvis prøven er negativ.
Forekomst og udbredelse
Ødemsyge-bakterien er vidt udbredt, men findes ikke i alle besætninger. Første gang man fandt den i Danmark var i 1994 og efter et par år med langsom spredning, er der de sidste 25 år konstateret 20-40 nye smittede besætninger hvert år.
Indtil år 2015 var ødemsyge en del af SPF-systemet. Bakterien kan være i en besætning uden at give symptomer, men kan pludselig blusse op og give anledning til sygdom.
