Fodring af diegivende søer

De danske normer til diegivende søer er fastlagt ud fra forsøg i en højproduktiv besætning, hvor der var både høj kuldtilvækst og mange fravænnede grise pr. fravænning og uden brug af supplerende mælk fra mælkekopper [1-3]. 

Normerne for alle aminosyrer og forholdet imellem dem er fastlagt for at sikre maksimal mælkeproduktion og samtidig holde soens mobilisering af kroppens proteinreserver på et meget lavt niveau og aminosyreprofilen [4].  

Aminosyreprofil 

Aminosyreprofilen i Danmark er løbende tilpasset fra 2015-2017 (se aktuel aminosyreprofil i Tabel 1), og foderets proteinniveau skal tilpasses, så forholdet mellem fordøjeligt lysin og alle øvrige aminosyrer overholdes.  

Foderets indhold af fordøjeligt protein pr. FEso er i princippet ikke væsentligt, når blot indholdet af alle aminosyrer opfylder gældende normer [4], så den gældende norm på 118 g fordøjeligt protein pr. FEso er en vejledende norm, som blandt andet kan sikre mod utilsigtede optimeringsfejl og sikrer, at der er tilstrækkeligt med ikke essentielle aminosyrer, som bidrager med nitrogen til soens egensyntese af ikke essentielle aminosyrer.  

Når en foderblanding optimeres, vil det således være prisforholdet mellem frie aminosyrer og aminosyrer fra proteinkilderne i foderet, der afgør foderets indhold af fordøjeligt protein pr. FEso. Normforsøgene [1-3] viste også, at hvis man øgede indholdet af fordøjeligt lysin og protein ud over gældende norm, så blev kuldtilvæksten ikke forøget [1], og ved et fast niveau af fordøjeligt lysin gav det ikke en øget kuldtilvækst, hvis foderets indhold af fordøjeligt protein blev øget ud over gældende normer for de øvrige aminosyrer [2,3].  

Et stort dansk forsøg gennemført med en fast mængde af alle aminosyrer med undtagelse af fordøjeligt lysin, som varierede fra 6,0-10,0 g pr. FEso viste, at det at tilsætte lysin ud over gældende norm uden at øge andre aminosyrer ingen effekt havde på den daglige kuldtilvækst eller søernes vægttab [5]. Dette viste klart, at det at øge indholdet af lysin i foderet uden samtidig at justere de øvrige aminosyrer ikke bidrager til øget produktivitet. 

Tabel 1. Aminosyreprofil til diegivende søer ifølge Normer for Næringsstoffer.

Aminosyre	Procent af fordøjeligt lysin, %
Fordøjeligt lysin	100
Fordøjeligt methionin	31
Fordøjeligt methionin + cystin	58
Fordøjeligt Treonin	65
Fordøjeligt tryptofan	20
Fordøjeligt isoleucin	56
Fordøjeligt leucin	108
Fordøjeligt histidin	36
Fordøjeligt fenylalanin	55
Fordøjeligt fenylalanin + tyrosin	113
Fordøjeligt valin	69

Den aminosyreprofil, der anbefales i Danmark (Tabel 1), afviger f.eks. fra den, der anbefales i USA [6], og de største afvigelser findes for de forgrenede aminosyrer isoleucin, leucin og valin. Forskellen i aminosyreprofilen skyldes blandt andet, at amerikanske forsøg typisk gennemføres med majs som stivelseskilden, og majs har et meget højt indhold af leucin, hvilket øger behovet for særligt valin, da leucin reducerer optagelsen af valin i bl.a. soens yver [7,8]. I Danmark anvendes hvede og byg som de primære stivelseskilder, og deres indhold af leucin er lavt sammenlignet med majs, og derfor fås ikke et positivt respons på søernes mælkeproduktion, hvis der tilsættes mere valin til diegivningsfoderet [9].  

Det kan i sjældne tilfælde være relevant at øge koncentrationen af fordøjeligt lysin, og øvrige aminosyrer kan øges ud over gældende normer. Disse tilfælde omfatter besætninger med meget lav foderoptagelse, som fravænner mange grise pr. fravænning samt perioder af året, hvor det er meget varmt i staldene, og søerne dermed æder mindre. Det kan generelt ikke anbefales at øge næringsstofindholdet ud over gældende norm, da det i yderste tilfælde kan medføre, at søerne tager muskelmasse på i løbet af diegivningsperioden. 

