Kødforbruget hos 350 danskere. Eller 10 tons grisekød, som de vil indtage årligt. Det er hvad Veterinært Laboratorium, Kjellerup, har reduceret deres CO2-udledning med, efter de har energioptimeret bygningerne. Som et led i en større indsats for at sikre en bæredygtig bygningsdrift er Landbrug & Fødevarers ejendomme ved at gås igennem i sømmene for at sikre en besparelse af energiforbruget og en reduktion af CO2-udledningen.
"Hos os har det især været fokus på en forbedring af ventilationsanlæggene og skifte energikilderne, så vi nu kører på fjernvarme, solceller og batteridrevet el", fortæller Anne-Grete Hassing-Hvolgaard, afdelingsleder for Veterinært Laboratorium, Kjellerup.
Anne-Grete Hassing-Hvolgaard, afdelingsleder for Veterinært Laboratorium, KjellerupISO-certificering i energiledelse på alle LF-bygninger
Den store CO2-besparelse er en stor del af det arbejde, som i forvejen foregår i hele branchen. Jakob Nørby, ekstern rådgiver hos Landbrug & Fødevarer, er med til at implementere og udvikle en ISO-certificering i energiledelsessystem i Landbrug & Fødevarers ejendomme, som Veterinær Laboratorium, Kjellerup, er en del af. ISO-certificeringen sikrer en struktureret og dokumenteret tilgang til at reducere energiforbruget og CO2-udledningen. Samtidig er den med til at minimere risici i driften.
"Ved for eksempel at installere solceller og batteri i ejendomme, kan vi risikominimere de energiprisudsving, der er på elpriserne i øjeblikket. Udover at have fokus på at minimere risici, har projektet også vist, hvordan man kan tænke energibesparelser, CO2-reduktioner og et forbedret indeklima sammen i en økonomisk rentabel case", forklarer han.
Bedre indeklima
I alt er der investeret 1,4 mio. kr. i energiforbedringer for laboratoriet. De penge har en tilbagebetalingstid på ni år med en årlig besparelse på 150.000 kr. om året. Den økonomiske case svarer til en forrentning på ca. 9 procent, eller hvad man historisk har kunnet få ved investering i aktier.
"Foruden den reduktion vi opnår i energibesparelse og reduktion af CO2-udslippet, så får vi også et bedre indeklima. Og der er ikke bare udskiftet blæsere", siger Anne-Grete Hassing-Hvolgaard og fortsætter:
"Jakob har rådgivet os til at få forbedret luftskiftet, når der er et behov. Når der ikke er et behov, har vi reduceret luftskiftet, der gør, at vi har mindsket træk. Det gør arbejdsmiljøet betragteligt bedre – især når man står og skal obducere døde grise."
Orden i eget penalhus
Trepartsaftalen har stor betydning for blandt andet griseproducenternes hverdag, hvor de skal installere ny teknologi for at mindske deres CO2-udledning. Da det er griseproducenterne, Veterinær Laboratorium, Kjellerup, hjælper i hverdagen, er det et vigtigt signal at se, at der også reduceres på klimaudledningen.
"Det er vigtigt, at vi har orden i eget penalhus, når der i øjeblikket er så stor fokus på CO2-udledningen fra hele branchen. Derfor glæder det mig, at vi har kunne energioptimere laboratoriet, der har en stor funktion for erhvervet", slutter Anne-Grete Hassing-Hvolgaard.