16. marts 2016 | Opdateret/Gennemlæst 20. november 2024

Cryptosporidiose / Cryptosporidium

Cryptosporidose spiller efter alt at dømme ikke nogen nævneværdig rolle hos danske grise. Eksperimentelt er det dog vist, at infektionen kan give diarré hos spædgrise. Epidemiologiske undersøgelser har vist, at parasitforekomsten i danske indendørsbesætninger er lav.

Smittevej

Grise smittes via optag af infektiøse parasit-æg kaldet oocyster. Oocysterne optages via inficeret gødning.

Oocysterne gennemgår efter optagelse to formeringsfaser, en ukønnet og en kønnet formering. Formeringen foregår i tarmcellerne i den bagerste del af tyndtarmen. Efter den kønnede formering sprænger tarmslimhindecellerne, og der frigives oocyster med gødning.

Det tager 3-6 dage fra grisen optager infektiøse oocyster til cryptosporidierne i tarmkanalen begynder at udskille nye infektiøse oocyster.

Cryptosporidiearter

Der findes over 25 forskellige Cryptosporidiearter. Arterne kan være værtsspecifikke, dvs knyttet til en enkelt dyregruppe, eller de kan ramme på tværs af dyregrupper som eks Cryptosporidium parvum.
Cryptosporidium parvum er sjælden hos svin i Danmark. De typer, der påvises i danske besætninger er Cryptosporidium suis og Cryptosporidium pig genotype II.

Referencer

[1]

Enemark, H.L. (2002). Cryptosporidium. Ph.d.-thesis, Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole. 

[2]

Maddox-Hyttel, C., Langkjær, R.B., Enemark, H.L., Vigre, H. (2006). Cryptosporidium and Giardia in different age groups of danish cattle and pigs. Occurrence and management associated risk factors. Veterinary Parasitologi vol. 141, pp. 48-59.

[3]

 Lindsay, D.S., et al. (2012). Coocidia and toher protozoa. Diseases of Swine, 10th edition, Wiley-Blackwell