Daglig lysinforsyning for maksimal kuldtilvækst 

Den daglige forsyning med næringsstoffer afgøres af næringsstoffernes koncentration i foderet og den realiserede foderstyrke, og ønsker man at beregne den daglige forsyning med et næringsstof kan det gøres som ved brug af nedenstående formel: 

Daglig forsyning (g pr. dag)=Koncentration i foderet (g pr. FEso)×Foderstyrke (FEso pr. dag)

I et review baseret på fire danske forsøg med fravænning af grise på fire uger er det fundet, at både den daglige kuldtilvækst og den gennemsnitlige daglige tilvækst pr. pattegris maksimeres ved en gennemsnitlig daglig lysinforsyning på 57 g fordøjeligt lysin pr. dag [10]. Med den gældende norm på 7,7 g fordøjeligt lysin pr. FEso vil det kræve en gennemsnitlig foderoptagelse i diegivningsperioden på 7,4 FEso pr. dag. Igen vil en besætning med lav foderoptagelse kunne kompensere for dette ved at øge indholdet af fordøjeligt lysin og øvrige aminosyrer. Hvis den gennemsnitlige foderoptagelse f.eks. kun er 6,8 FEso pr. dag, vil indholdet af fordøjelige aminosyrer skulle øges med 9%, svarende til 8,4 g fordøjeligt lysin pr. FEso, og de øvrige aminosyrer afstemmes herefter for at bibeholde maksimal daglig kuldtilvækst. Besætninger uden udfordringer med lav foderoptagelse vil ikke få en øget kuldtilvækst af at tildele flere aminosyrer til de diegivende søer, idet studiet viste, at kuldtilvæksten faktisk aftog ved overforsyning med aminosyrer [10]. 

Diegivningsfoderets energikoncentration 

Energikoncentrationen i diegivningsfoderet bør ligge omkring 1,05-1,10 FEso pr. kg, idet en undersøgelse med forskellige energikoncentrationer viste, at der ved tilnærmet ad libitum fodring ikke blev fundet væsentlige forskelle i produktiviteten ved anvendelse af diegivningsfoder med 1,15 FEso pr. kg sammenlignet med diegivningsfoder med 1,07 FEso pr. kg. Den høje energikoncentration øgede ikke fravænningsvægten, reducerede ikke soens tab af rygspæk eller forbedrede den efterfølgende reproduktion [11].  

Tilsvarende viste et stort dansk forsøg, at den daglige kuldtilvækst og soens vægttab ikke blev påvirket (Figur 2), når foderets indhold af tilsat fedt varierede fra 1-5%, og der samtidig blev anvendt en maksimal foderkurve baseret på daglig energioptagelse [12].  

Figur 2. Effekt af 1-5% tilsat foderfedt til diegivningsfoderet på søernes vægttab (¢) og den gennemsnitlige daglige kuldtilvækst (¢). Fedtkoncentrationen havde ingen statistik sikker effekt på søernes vægttab (P = 0,99) eller på den daglige kuldtilvækst (P = 0,27). Foderets indhold af energi lå ved 1% tilsat fedt på 107 FEso pr. kg og ved 5% tilsat fedt på 115 FEso pr. kg [12].  

Erfaringsmæssigt bør mængden af tilsat fedt i diegivningsfoderet ikke overstige 2,5-3,0% da en højere mængde tilsat fedt typisk resulterer i, at det anbefalede energiniveau pr. kg foder overstiges, desuden stiger foderenhedsprisen ved øget fedttilsætning.  

Tabel 1. Vejledende foderkurve til diegivende søer samt forslag til hvor meget foderstyrken maksimalt bør forsøges ved den daglige indviduelle procentjustering på f.eks. et vådfodringsanlæg.

