27. februar 2025

Spolorm - nye diagnostiske muligheder

En ny testmetode på blodprøver gør det lettere og mere sikkert at overvåge en besætning for spolorm.

Betydningen af smitte med spolorm i en grisebesætning er omdiskuteret. Flere undersøgelser peger dog på, at det er forbundet med nedsat tilvækst og øget foderforbrug hos slagtegrise, hvis smittebyrden er høj. Andre undersøgelser viser nedsat respons på vaccination hos polte, der er smittet med spolorm. I sjældne tilfælde kan spolorme-larver også være årsag til dødsfald. Dette kan ske, hvis en ikke tidligere inficeret gris indsættes i et miljø med høj smitte, så der kan opstå massiv larvevandring i lungerne, som i sidste ende kan koste grisen livet.

Diagnosen ”spoleorm” bør udløse en behandling med ormemiddel, som planlægges i samarbejde med besætningsdyrlægen.

Symptomer på spolorm

Efter spolorm-angreb finder man:

  • Dårlig foderomsætning
  • Nedsat tilvækst
  • Eventuelt vægttab
  • Utrivelighed
  • Hoste
  • Diarré
  • Sjældent akut dødsfald

Diagnostikken af spolorm har tidligere baseret sig på observationer af ormepletter i leveren på slagtegrise og selvdøde grise og ved at tælle æg i gødningen, men nu er det også muligt at analysere blodprøver for antistoffer. Blodprøverne giver et mere stabilt billede af smitteforekomsten i besætningen. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at det tager 6-8 uger fra grisen indtager spoleormeæg, til larven når sit voksne stadie - og grisene dermed først til teste positiv for spolorm herefter.

Hvis du alligevel skal have undersøgt statusblodprøver på Veterinært Laboratorium i Kjellerup, er det let også at få testet for spolorm. Du kan krydse af, at du vil have 10 prøver analyseret for spolorm.

Sådan smittes grise med spolorm

Grisene smittes ved at optage spolormeæg med infektive larver (såkaldte 3. stadielarver eller L3) fra miljøet. Æggene klækkes i tarmen, og de mikroskopiske larver finder vej til leveren, hvorfra de føres med blodet til lungerne. Alt dette sker i løbet af en uge.

Fra lungerne hostes de op, og via svælget kommer de igen ned i tarmen, hvor de vokser sig store, helt op til 40 centimeter. De bliver kønsmodne, og seks-otte uger efter smittetidspunktet kan de udskille tusindvis af æg. Æggene modner i entre måneder i miljøet og bliver herefter infektive, hvorved det hele kan starte forfra.

Grise opnår immunitet, hvis de tidligere har været smittet, men da æggene er meget hårdføre og klæber godt til inventaret, kan de smitte nye grise i mange år fremover.

Alle danske besætninger formodes at være smittet med spolorm - såvel indendørs som udendørs besætninger.

Nyhedsbrev

Hold dig opdateret om dansk griseproduktion og Noteringen. Modtag nyhedsbrevet hver torsdag. Udfyld e-mail, navn og arbejdsplads/virksomhed.

Når du tilmelder dig, vil du modtage en e-mail med et bekræftelseslink. Du modtager først nyhedsbrevet, når du har bekræftet din tilmelding.

* Skal udfyldes

Dit samtykke til at modtage det ugentlige nyhedsbrev kan du til enhver tid tilbagekalde ved at afmelde dig nyhedsbrevet eller kontakte os på gris@lf.dk.

Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris behandler dine personoplysninger som beskrevet i Landbrug & Fødevarers privatlivspolitik.