Tarmbrand

I tarmkanalen nedbrydes beta1-toksinet normalt af enzymet trypsin. Råmælk indeholder imidlertid stoffer som hæmmer trypsin, og derved forhindrer nedbrydningen af beta-toksinet. Diende grise er derfor særligt følsomme for udvikling af tarmbrand.

Udvikling, udbredelse og betydning

Tarmbrand er i dag en relativt sjælden sygdom i Danmark, da de fleste besætninger vaccinerer rutinemæssigt mod infektionen.

Tarmbrand i uvaccinerede besætninger er en meget alvorlig infektion, som kan slå hele kuld ihjel. I sådanne besætninger vil grisene i reglen blive syge i de første dage efter fødslen, med alvorlig diarré, dehydrering og dødsfald.

I vaccinerede besætninger kan tarmbrand optræde hos de lidt ældre grise (7-14 dage) og optræde med svagere symptomer og lavere dødelighed.

Clostridium perfringens type C optages gennem munden fra gødning i stibunden. Bakterierne angriber slimhinden i tyndtarmen, og formerer sig der. Dette fører til vævsdød af slimhinden med blodudtrædninger til det indre af tarmen. Ved længere tids sygdomsforløb dannes tørre, stribeformede, tykke membraner på den syge tarmslimhinde.

Hvorvidt tarmbrand optræder i et kuld grise afhænger af balancen mellem den mængde antistof, der er opnået ved vaccination og mængden af trypsinhæmmer i råmælken. Balancen er desværre ikke mulig at bestemme i praksis. Effekten af tarmbrandsvaccine er også påvirket af det omgivende miljø og af udskiftningsprocenten i soholdet. Jo større infektionstryk og jo flere gylte der indsættes årligt, desto større krav stilles der til vaccinernes effekt.

Symptomer

Sygdomsforløbet bestemmes af hvor store mængder giftstof, bakterien har dannet. Store mængder giftstof kan betyde et meget hurtigt sygdomsforløb, hvor pattegrisene dør få timer efter sygdommens udbrud uden synlig diarré.

Ved lidt mindre akutte sygdomsforløb afsættes et flydende, brunrødt tarmindhold i store mængder. Pattegrisenes bagdel er i de fleste tilfælde indsmurt i blodig afføring. De syge pattegrise dør indenfor 12-24 timer efter sygdomsudbrud. 

Tilfælde i vaccinerede besætninger er mere sporadiske og ofte ses ikke blodig diarré. Obduktionsfund er imidlertid karakteristiske.

Diagnose

Sygdommen påvises ved fund af karakteristiske slimhindeforandringer i tyndtarmen samt påvisning af Clostridium perfringens type C ved laboratorieundersøgelse (dyrkning af bakterien og derefter typebestemmelse ved PCR).

Håndtering

Tidlig behandling med tarmbrandsserum kombineret med antibiotika, kan redde en del af grisene ved akutte udbrud. Vaccination anbefales til forebyggelse.

Referencer