Dage efter faring	Vejledende foderstyrke, FEso pr. dag	Vejledende maksimal daglig procentjustering i forhold til foderkurve1	Vejledende maksimal foderstyrke inkl. procenttillæg, FEso pr. dag
0	3,5-4,0	+ 8-10 %	4,4
1	4,0	+ 8-10 %	4,4
2	4,5	+ 8-10 %	5,0
3	5,0	+ 8-10 %	5,5
4	5,5	+ 8-10 %	6,1
5	6,0	+ 8-10 %	6,6
6	6,5	+ 8-10 %	7,2
7	7,0	+ 8-10 %	7,7
8	7,3	+ 4-5%	7,6
9	7,5	+ 4-5%	7,9
10	7,8	+ 4-5%	8,1
11	8,0	+ 4-5%	8,4
12	8,3	+ 4-5%	8,7
13	8,5	+ 4-5%	8,9
14	8,8	+ 4-5%	9,2
15	9,0	+ 4-5%	9,5
16	9,3	+ 4-5%	9,7
17	9,5	+ 4-5%	10,0
18	9,5	+ 4-5%	10,0
19	9,5	+ 4-5%	10,0
20	9,5	+ 4-5%	10,0
21	9,5	+ 4-5%	10,0
22	9,5	+ 4-5%	10,0
23	9,5	+ 4-5%	10,0
24	9,5	+ 4-5%	10,0
25	9,5	+ 4-5%	10,0
26	9,5	+ 4-5%	10,0
27	9,5	+ 4-5%	10,0
28	9,5	+ 4-5%	10,0
29	9,5	+ 4-5%	10,0
30	9,5	+ 4-5%	10,0
31	9,5	+ 4-5%	10,0
32	9,5	+ 4-5%	10,0
33	9,5	+ 4-5%	10,0
34	9,5	+ 4-5%	10,0
35	9,5	+ 4-5%	10,0

¹Procentjustering anvendes for at tilpasse foderkurven til den enkelte so. De anbefalede procenttillæg beregnes på baggrund af den daglige foderstyrke, og man skal huske, at foderkurven automatisk øges på et vådfodringsanlæg, hvorved et procenttillæg vil medføre en endnu kraftigere forøgelse af foderstyrken. Slikker soen krybben helt ren indenfor 30 minutter, er procenttillæg relevant. 

Et dansk studie har vist, at foderstyrken fra dag 15 efter faring og frem til fravænning ved ca. 26 dage effektivt kan styre søernes vægttab og mobilisering af rygspæk. I studiet fik søerne enten 7,5, 8,75 eller 10,0 FEso pr. dag som slutfoderstyrke, og for hver gang slutfoderstyrken blev øget med 1,25 FEso pr. Dag, tabte søerne ca. 6 kg mindre og mobiliserede 0,5 mm rygspæk mindre. Samtidig viste studiet, at når søerne passede 14 frem for 12 grise, så øgede dette behovet for foder, idet vægttabet blev øget med ca. 5 kg, og mobiliseringen af rygspæk blev øget med 0,5 mm [14]. Studiet bekræfter dermed, at tommelfingerreglen om, at slutfoderstyrken bør øges med omkring 0,5 FEso pr. gris i kuldet for at sikre, at soen ikke mobiliserer unødigt fra kropsreserverne. 

Mål for foderoptagelse i diegivningsperioden 

Målet er jf. Tabel 1, at søerne i gennemsnit optager ca. 210 FEso ved 26 dages diegivningsperiode, ca. 230 FEso ved 28 dages ugers diegivning og ca. 295 FEso ved 35 dages diegivningsperiode, idet dette vil begrænse soens vægttab i diegivningsperioden. Hvis den realiserede foderstyrke er mere end omkring 10% lavere end disse måltal, er der risiko for, at huldtabet påvirker efterfølgende reproduktion, eller at der opstår problemer med skuldersår.

Fodringspræcision og indstilling af fodringsanlægget 

For at sikre, at der reelt udfodres de mængder, der er planlagt, er det vigtigt, at der er styr på blandesikkerhed, uddosering og indstillinger i fodringsanlægget.  

I Tabel 2 er angivet vigtige kontrolpunkter, som bidrager til at sikre fodringspræcision, og at søerne får den fodersammensætning, de skal have.

Tabel 2. Kontrolpunkter i forhold til indstilling af fodringsanlæg og udfodringsnøjagtighed ved fodring af diegivende søer med henholdsvis vådfoder og tørfoder.

