Ved kryptorkisme (halvorner) fødes ornegrisene med kun en eller slet ingen testikler i pungen.
Lidelsen ses hos langt under 1 pct. af slagtesvinene, men er trods alt relativ almindelig.
Ved mangelfuld udvikling af testikelvæv vokser testiklerne ikke med samme hastighed som normalt udviklede testikler. Konsistensen af testiklen kan være forandret i forhold til normalt udviklede testikler.
Kryptorkisme medfører, at den ene eller begge testikler er lokaliseret i bughulen eller lyskekanalen. I 50 pct. af tilfældene er venstre testikel ikke sunket ned i pungen, i 40 pct. drejer det sig om højre testikel og i 10 pct. om begge testikler.
Symptomer på Kryptorkisme
Kryptorkisme viser sig eventuelt ved afvigende sexualadfærd hos ornen, afhængigt af om der er tale om ensidig eller dobbeltsidig kryptorkisme.
Orner med dobbeltsidig kryptorkisme har ofte forstyrret libido. Hvis der er tale om ensidig kryptorkisme, udviser ornerne som regel normal bedækningsevne, men ornen har en nedsat produktion af sædceller, og har dermed risiko for nedsat frugtbarhed.
Mangelfuld udvikling af testikelvæv viser sig, ved at ornen er steril, eller at frugtbarheden er nedsat, så de søer, der er bedækket med ornen, løber om eller får små kuld.
Håndtering af Kryptorkisme
Allerede når ornen udvælges/indkøbes, bør kønsorganerne undersøges grundigt. Ornen bør være kønsmoden senest i ni måneders alderen, og ornens første bedækninger bør overvåges for at kontrollere, om ornen udviser normal bedækningsadfærd.
Gennem renløbninger, hvor kun en orne anvendes til bedækning af soen, med efterfølgende registrering af omløb, faring og kuldstørrelse, kan det vurderes, om ornens frugtbarhed er nedsat.
Hvad viser obduktion af orner med Kryptorkisme?
Ved kryptorkisme er kun en eller ingen af testiklerne lejret i pungen. Den eller de manglende testikler vil være at finde enten i bughulen eller i lyskekanalen. Testikler, som ikke er lejrede i pungen, er ofte underudviklede.
Ved mangelfuld udvikling af testikelvæv er testiklerne mindre end normalt og eventuelt hårde. Ved en mikroskopisk undersøgelse af testikelvævet kan ses forandringer (reduktion) i cellelagene i sædkanalerne.