15. december 2005 | Opdateret/Gennemlæst 11. december 2024

LEVERDREJNING/ORGANDREJNING

Forsøg har vist at 42 % af alle selvdøde søer i farestalden dør på grund af drejning af en leverlap. Årsagen til leverdrejning kendes ikke, men det tyder på, at anatomiske faktorer har en væsentlig indflydelse på risikoen for leverdrejninger.

Leverdrejninger, også kendt som leverlapdrejninger, er en af de mest almindelige årsager til pludselige dødsfald blandt søer i farestalden. I en undersøgelse lavet i 10 danske besætninger fra april 2018 til juni 2019 fandt forskerne, at hele 42 % af søerne i projektet var døde, fordi en leverlap var drejet om sin egen akse og havde forårsaget stase og vævsdød.

Til sammenligning var 17 % af de obducerede søer døde af faringsproblemer, oftest fordi rådne grise var tilbageholdt i livmoderen. 17 % af søerne var døde af infektioner. 

Forskningen på området er sparsom. Men det tyder på, at anatomiske faktorer har en væsentlig indflydelse på risikoen for leverdrejninger. En hypotese er, om der kunne være en sammenhæng mellem høj proteintildeling, vækst af leveren og forekomst af leverdrejninger.

Leverdrejning forekommer i hele diegivningsperioden, men en lidt hyppigere forekomst sidst i diegivningsperioden i forhold til omkring faring.

Drejning af tarmsegmenter, mave, milt og dele af leveren kan ses, og opstår som enkeltstående tilfælde i forbindelse med voldsom bevægelse eller – i tilfælde af mave- og miltdrejning – ved hurtig overfyldning af maven.

Mave- og miltdrejning ses sjældent hos slagtesvin, men er en relativ hyppig dødsårsag hos akut døde søer.

Symptomer ved tarmdrejning består af åndenød, opknibning af bug, smerteadfærd og evt. opkastning.

Ved drejning af mave og milt ses ofte akutte dødsfald uden forudgående symptomer.

Hvis mave, (del af) milt eller (segmenter af) leveren er drejet, vil det afsnørede organ være kraftigt forstørret og blodfyldt. Der vil være en skarp afgrænsning til det normale væv og evt. en snørefure.

 

Ved obduktion findes ofte blodtilblandet væske i bughulen. Hele tyktarmsskiven eller dele af tarmen er kraftigt forandret, idet tarmene er mørkerøde til sorte og kraftigt udspilede.

Der kan være belægninger på tarmenes overflade evt. er tarmene sprængt, og der er tarmindhold i bughulen. En snørefure kan evt. konstateres på drejningsstedet - evt. helt oppe ved krøsroden, hvis hele tyndtarmen er drejet.