31. marts 2021

Avlen bidrager til en bæredygtig svineproduktion

Svinekødsforbruget forventes at fortsætte med at stige i fremtiden. Stigningen sker især som følge af stigende verdensbefolkning og reduktion i fattigdom globalt. Derfor er det vigtigt at fokus ligger på at skabe en bæredygtig svineproduktion.

Nøglen til en en mere bæredygtig svinekødsproduktion i fremtiden er avlsprogrammer, der opnår avlsfremgang for effektiv ressourceudnyttelse.

Genetisk selektion for bæredygtighed

Genetisk selektion er et redskab, der er yderst velegnet til at forbedre bæredygtigheden. For det første fordi det vigtigste avlsmål for de fleste kommercielle svineavlsprogrammer er at producere mere med færre ressourcer, og for det andet fordi de genetiske forbedringer, der opnås, er kumulative og for det meste permanente. Genetisk selektion for foderudnyttelse, vækst, kuldstørrelse og overlevelse resulterer alle i reduceret foderforbrug eller foderspil. Dette fører til en reduktion i udledningen af næringsstoffer som nitrogen og fosfor og drivhusgasser som metan og CO2. 

Øget kuldstørrelse

Når kuldstørrelsen øges, er der brug for færre søer for at producere det samme antal grise. For eksempel anslås det, at i Danmark vil man for hver stigning i kuldstørrelsen på 1 gris kunne reducere den nuværende sobestand på 1 million søer med 25.000 søer – og stadig opretholde det totale antal grise på 32 millioner. Dette reducerer behovet for sofoder, og en yderligere fordel vil der også være en reduktion i den relative mængde gødning, der produceres. Hvilket vil reducere afstrømningen fra marker, forurening af ferskvandskilder og CO2-udledninger fra transport af gødning.

Genetisk selektion for overlevelse fører til lignende fordele, da det også reducerer antallet af søer, der er nødvendige for at producere det samme antal grise, samtidig med at det reducerer foderspild. Med andre ord reduceres den samlede mængde foder, der er nødvendig for at levere en gruppe af slagtesvin fra fødsel til slagtning. Dette er alle eksempler på, hvordan svineavlsprogrammer selekterer for bæredygtighed. 

Figur 1 illustrerer den genetiske fremgang i LG5 (antal levende grise på dag 5) hos DanBred Landrace og DanBred Yorkshire. Figuren viser, at på bare 10 år er det genetiske potentiale LG5 steget med 3 levende grise. Dette afspejles også til dels i den reducerede pattegrisdødelighed (herunder dødfødte grise) med en reduktion på op til 8 % siden 2004 i DanBreds avl- og opformeringsbesætninger.

Avlsfremgang for foderudnyttelse

Når foderudnyttelsen forbedres, forbruger den enkelte gris mindre foder, inden det slagtes. Dermed er det muligt at fremstille den samme mængde svinekød med brug af mindre foder. Her er potentiale for at reducere den relative miljøpåvirkning og øge adgangen til mere nærende mad, selv i områder af verden med lav indkomst. Genetisk selektion for vækst fører til samme fordele som selektion for foderudnyttelse. Ved at reducere tiden til slagtning vil den mængde foder, der kræves til vedligeholdelse, også blive reduceret. Det største bidrag fra avlen til en bæredygtig svineproduktion kommer fra avlsfremgang i foderudnyttelse og dermed en reduktion i fodermængde.

Figur 2 illustrerer avlsfremgangen for foderudnyttelse hos DanBred-racerne og viser, at på 10 år er det genetiske potentiale for foderudnyttelse forbedret med næsten 0,4 kg foder/kg tilvækst. Den største forbedring ses hos DanBred Duroc.

Figurer: Den kumulative avlsfremgang i (1) foderudnyttelse og (2) LG5 (antal levende grise på dag 5) i DanBred-avlsprogrammet fra 2008 til 2018. I 2018 var foderudnyttelses-niveauet på 2,17, 2,20 og 2,06 hos henholdsvis DanBred Yorkshire, DanBred Landrace og DanBred Duroc. LG5 var henholdsvis 14 og 13 hos renracede DanBred Yorkshire og DanBred Landrace kuld.

Fremtiden er bæredygtig

Der kan forventes yderligere forbedringer i fremtiden ved at udnytte den genetiske variation optimal i avlen. Der er ingen indikationer på, at denne variation snart vil blive udtømt. For eksempel havde de 25 % bedste og de 10 % bedste af ornerne på DanBreds teststationer i 2018 en foderudnyttelse på henholdsvis 1,93 og 1,88 sammenlignet med gennemsnittet på 2,06. Disse forskelle afspejler potentialet for avlsfremgang i foderudnyttelse for den nærmeste fremtid (over 10 år).

Fordelene ved foderudnyttelse

Med de nuværende vækstrater for DanBred-slagtegrise regner man med, at en forbedring i foderudnyttelsen på 0,1 kg foder/kg daglig tilvækst kan reducere behovet for foder pr. slagtegris med 7,5 kg. Dette forventes at reducere CO2-udledningen med cirka 4 kg pr. slagtegris.