1. juni 2023

Tom stald: Vær opmærksom på nitritforgiftning

Nitritforgiftning hos grise er en sjælden sygdom, men når den viser sig, kan der dø mange grise. Der kan være risiko, hvis du har saneret for PRRS og efterfølgende skal indsætte grisene i den tomme stald. Du kan minimere risikoen for nitritforgiftning med få, simple tiltag.

Når stalden har stået tom

Nitrit dannes over tid af bakterier, der lever under iltfattige forhold. Det vil typisk være i biofilm i vandrør uden flow, så det første vand grisene drikker efter indsættelse indeholder store mængder nitrit. 

Nitrit-dannende bakterier trives også i støvlaget i ventilations skorstene. Hvis det så regner, eller der opstår kondens efter indsættelse af et nyt hold grise, kan vand dryppe ned fra skorstenen og danne vandpytter med høje koncentrationer af nitrit. Tilsyneladende kan grisene kan godt lide smagen.

Undgå nitritforgiftning

Der er enkle tiltag, du kan foretage for at minimere risikoen for nitritforgiftning:

  • Inden indsættelse af grise skylles vandstrengen igennem helt ud til den enkelte ventil.
  • Der må ikke stå gammelt vand i krybberne.
  • Hvis stalden har stået tom længe, anbefales det at skylle hele stalden ned cirka en 1 uge før, der sættes grise ind.
  • Tjek at drypbakker og konus på skorstenen er installeret korrekt.

Sådan stilles en diagnose

På Veterinært laboratorium i Kjellerup stiller vi diagnosen nitritforgiftning 2-3 gange årligt. Da der ikke findes en let tilgængelig analyse, der kan afsløre nitritforgiftning, må det betragtes som en sandsynlighedsdiagnose. Vi lægger vægt på:

  • En sygehistorie med mange dødsfald, der opstår umildbart efter indsættelse og ophører igen efter få timer.
  • Ingen synlige forandringer i organerne ud over, at blodet og organerne skifter farve, bliver mørkere eller brunlige med et let metallisk skær.
  • At udelukke andre oplagte årsager.

Blodet mister sin evne til at transportere ilt

Det er hæmoglobin, der er ansvarlig for blodets evne til at transportere ilt. Ved nitritforgiftning oxideres jernatomet i hæmoglobinet, og det omdannes til methæmoglobin. Methæmoglobin kan ikke transportere ilt.   

Nyhedsbrev

Hold dig opdateret om dansk griseproduktion og Noteringen. Modtag nyhedsbrevet hver torsdag. Udfyld e-mail, navn og arbejdsplads/virksomhed.

Når du tilmelder dig, vil du modtage en e-mail med et bekræftelseslink. Du modtager først nyhedsbrevet, når du har bekræftet din tilmelding.

* Skal udfyldes

Dit samtykke til at modtage det ugentlige nyhedsbrev kan du til enhver tid tilbagekalde ved at afmelde dig nyhedsbrevet eller kontakte os på gris@lf.dk.

Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris behandler dine personoplysninger som beskrevet i Landbrug & Fødevarers privatlivspolitik.