Minimering af fejl, bedre arbejdsgange og ro i maven. I løbet af 2023 vil brugerne af DANISH Boksen møde MediReg, der vil opfylde de tre ønsker, der for mange er gældende, når det kommer til medicinregistrering. Det er nemlig et medicinregistreringsmodul, som vil være frit tilgængelig for de griseproducenter, der bruger DANISH Boksen.
Netop medicinregistrering er en vigtig del af dokumentationen ved kontrolbesøg. Tal fra både Fødevarestyrelsen og DANISH-kontrollen viser, at der er udfordringer og afvigelser med medicinregistreringen, hvilket i høj grad skyldes, at registreringerne er mangelfulde.
For mange letter DANISH Boksen arbejdsgangen med håndteringen af de administrative dokumenter. Over 1000 bruger har allerede platformen, og nu lettes flere arbejdsgange i hverdagen, når medicinregistreringen snart bliver en del af platformen.
Myndighedernes minimumskrav
Ved at udbygge DANISH Boksen med MediReg er det muligt at sikre færre fejl hos griseproducenterne. Her sikres det, at de data der, allerede foreligger elektronisk, ikke skal indtastet igen.
”DANISH Boksen er sat i verden for at gøre livet lettere for de danske griseproducenter. Den store succes vi har oplevet med platformen resultere nu i, at vi udvikler et system, der opfylder myndighedernes minimumskrav for dokumentation. MediReg skal samtidig sikre, at der for alt i verden undgås overflødige registreringer og dobbeltregistreringer,” siger Niels-Peder Nielsen, chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris og projektleder på DANISH Boksen og MediReg.
Foruden den medicinregistrering, som de fleste griseproducenter allerede kender til, kom der i januar yderligere krav til registreringer i forbindelse med brug af lægemidler herunder vacciner.
”Med de nye krav blev der samtidig åbnet for, at dokumentation kan foreligge - og flettes sammen på nye måder,” siger Niels-Peder Nielsen med henvisning til, at MediReg vil kunne udnytte de informationer, som allerede foreligger i form af f.eks. fare- og løbelisten.
Simpelt og let tilgængeligt system
Chefdyrlæge Claus Heisel fra LVK hilser den nye funktion i DANISH Boksen velkommen.
”Vi har brug for et simpelt og let tilgængeligt system, som tager udgangspunkt i vores anvisningsskema, der allerede har fået en central placering i DANISH Boksen. Det skal være en løsning, hvor vi undgår dobbeltregistreringer og samtidig opfylder myndighedernes minimumskrav,” siger Claus Heisel.
Viser brugerne tillid
Siden DANISH Boksen blev lanceret i oktober sidste år, har der været meget stor interesse for at bruge den. Derfor fortsætter Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris, der står bag, løbende videreudviklingen af produktet.
”Med den tillid, som brugerne har vist os, har vi en forpligtigelse til at imødekomme efterspørgslen efter at digitalisere endnu flere arbejdsgange. Det vil lette og forenkle flere administrative byrder,” siger Christian Fink Hansen, sektordirektør i Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris.
Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris har i fremtiden flere nye og arbejdsbesparende funktioner i DANISH Boksen i støbeskeen. MediReg er en af de større funktioner, der nu sættes i gang.