28. maj 2020

Analyse for PRRS-virus: Nyt værktøj til at rapportere udtagning af PRRS-prøver

Svineproducenter og dyrlæger får nyt værktøj til at rapportere, når der udtages PRRS-prøver til viruspåvisning.

SEGES Sundhedsstyringen har udviklet et nyt værktøj, som svineproducenter i samarbejde med deres dyrlæge skal bruge fra den 28. maj 2020, når de skal indrapportere til SEGES Sundhedsstyringen, hvis der skal indsendes prøver til analyse for PRRS-virus ved hjælp af PCR. Indrapportering sker via Svineproduktion.dk.

Eksporten af kød til en række vigtige lande er afhængig af, at slagterierne har kendskab til, om der er påvist PRRS-virus hos leverandøren – og også om der udtages prøver til viruspåvisning ved PCR. Derfor skal producenten orientere slagterierne, når der udtages PCR-prøver. Det er uanset, om dyrlægen udtager prøverne til undersøgelse for PRRS-virus som følge af klinisk mistanke om PRRS i en svinebesætning eller som led i den løbende sundhedsovervågning.

”Indtil nu har besætningsdyrlægen på producentens vegne kontaktet os, før der blev udtaget prøver. Det er den funktion, vi nu i høj grad automatiserer. Dyrlægerne vil stadig stå for prøveudtagningen, og det er stadig svineproducenternes ansvar, at der indberettes. Det nye værktøj er lavet, så svineproducenten i samarbejde med praktiserende dyrlæge meget enkelt kan indberette udtagning af PCR-prøver. På den måde får vi en hurtigere og mere sikker proces, så vi i endnu højere grad sikrer, at slagterierne har opdaterede informationer” siger Bjørn Lorenzen, afdelingsleder i Sundhedsstyringen, som overvåger sundhedsstatus i størstedelen af danske svinebesætninger.

Han understreger samtidig, at det er vigtigt at indrapportere, inden prøverne bliver taget:

”Da flere ting skal sættes i gang, og mange kontaktes, er det uhyre vigtigt, at svineproducenten indrapporterer, så snart dyrlægen vil undersøge for PRRS-virus – og helst inden prøverne bliver taget,” siger Bjørn Lorenzen.

Nemt at indberette - bekræftelse med Nem-ID

Formularen, som svineproducenten skal bruge til indberetning, ligger på Svineproduktion.dk:

På siden indtastes CVR- og CHR-nummer. En del af felterne er derefter udfyldt. Desuden udfyldes egen og dyrlægens e-mailadresse samt dato for udtagning af prøver og for seneste leverance af slagtedyr.

Derefter bliver der sendt besked til Sundhedsstyringen og slagterierne, så de kan træffe forholdsregler, så der ikke sendes kød til de lande, der har restriktioner. For at sikre mod svindel modtager svineproducenten kort efter en e-mail, der skal bekræftes med NemID.

Systemet opdaterer en liste over svinebesætninger, som enten har udtaget prøver, men hvor svaret endnu afventes, eller hvor PRRS-virus er påvist, den såkaldte ”Branchens PRRS-Observationsliste” (BPO). Baggrunden er, at nogle lande ikke importerer kød fra besætninger, hvor der har været klinisk forekomst af PRRS inden for de seneste 14 måneder.

Når PRRS er be- eller afkræftet, skal dyrlægen kontakte Sundhedsstyringen for at få ændret besætningens status i systemet.

Anmeldelsen gælder kun for den aktuelle indsendelse. Hvis der senere indsendes prøver til viruspåvisning, så skal man igen anmelde udtagningen på svineproduktion.dk.

Om Branchens PRRS-Observationsliste (BPO)

Der er millioner på spil, hvis bare en enkelt gris fra en besætning, hvor der påvises PRRS-virus, ender på et almindeligt, dansk slagteri. En række lande importerer nemlig ikke kød fra grise med PRRS, selvom det ikke har indvirkning på kødets kvalitet. For at sikre, at det ikke sker, skal danske svineproducenter nu indrapportere centralt, hvis der skal tages prøver til undersøgelse for PRRS-virus i en af deres besætninger.
Har du spørgsmål til det nye værktøj, kan du kontakte Bjørn Lorenzen på telefon 6141 6519 eller blo@seges.dk

Nyhedsbrev

Hold dig opdateret om dansk griseproduktion og Noteringen. Modtag nyhedsbrevet hver torsdag. Udfyld e-mail, navn og arbejdsplads/virksomhed.

Når du tilmelder dig, vil du modtage en e-mail med et bekræftelseslink. Du modtager først nyhedsbrevet, når du har bekræftet din tilmelding.

* Skal udfyldes

Dit samtykke til at modtage det ugentlige nyhedsbrev kan du til enhver tid tilbagekalde ved at afmelde dig nyhedsbrevet eller kontakte os på gris@lf.dk.

Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris behandler dine personoplysninger som beskrevet i Landbrug & Fødevarers privatlivspolitik.