Vådfoder	Tørfoder
Råvarernes tørstofindhold (% tørstof): Nogle vådfoderanlæg kræver, at tørstofindholdet indtastes, da det indgår i beregning af foderstyrken. Tastes en for høj tørstofværdi på en råvare, så vil foderstyrken reelt blive for lav.	Foderets gennemsnitlige massefylde (kg/l): Vægtfylde bestemmes ved kontrolvejning af, hvad tildeling af f.eks. 1, 2, 3 og 4 enheder på de anvendte foderkasser svarer til i kg.
Råvarernes energiindhold (FEso/kg): Skal bruges af alle vådfoderanlæg for at beregne den korrekte foderstyrke. Hvis ikke der anvendes egne tal baseret på analyser af råvarer, så anbefales det at bruge tabelværdier fra www.klimafoderdatabase.dk. Husk, at det indtastede tal skal være korrigeret for tørstofindholdet, hvis dette afviger fra tabelværdierne.	Foderets energiindhold(FEso/kg): Bruges til at omregne energiindholdet pr. enhed (FEso/enhed). Husk ved beregningen af den daglige foderstyrke, at antallet af udfodringer pr. dag skal indgå i beregningen. Antal udfodringer pr. døgn omkring faring:  Vær opmærksom på om den første enhed i foderkassen indeholder mere foder end de øvrige, og sørg for at antallet af daglige udfodringer tilpasses, så en foderstyrke på 3,5-4,0 FEso pr. dag kan praktiseres omkring faring.
Antal udfodringer pr. døgn omkring faring:  Det bør kontrolleres, om uddoseringen er præcis ved et givent antal udfodringer pr. døgn omkring faring [15]. På nogle vådfodringsanlæg kan det være nødvendigt kun at have tre udfodringer pr. døgn omkring faring for at kunne dosere præcist.	Ændringer i fodersammensætning:  Typisk ændres foderets massefylde og/eller energiindhold, når fodersammensætningen ændres, specielt hvis der sker en ændring af forholdet mellem kornarter, ændring i andelen af tilsat fedt eller sojaskrå.
	Ændringer af foderets fysiske struktur:  Et skifte fra pelleteret foder til expandat reducerer f.eks. foderets massefylde, og det samme sker, når korn formales over et grovere sold.

Justering af foder i praksis

Justering af foderstyrken hos diegivende søer bør ske dagligt - eller som minimum på alle ugens hverdage.  

Ved vådfodring og moderne tørfodring, hvor foderet doseres med små snegle, kan foderkurven sikre den generelle justering af foder fra dag til dag, mens almindelig tørfodring med volumenkasser kræver manuel opjustering af foderstyrken 3-5 gange pr. uge for at opnå den ønskede foderkurve. Det er oftest en stor fordel, at det er den samme person, der justerer foderstyrken hos de diegivende søer hver dag. 

Som udgangspunkt skal foderjusteringen ske ud fra, hvordan soens krybbe ser ud ca. 30 minutter efter en udfodring, og rent principielt kan krybben efter fodring se ud som på billederne illustreret i Figur 1.  

Figur 1. Fire fotos af foderkrybber taget 30 minutter efter en udfodring. Øverst til venstre er krybben slikket helt ren, og foderstyrken bør øges med en procentuel opjustering. Øverst til højre er foderkurven passende, soen har næsten slikket krybben ren og soen følger foderkurven den følgende dag. Nederst til venstre har soen ikke ædt op, og krybben tømmes, så soen har adgang til rent vand – her vil det være fornuftigt at justere foderstyrke svagt ned resten af dagen og den kommende dag. Nederst til højre er soen gået helt i stå med at æde, og soen bør kontrolleres for sygdom, foderkrybben tømmes, og foderstyrken justeres kraftigt ned resten af dagen og den følgende dag. 

