Opdateret/Gennemlæst 25. november 2024

Leptospira btratislava hos søer

Infektion med Leptospira bratislava kan muligvis medføre ufrugtbarhed i form af omløbning og lav kuldstørrelse.

Leptospira bratislava er en type af leptospirer, der mistænkes for at have tilpasset sig grise. Sammen med serovar muenchen og lora tilhører den serogruppen Australis.

Symptomer på Leptospira bratislava hos søer

Undersøgelser i USA i besætninger med mange dødfødte grise viste, at nogle af disse besætningsproblemer kunne skyldes Leptospira bratislava. Det passer med effekten af infektion med de øvrige typer af Leptospirer. I undersøgelsen blev der ikke bemærket et øget antal omløbninger [3]. Dette svarer ikke til de danske erfaringer, hvor der findes antistoffer imod Leptospira bratislava ved undersøgelse af blodprøver fra søer, der er løbet om.

Der undersøges imidlertid sjældent prøver fra ”normale” søer. I litteraturen angives, at efter infektion ses forhøjet omløberfrekvens uden flåd eller med let pustilblandet flåd. Omløbningerne viser sig ofte udenfor det normale 3 ugers-interval. Hermed er løbning uden grundig brunstkontrol en vigtig differentialdiagnose.

Håndtering af Leptospira bratislava hos søer

Vaccination og besætningsbehandling med antibiotika angives at have løst mange af tilfældene, men der findes ingen konkrete danske beskrivelser af effekten. En afprøvning af en Leptospira bratislava vaccine i to besætninger med seropositive dyr viste ingen effekt af vaccinationen [2].

Diagnose på Leptospira bratislava

Leptospirose er en liste 2 sygdom, hvilket betyder, at hvis besætningsdyrlægen får mistanke om leptospirose skal hun sende materiale til undersøgelse på et godkendt laboratorium. Ved påvisning af letospira skal dyrlæger og ansatte på laboratorier underrette Fødevarestyrelsen. 

Til undersøgelser for Leptospirose ved hjælp af PCR kan indsendes fostre, efterbyrd eller blod. Positivt analyseresultat er tegn på igangværende eller nylig overstået infektion med Leptospirose. 

I blodprøver kan der desuden måles for antistoffer, hvor den anvendte test er en Mikro-Agglutinations-Test (MAT). Det er ikke klart, hvor længe de enkelte dyr er seropositive, og grænseværdien for positiv serologi er uklar. På SSI regnes værdier større end eller lig med titer 100 for positive. De fleste besætninger vil huse seropositive dyr, så det er vigtigt at overveje andre årsager til reproduktionsproblemerne, inden en seropositiv blodprøve opfattes som forklaringen på problemerne. Forinden må problemer med fodring, managementmæssige fejl eller andre infektioner udelukkes.

Hvad viser en obduktion hos søer med Leptospira bratislava?

Let børbetændelse kan ses, men er sjældent forekommende. Med henblik på at udelukke fejlløbning bør man være opmærksom på, om æggestokkenes indhold modsvarer de angivne tidspunkter for løbning og omløbning.

Referencer

1] Mousing, J; Christensen, J; Haugegaard, J, Schirmer, A. L. & Friis; N. F.(1995). A seroepidemiological survey of Leptospira bratislava infections in Danish sow herds. Prev. Vet. Med. 23: 201-213.
[2]  Winther, K. D. (1995). Vaccination imod Leptospira bratislava. Rapport. Danske Slagterier.
[3] Bolin, C. A., Cassels, J. A., Hill, H. T., Frantz, J. C., Nielsen, J, N.. (1991). Reproductive failure associated with Leptospira interrogans serovar Bratislava infection in swine. J. Vet. Diagn. Invest. 3: 152-154.