7. september 2022

Fik lavet Naturtjek for naturens skyld – og for ESG-rapporten og CAP

Naturtiltag på ejendommen er godt for naturen, men er også god dokumentation i flere sammenhænge. Det har svineproducent Kristian Boel Østergaard indset. Et Naturtjek har givet ham en køreplan.

Med en årlig produktion af 40.000 slagtesvin og 900 ha dyrkbar jord er natur og biodiversitet ikke det, der har fyldt mest i Kristian Boel Østergårds bevidsthed i dagligdagen. Men øget fokus på ESG og en CAP-reform på vej fik ham alligevel til at vende blikket i den  retning. 

Ikke forstand på natur

”Vi har stort set ingen natur på vores arealer. Derfor er det ikke noget, vi har arbejdet med, og derfor har vi ikke forstand på det”, fortæller Kristian Boel Østergaard. 

”Men med al den snak om ESG og CAP, hvor naturtiltag tæller, syntes jeg, at det var nærliggende at se på, hvordan vi kunne tilgodese naturen her på bedriften”, forklarer han.  

For at blive klogere, besluttede han sig derfor for at få foretaget et Naturtjek, og tog fat i naturkonsulent. Sammen tog de en tur rundt på arealerne og så på, hvor og hvordan naturen kunne gavnes. 

”Vi brugte et par timer på det, og efterfølgende fik jeg en rapport med forslag om tiltag”, forklarer Kristian Boel Østergaard.

"Med al den snak om ESG og CAP, hvor naturtiltag tæller, syntes jeg, at det var nærliggende at se på, hvordan vi kunne tilgodese naturen her på bedriften”, fortæller Kristian Booel Østegaard.

Uorden, stendiger og bræmmer

For Kristian var det en øjenåbner at finde ud af, hvor mange ting, man faktisk kan gøre for naturen som landmand – selv på en ejendom som hans med god agerjord og kun lidt natur.

”Der er meget, vi kan gøre anderledes uden de store armbevægelser. Jeg er jo fortaler for at rydde op. Men nu lader vi for eksempel rådne og væltede træer ligge. Hu ha - det skal jeg godt nok lige vænne mig til”, griner han. Også stendiger får han etableret forskellige steder, hvor det ser pænt ud. 

”Med stendiger bliver der mere insektliv, så giver det jo rigtig god mening. Det er gået op for mig, at der er så meget andet dyreliv her end lige de rådyr og fasaner, vi møder”, forklarer han. 

Af andre natur-tiltag på ejendommen nævner han udvidelse af bræmmer langs vandløb, søer og skel. 

”Vi har altid været hårde til at slå kanter og køre helt til skel. Men nu har vi fået indtegnet relevante steder på arealerne, hvor sprøjten og gødningssprederen stopper. Vi har GPS på maskinerne, hvor det er lagt ind, så det sker automatisk”, forklarer han. 

Naturpark til de lokale og et vådområde

Et af de større tiltag, som endnu er på tegnebrættet, er en naturpark i landsbyen. 

”Vi har lejet 10 ha omkring byen på et tidligere planteskoleareal. Her er der blandt andet diger og læhegn, der kunne være fine at beholde, og så skal der etableres marker, blomstereng og stier, hvor folk kan gå tur, og hvor det summer af insekt-liv”, fortæller Kristian. 

På et skilt ved parken vil han anføre en QR-kode, som folk kan scanne, så de kan læse om de øvrige tiltag, han gør for naturen. 

”Bedriften ligger midt i byen, så vi prøver at gøre en del for lokalsamfundet. Og det her vil være et godt tiltag både for de lokale og for naturen -  samtidig kan det være med til at opfylde nogle krav i CAP”, forklarer han. 

Et andet større tiltag på tegnebrættet er ønsket om at etablere et vådområde. 

”Måske bliver det i samarbejde med kommunen – eller også laver vi det selv. Det giver nemlig rigtig god mening, eftersom vi har et stort egnet areal, hvor det vil passe godt ind i naturen. Og vi har et stort opland at dræne fra”, forklarer Kristian. 

En fordel ved ESG-rapporten, CAP og finansiering 

Overordnet er Kristian Boel Østergård ikke i tvivl om, at jo mere man kan dokumentere omkring tiltag, der gavner biodiversiteten, jo mere goodwill og ’licence to produce’, vil man opnå som landmand. 

”Og så skal vi samtidigt sørge for at bruge indsatsen i vores ESG-rapporter og få det til at gå op med CAP og de kommende echo-schemes. Jeg tænker også, det kan være en fordel i forhold til finansiering. Vi skal gøre det rigtigt, så det er til gavn for alle parter”, slutter han og ser frem til at skrive bedriftens naturtiltag ind i sensommerens ESG-rapport.

Nyhedsbrev

Hold dig opdateret om dansk griseproduktion og Noteringen. Modtag nyhedsbrevet hver torsdag. Udfyld e-mail, navn og arbejdsplads/virksomhed.

Når du tilmelder dig, vil du modtage en e-mail med et bekræftelseslink. Du modtager først nyhedsbrevet, når du har bekræftet din tilmelding.

* Skal udfyldes

Dit samtykke til at modtage det ugentlige nyhedsbrev kan du til enhver tid tilbagekalde ved at afmelde dig nyhedsbrevet eller kontakte os på gris@lf.dk.

Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris behandler dine personoplysninger som beskrevet i Landbrug & Fødevarers privatlivspolitik.