Antal daglige udfodringer 

Under de fleste forhold er søernes foderoptagelse tilstrækkelig til at sikre et begrænset huldtab i diegivningsperioden. Ved problemer med stort huldtab skal der fokuseres på følgende: 

• Antallet af daglige udfodringer i diegivningsperioden: Antal af daglige fodringer i diegivningsperioden kan øges, hvis der er problemer med skuldersår. Ved at gå fra 3 daglige udfodringer til 5-8 udfodringer blev der påvist en statistisk sikker reduktion i forekomsten af skuldersår [16].  
• Antallet af daglige udfodringer er undersøgt i to studier med tørfodring, hvor foderet doseres med en lille snegl over soens trug. Der blev ikke fundet en effekt på den daglige kuldtilvækst ved at øge antallet af udfodringer fra 3-6 udfodringer pr. døgn i stier med løsgående diegivende søer [17]. Tilsvarende var der ingen effekt på antallet af fravænnede grise pr. fravænning eller den daglige kuldtilvækst når antallet af daglige udfodringer blev øget fra 4-9 [18]. 
• Mange daglige udfodringer forudsætter, at foderet kan tildeles præcist ved hver udfodring, derfor anbefales mere end 3-4 daglige udfodring kun i besætninger, hvor der anvendes tørfoder. 
• Besætningens mavesundhed: Ved vurdering af besætningens mavesundhed bør dette ske på baggrund af USK-undersøgelse af ca. 20 maver fra udsatte søer.

• Foderets energikoncentration: Foderoptagelsen kan øges marginalt ved anvendelse af foder med høj energikoncentration [11], hvilket kan være relevant hvis f.eks. temperaturen får søerne til at æde færre kg foder pr. dag.  
  
  
• Vandforsyning: Mangelfuld vandforsyning reducerer soens mælkeproduktion og vil samtidig reducere søernes foderoptagelse [21,22] og øger desuden risikoen for forstoppelse, da tørstofindholdet i gødningen vil stige [21]. Det skal forventes, at en so på omkring 250 kg har et behov for 18 liter vand fire dage efter faring og omkring 26 liter vand 18 dage efter faring [23].

• Staldtemperatur: Den bedste temperatur for soen er 17-18°C. Søers foderoptagelse falder, når staldtemperaturen øges, og det fører til øget vægttab og tab af rygspæk hos soen [24]. I begyndelsen af diegivningsperioden anbefales en højere staldtemperatur for at tilgodese de nyfødte grise.

• Mavesundhed: En høj frekvens af alvorlige maveforandringer (mavesårsindex 8-10) påvirker foderoptagelsen negativt hos slagtegrise [25], men generelt er en lav foderoptagelse ikke en indikator for mavesår, idet der tidligere ikke er fundet en sammenhæng mellem foderoptagelse og mavesår undersøgt ved USK [26]. Læs mere om mavesår hos søer i afsnittet her (link til underafsnit) og vidensiden om mavesår her. Desuden findes vejledninger til kontrol af sigteprofiler på håndbogsblad  og forslag til hvordan foderstrukturen i diegivningsfoderet kontrolleres og vurderes findes i håndbogsblad H22 i Manual om Farestaldsmanagementt, i håndbogsblad H7 i Manual om hjemmeblandermanagement.

Gruppe	1	2	3
Fodring	Efter ædelyst	Efter ædelyst dag 0-21, herefter restriktivt (50% af ad libitum) dag 22-28	Restriktivt (50% af ad libitum) dag 0-21, herefter efter ædelyst dag 22-28
Soens vægttab, kg	-11 ± 6a	-21 ± 6b	-25 ± 6b
Ændring af rygspæktykkelse, mm	-2,7 ± 1,2a	-4,7 ± 1,1b	-5,5 ± 0,12b
Tid fra fravænning til brunst, timer	88,7 ± 11,2a	122,3 ± 9,8b	134,7 ± 8,7b
Antal løsnede æg, stk.	19,9 ± 1,6a	15,4 ± 2,3b	15,4 ± 1,9b
Overlevelse blandt tidlige fostre, %	87,5 ± 6,4a	64,4 ± 6,1b	86,5 ± 7,6b

^a,bForskellige bogstaver i samme række viser en statistisk sikker forskel (P<0,05). 

