Symptomer på Coccidiose
Coccidiose viser sig i starten som gul til hvid cremet diarré, der går over og bliver mere vandig. Diarréen starter oftest, når pattegrisene er omkring 8-12 dage gamle, men der kan ses diarré hos både yngre og ældre pattegrise. Ud over diarré ses der hos pattegrise med coccidiose:
- Strittende hårlag dehydrering
- Manglende tilvækst
Ved udbrud af coccidiose ses der ofte mange syge grise, men dødeligheden er normalt lav. Syge grise vil være mere modtagelige overfor andre sygdomme.
Figur 1. Faresti med gødningsklatter fra grise med klinisk coccidiose. A: typisk udseende gødning fra gris med coccidiose (foto: Peter Høgedal, billednr. 6280).
Forebyggelse af Coccidiose
Forebyggende rengøring, udtørring og desinfektion af farestalden er vigtig. Oocyster fra Cystoisospora suis, som er tarmparasitten, der kan give Coccidiose, kan overleve længe i farestierne og er generelt meget modstandsdygtig overfor udtørring og desinfektion.
Anti-coccidiemidler med det virksomme stof toltrazuril gives som injektion på 2. - 4. levedøgn eller gennem munden på 3. - 5. levedøgn for at forebygge diarré.
Er diarréen opstået, anvendes antibiotika af typen Sulfa/TMP. Derudover er dampsterilisation, kalkning, flambering efterfulgt at udtørring det mest effektive.
Spredning af gødning fra sti til sti via fodtøj og lignende bør undgås, da det giver mulighed for spredning af æg.
Sådan stilles diagnosen på Coccidiose
Diagnosen stilles på baggrund af gødningsprøver eller prøver af tarmindhold udtaget ved obduktion. Prøven undersøges for coccidie-oocyster. Coccidier findes i langt de fleste sobesætninger, men giver ikke nødvendigvis anledning til diarré.
Ved udtagning af prøver til laboratorieundersøgelse, skal følgende materiale indsendes for at sikre det bedste grundlag for den rette diagnose.
- Hele grise eller hele tarmsæt (3-5 stk.) - fra forskellige kuld med symptomer
- Eventuelt prøver fra samme grise taget over flere dage (udskillelsen fluktuerer over tid)
- Gødningsprøver, minimum 1 gram gødning pr. prøve
- Aldersgruppe 7-20 dage
Obduktionsfund ved grise med Coccidiose varierer. Ved akutte, alvorlige tilstande kan ses en grålig membran på tyndtarmens slimhinde og fortykkelse af tarmvæggen - dette fund er dog sjældent. Ved histologiske undersøgelser af tarmen kan der findes parasitter i tarmcellerne.
Cystoisospora suis' livscyklus
Livscyklus er kompliceret, og én gris kan give anledning til mange nye tilfælde af coccidiose.
Figur 3: Livscyklus for Cystoisospora suis. Figur venligst udlånt af Bayer.
I figur 3 ses, hvordan pattegrisen optager oocyster via inficeret gødning eller fra en sti, der tidligere har huset et inficeret kuld.
Når pattegrisen har optaget oocysterne, vil de klækkes i tarmen. I tarmcellerne gennemgår parasitten en række opformeringsfaser, der giver anledning til at der på ny udskilles oocyster via gødning til miljøet. Opformeringsfaserne i grisen tager 4-6 dage, fra grisen optager et æg til den igen udskiller til miljøet.
I miljøet er der en modningsfase over 1-2 døgn, før oocysten er moden. Én oocyst der optages af en pattegris, kan give anledning til udskillelse af over 1.000 nye udskilte oocyster.