Kan rygspæktykkelsen eller ændringer i rygspæktykkelsen forstyrre den efterfølgende reproduktion?

Helt generelt anser jeg måling af rygspæktykkelse som et objektivt mål for soens huld – en måling er mere indiskutabel end en huldvurdering.

Tilbagevendende spørgsmål 

To spørgsmål jeg har mødt mange gange de seneste par år:

1. Har rygspæktykkelsen ved fravænning en betydning for efterfølgende reproduktion?
2. Får søer med lav rygspæktykkelse ved fravænning en lavere kuldstørrelse i efterfølgende kuld? 

De intuitive svar 

Mit svar har været et ret skråsikkert nej til begge spørgsmål, fordi jeg har den opfattelse, at det ikke er rygspæktykkelsen i sig selv, der er en udfordring for soen, men nærmere det rygspæk, soen måtte have mobiliseret i diegivningsperioden.

De korrekte svar: Betydning af rygspæktykkelse ved fravænning 

Baseret på knap 4.000 kuld fra afprøvninger gennemført i fem besætninger er svaret nej – rygspæktykkelsen ved fravænning påvirker ikke den efterfølgende reproduktion og bekræfter det intuitive svar Hverken antallet af dage fra fravænning til løbning, totalfødte i efterfølgende kuld eller faringsprocenten påvirkes af soens rygspæktykkelse ved fravænning.  

De korrekte svar: Rygspækændring fra faring til fravænning i mm  

Knap 4.000 kuld bekræfter, at rygspæktabet målt i mm ikke påvirker antallet af dage fra fravænning til løbning og faringsprocenten i efterfølgende kuld.

Antallet af totalfødte i efterfølgende kuld reduceres med 0,4 gris, hvis søerne taber 2 mm rygspæk og med 0,5 gris, hvis der tabes 3 mm eller mere, når der sammenlignes med søer, der enten ikke taber rygspæk eller taber 1 mm rygspæk. 

De korrekte svar: Rygspæktab fra faring til fravænning i % af hvad søerne havde ved faring 

De knap 4.000 kuld viste, at søernes rygspæktab i procent af, hvad de havde ved faring, ikke påvirker antallet af dage fra fravænning til løbning eller den efterfølgende faringsprocent.

Søer, der taber indtil 10% af deres rygspæktykkelse, får flere totalfødte i efterfølgende kuld end søer, der taber mere end 18% af deres rygspæktykkelse, mens et rygspæktab på 10-18 mm ikke giver en nævneværdig forskel. Så med andre ord så kan man forvente, at søernes brunst ikke afhænger af, hvor meget rygspæk de har mobiliseret i forhold til, hvad de havde, men at søer, der har tabt for meget, løsner færre æg, eller færre embryoner implanteres, og derved får færre totalfødte grise i næste kuld. Det er der samtidig solid dokumentation for i den udenlandske litteratur.

Blot lige for en ordens skyld, så skal man huske, at hvis en so på 20 mm rygspæk taber 2 mm, så er det 10%, og hvis en so med 10 mm rygspæk taber 1 mm, så er det også 10%. 

Ude på staldgangen

Hvad skal denne viden så bruges til ude på staldgangen?

Det er dejligt at kunne slå fast, at fordi en so har lav rygspæktykkelse ved fravænning, så er det ikke det, der ødelægger den næste reproduktionscyklus.

Et rygspæktab på et givent antal mm kan heller ikke bruges som et kritisk parameter, da det afhænger af, hvor meget rygspæktykkelse soen havde ved faring. Derimod skal man have fokus på at undgå, at søerne taber for meget rygspæk i forhold til, hvad de havde ved faring – her er et rygspæktab på indtil 18% acceptabelt.