Et hollandsk studie satte omkring 2012 fokus på de søer, der tabte sig meget i diegivningsperioden og sammenlignede med de søer, der ikke tabte sig meget – grænsen mellem de to kategorier blev fastlagt til 13,77% af søernes kropsvægt. Forsøget viste flere interessante effekter, som ses opsummeret i Tabel 2. Overordnet set havde begge grupper et højt vægttab sammenlignet med de fleste danske studier af nyere dato. Det høje vægttab var i gennemsnit ca. 13 kg højere og medførte ikke, at søerne kom senere i brunst, men det befrugtede antal æg samt levedygtige embryoner og den embryonale overlevelse var lavere ved et højt vægttab [29]. De to studier [28,29] indikerer, at høje vægttab er en risikofaktor for efterfølgende reproduktion, men ingen af studierne fastlægger en reel tærskel for, hvor stort vægttabet skal være, før det er en risiko. 

Tabel 2. Effekt af lavt eller højt vægttab i diegivningsperioden på efterfølgende reproduktion fra et hollandsk studie [29]. 

Søernes vægttab i diegivningsperioden	Lavt	Højt
Antal søer, stk.	22	18
Vægttab, kg	21,9 ± 1,2b	35,3 ± 13a
Vægttab, % af kropsvægt	11,0 ± 0,6 b	17,6 ± 0,7 a
Tab af rygmuskel, mm	5,8 ± 0,9 y	10,0 ± 1,0 x
Rygspæktab, mm	4,6 ± 0,3	4,8 ± 0,4
Dage fra fravænning til løbning, dage	4,8 ± 0,2	4,7 ± 0,2
Antal gule legemer efter ægløsning, stk.	21,9 ± 0,7	22,7 ± 0,8
Totalt antal embryoner, stk.1	18,9 ± 0,7ø	16,1 ± 0,8æ
Levedygtige embryoner, stk.1	16,8 ± 0,7t	14,9 ± 0,7t
Embryonal overlevelse blandt totalt antal embryoner, %	86,7 ± 2,9y	71,1 ± 3,4x
Embryonal overlevelse blandt levedygtige embryoner, %	77,4 ± 3,0y	65,6 ± 3,4x

¹Embryoner er betegnelsen for de helt tidlige fosteranlæg. 

^a,bForskellige bogstaver i samme række viser en statistisk sikker forskel (P<0,0001).  

^x,yForskellige bogstaver i samme række viser en statistisk sikker forskel (P<0,01).  

^æ,øForskellige bogstaver i samme række viser en statistisk sikker forskel (P<0,05).  

^tEn tendens til statistisk forskel er defineret som en P værdi der ligger mellem 0,05 og 0,10. 

Sidst i diegivningsperioden er modningen af de æg, der skal løsnes i den kommende brunst, i fuld gang, og det er både antallet og størrelsen, der tager skade af for lav foderstyrke eller for høj mobilisering [34-36]. Studier viser, at søer der har lave niveauer af hormonet IGF-1, har mindre follikler ved fravænning [37]. Der er samtidig indikationer af, at IGF-1 påvirker follikeludviklingen positivt, så de bliver mere ensartede [38].

Antallet af udfodringer pr. dag påvirker ikke udskillelsen af insulin og IGF-1 i en grad, der påvirker follikelmodningen, og det er således ikke antallet af udfodringer pr. dag, men den samlede daglige foderstyrke der er vigtig for at opnå en optimal modning af follikler [36,39]. Dette blev også understreget i det nævnte studie, hvor søer blev fodret med 50 % af ad libitum i sidste uge før fravænning. Den større mobilisering til mælkeproduktion medførte nemlig, at udskillelsen af IGF-1 blev halveret sammenlignet med søer fodret ad libitum [28]. 

Reproduktionen hos moderne søer er mere robust 

En dansk undersøgelse har vist, at selv relativt store vægttab (20-25 kg) forårsaget af en lavere slutfoderstyrke hos søer med moderne genetik, som passede 12-14 grise frem til fravænning, ikke resulterede i hverken lavere faringsprocent eller et reduceret antal totalfødte grise i efterfølgende kuld [29]. Dette understøttes af et canadisk studie, som heller ikke fandt en negativ effekt af en lav foderoptagelse i sidste diegivningsuge på den efterfølgende reproduktion [40]. Et nyere review har desuden sat spørgsmålstegn ved, hvorvidt sammenhængen mellem vægttab og efterfølgende reproduktion stadig gør sig gældende med mere moderne genetik. Det sker ud fra argumenter, som at søerne i dag har en bedre appetit og mobiliserer mindre, samtidig med at de er blevet mere magre og sandsynligvis udnytter foderet bedre [41]. Samlet understøtter dette, at moderne søer sandsynligvis er mere robuste i forhold til efterfølgende reproduktion, og at reproduktionen er mere uafhængig af vægttabet i diegivningsperioden.   

Modellen kan også benyttes til at beregne, hvor høj den daglige kuldtilvækst skal være, for at der opnås den samme fravænningsvægt uafhængigt af det antal grise, soen passer. Hvis der tages udgangspunkt i en som der passer 10 grise med en kuldtilvækst på 2,6 kg pr. diegivningsdag, hvor fravænningsvægten vil være 8,6 kg pr. gris, så vil den daglige kuldtilvækst skulle være 3,12 kg og 3,64 kg, hvis søer, der fravænner henholdsvis 12 og 14 grise, skulle opnå samme fravænningsvægt. I Figur 2 er det illustreret, hvordan mælkeydelsen dag-for-dag vil være højere for at realisere samme fravænningsvægt. 

Figur 2. Forventet mælkeproduktion dag-for-dag ved søer, som passer 10 (orange), 12 (grøn) og 14 (blå) grise med en daglig kuldtilvækst på henholdsvis 2,6, 3,0 og 3,4 kg pr. diegivningsdag. Hvis der ønskes samme fravænningsvægt uanset om soen passer 10, 12 eller 14 grise så vil mælkeydelsen ved søer der passer 12 grise (-- grøn) eller 14 grise (-- blå) skulle være højere [13]. I det illustrerede eksempel vil fravænningsvægten ved 28 dage være 8,6 kg. 

Sammenhæng mellem mælkeydelse og ernæring 

Behovet for både energi og aminosyrer stiger med stigende kuldtilvækst [32], men det er vigtigt at forstå, at det at øge foderstyrken i sidste del af diegivningsperioden, fra mælkeydelsen topper og frem, ikke i sig selv giver en højere mælkeproduktion. Hvis der er styr på foderets næringsstofindhold og foderstyrken er tæt på optimal, vil ekstra foder ikke kunne bidrage til at øge mælkeydelsen. Kun ved søer, hvor f.eks. foderets næringsstofindhold er afvigende, eller foderstyrken er meget lav, vil ekstra foder i sig selv kunne øge søernes mælkeproduktion [46]. Denne teori er bekræftet i forsøg med søer fra mælkeydelsen topper og frem til fravænning i to danske besætninger, hvor det at tildele samlet set enten 12,5 eller 25,0 FEso ekstra de sidste 10 dage af diegivningsperioden ikke øgede den gennemsnitlige daglige kuldtilvækst [14]. Tilsvarende har et stort dansk forsøg gennemført i to besætninger vist, at det at øge foderstyrken hurtigere de første 14 dage af diegivningsperioden, så den samlede foderoptagelse øges med 10-17 FEso, ikke påvirkede den daglige kuldtilvækst [47].

Det er tidligere dokumenteret, at det, der karakteriserer søer med høj mælkeproduktion, er, at de både har en høj foderoptagelse og samtidig mobiliserer fra kroppens reserver [48], og studiet understregede, at der var en statistisk sikker sammenhæng mellem en høj kuldtilvækst og søernes foderoptagelse, særligt i anden til fjerde diegivningsuge. Men da der er tilsvarende sammenhæng mellem høj kuldtilvækst og mobilisering af rygspæk samt vægttab [48], så understreger dette, at det er en høj kuldtilvækst, som øger soens appetit, men samtidig får soen til at trække mere på kroppens reserver. 

Fodring før faring påvirker mælkeproduktionen 

Der sker en betydelig yverudvikling i sen drægtighed [49], og to danske studier har vist, at fodring fra dag 109 i drægtighedsperioden og frem til faring kan påvirke den efterfølgende kuldtilvækst og mælkeproduktion [50,51]. Et af studierne viste, at en høj foderstyrke fra dag 109 og helt frem til faring får søerne til at producere mere mælk i diegivningsperioden, og at den optimale foderstyrke sandsynligvis er et sted mellem 3,5-4,0 FEso [50], hvilket er baggrunden for, at den anbefalede foderstyrke op til faring er netop 3,5-4,0 FEso. Det andet studie viste, at søernes mælkeproduktion maksimeres, når de dagligt har fået mindst 22 g fordøjeligt lysin fra dag 109 og frem til faring. Studiet viste også, at hvis den daglige forsyning med fordøjeligt lysin lå under 18 g, så var der en statistisk tendens, der indikerede, at søerne fravænnede færre grise [51]. I studiet var blandingerne sammensat, så de indeholdt alle aminosyrer i et forhold til fordøjeligt lysin, som opfyldte gældende normer. Studierne viser, at en stor del af yverudviklingen og -væksten sker i transitionsperioden, og at forkert fodring kan give en dårligere yverudvikling, som efterfølgende resulterer i en lavere mælkeproduktion.    

Fokus på antallet af fravænnede pr. fravænning og daglig kuldtilvækst 

Den stærke sammenhæng mellem antallet af grise hos soen og soens mælkeproduktion gør, at man skal tage højde for antallet af grise hos soen, når der justeres foder [14]. Søer der passer f.eks. 9-11 grise har slet ikke samme behov for næringsstoffer, som en so der passer 14-15 grise.  

Den daglige kuldtilvækst opgøres sjældent i praksis, men beregnes simpelt med følgende formel: 

((Kuldets fravænningsvægt+vægt af døde eller flyttede grise)−kuldets vægt ved kuldudjævning)
Antal dage fra kuldudjævning til fravænning((Kuldets fravænningsvægt+vægt af døde eller flyttede grise)−kuldets vægt ved kuldudjævning)Antal dage fra kuldudjævning til fravænning

Hvis kuldtilvæksten på en 28 dages diegivningsperiode ligger fra 2,0-2,7 kg pr. dag, er der tale om søer med lav produktivitet, mens søer, der giver en daglig kuldtilvækst på 2,7-3,1 i samme periode, er gennemsnitlige.

De bedste søer, der indgår i forsøg gennemført under danske forhold, ligger over 3,8-4,0 kg kuldtilvækst pr. dag [20].

Kuldtilvæksten er oftest omkring 10-13% lavere hos førstekuldssøer end de øvrige søer [1,3,48], hvilket skyldes, at soen og dermed også soens yver ikke er fuldt udviklet, samt at mængden af mælkeproducerende væv er lavere hos gylte sammenlignet med søer [49].

Hvis man er i tvivl, om en besætning har en fornuftig kuldtilvækst, så anbefales det at lave omkring 20 vejehold og kun lade få gyltekuld indgå blandt disse. Tallene kan derefter bruges til at sammenholde med ovenstående. 

En lav foderoptagelse hos diegivende søer kan ikke bruges til at afgøre, om en besætning har udfordringer med mavesundheden eller ej, idet det i flere besætninger er vist, at der ikke var forskel i mavesundheden hos de 20% af søerne med henholdsvis laves og højest foderoptagelse i diegivningsperioden [26].

Det er hos slagtegrise tidligere påvist, at det kun er de alvorligste maveforandringer i form af større mavesår (mavesårsindeks 8) eller forsnævringer af spiserøret (mavesårsindeks 9-10) som følge af arvæv, der reducerer foderoptagelsen [25]. Dermed vil det være relativt lav andel af søerne, hvor foderoptagelsen påvirkes negativt, medmindre der anvendes fint formalet foder.  

Andelen af søer med alvorlige maveforandringer kan variere meget mellem besætninger, og besætninger med den bedste mavesundhed kan have under 10% af søerne med mavesårsindeks 8-10, mens besætninger med alvorlige problemer med mavesundheden kan have >60% af søerne med mavesårsindeks 8-10 [58].

Akutte dødsfald, sort afføring samt blege og strithårede søer kan være symptomer på mavesår.

Det anbefales at få foretaget USK-undersøgelse af mindst 20 slagtesøer for at få indsigt i besætningens mavesundhed, hvis der er mistanke om problemer med mavesår. Husk, at der bør indgå både unge og gamle søer i en USK-undersøgelse, idet forekomsten af mavesår stiger med alderen, da mavesundheden hos søer fra 1.-3. kuld er statistisk sikkert bedre end hos søer ældre end 3. kuld [58].