Fasefodring

Ved fasefodring anvendes flere blandinger for bedre at ramme grisenes aktuelle behov for næringsstoffer i en bestemt periode. Der er i 1998 introduceret detaljerede normer for fasefodring med mange vægtintervaller og gradvis overgang mellem smågrise- og slagtesvinenormer jf. Normer for næringsstoffer.

Fasefodring til søer er typisk, at man anvender én blanding til diegivende søer, løbeafdeling og polte samt en anden blanding til drægtige søer i stedet for at anvende en diegivningsblanding til alle søer.

Fasefodring til slagtesvin vil sige, at der anvendes to eller flere blandinger i slagtesvineperioden. Man taler om multifasefodring, hvis der anvendes mere end tre blandinger. Anvendes kun en blanding, taler man om en "enhedsblanding". Forsøgsresultater med multifasefodring tyder dog på, at der ikke er økonomi i at anvende mere end tre blandinger, ligesom den miljømæssige gevinst ved at anvende mere end tre blandinger er minimal [1], [2]. Multifasefodring kan gennemføres med to blandinger, der udfodres i varierende indbyrdes forhold gennem vækstperioden. I det følgende ses på 2 eller 3-faser.

Hovedidéen i fasefodring er, at man hele tiden rammer så tæt på grisenes teoretiske behov for næringsstoffer som muligt, således at foderets indhold af næringsstoffer pr. foderenhed falder med grisenes vægt. Herved bliver den gennemsnitlige næringsstofkoncentration lavere end ved enhedsblanding - og foderet bliver derfor billigere. Ved anvendelse af enhedsblanding underforsyner man grisene i starten af vækstperioden og udnytter derefter grisenes evne til at "kompensatorisk proteinudnyttelse" i slutperioden.

Resultaterne af de danske forsøg med fasefodring ses i tabel 1.

Fasefodring har følgende fordele:

• Lavere foderpris på grund af lidt lavere forbrug af aminosyrer og mineraler.
• Lavere foderpris på grund af mindre brug af dyre råvarer, fx fiskemel, soja- og kartoffelproteinkoncentrater i blandinger til de største smågrise.
• Mulighed for at tildele de mindste grise en "skåneblanding" eller en blanding, der giver en højere foderoptagelse og tilvækst end den foderblanding, de største grise tildeles, således at vægtspredningen indenfor sektionen/staldafsnittet formindskes.
• Mulighed for i den sidste del af vækstperioden hos slagtesvin at styre foderoptagelse og dermed kødprocent bedre ved at sænke energiniveau og/eller forøge andelen af fx rug og raps-produkter i foderet. Herved bliver foderblandingen oftest en del billigere.
• Reduceret indhold af N og P i gødningen. Ved sohold: 10-20 pct. N og 10-13 pct. P afhængig af udgangssituation. Ved slagtesvin: 5 pct. N og 3 pct. P. Ammoniakemissionen fra slagtesvin blev i et nyere forsøg dog ikke reduceret ved multifasefodring med faldende råproteinindhold gennem vækstperioden sammenlignet med anvendelse af en enhedsblanding [8] - når den tildelte råproteinmængde over vækstperioden var den samme. Når tildelingen blev reduceret med 4,5 pct., faldt ammoniakemissionen med 9,4 pct.
• Bedre velfærd for drægtige søer ved fyldende foder, som samtidig giver forbedret adfærd ved løsdrift.

Fasefodring har følgende ulemper:

• Større investering i foderanlæg (undtagen ved fx "multisite" og visse vådfodringssystemer).
• Større krav til driftslederen; blandingsskift på rigtigt tidspunkt er nødvendigt, og ekstra foderblanding(er) og -siloer at administrere
•  Større risiko for fejlforsyning af næringsstoffer grundet almindelig blandeusikkerhed. Flere mindre blandingspartier øger risiko for blandefejl. Måske mistes kvantumsrabatter.
• I samtlige danske afprøvninger/forsøg ved slagtesvin har fasefodring medført et fald i kødprocent, som varierer fra 0,2 til 0,6 procentenheder. Se oversigten i nedenstående tabel 1.
• De små grise (specielt sogrise) i en sti vil i højere grad opleve underforsyning af aminosyrer i forhold til deres behov, idet de når senere op på den vægt, hvor blandingen passer til dem. Problematikken er vist i tabel 3 og figur 1. Dette vil dog kunne imødegås ved storstier til slagtesvin med sorteringsvægt.

Tabel 1. Resultater af danske fasefodringsforsøg i procent af enhedsblanding til slagtesvin (* = statistisk sikker forskel).

Ved sohold er fordelene i de fleste tilfælde større end ulemperne, især hvor investeringen fordeles over et større antal grise. Ved slagtesvineproduktion er fordelene ved fasefodring ikke entydigt større end ulemperne ved fasefodring.

Som tommelfingerregel er der for sohold økonomi i fasefodring, hvis der er mere end 100 søer i en sobesætning. For mange sobesætninger kan fasefodring være den nødvendige forudsætning for at leve op til kravene i Vandmiljøplan II og III om begrænsning af kvælstof- og fosforudledningen.

For slagtesvinebesætninger er der kun økonomi i fasefodring i følgende tilfælde:

• Hvor der ikke skal foretages væsentlige merinvesteringer, dvs. visse vådfodringsanlæg (se senere i dette afsnit), og ved "alt-ind alt-ud" på "foderanlægsniveau", fx ved multisite. Endelig vil fasefodring være oplagt som mulighed ved storstier med sorteringsvægt.
• Hvor man på bedriftsniveau, fx i kombination med sohold, kan undgå at reducere den samlede produktionsstørrelse ved at spare primært fosforudledning fra slagtesvinene.
• Hvor man anvender billigere fodermidler i slutblandingen, evt. med henblik på også at reducere foderoptagelsen hos galte.

Med baggrund i en afprøvning af 3-fasefodring til slagtesvin [5], kan 3-fasefodring af slagtesvin - ud fra rene økonomiske betragtninger - kun anbefales til besætninger, der ikke skal foretage væsentlige merinvesteringer for at gennemføre det, medmindre der i slutblandingen anvendes billigere fodermidler, fx rug og raps-produkter, der nedsætter foderoptagelsen, hvilket specielt kan være nyttigt overfor galte. Se resultaterne i tabel 2. Anbefalingen gælder, medmindre der er specielle problemer (nævnt under afsnittet om fordele), som fasefodring kan løse i besætningen. Det er svært generelt at bestemme værdien af denne fleksibilitet, som fasefodring kan give, så det må vurderes for den enkelte bedrift.

Næsten alle besætninger anvender i dag to foderblandinger til smågrisene, hvor fravænningsblandingen udfodres manuelt. For de fleste besætninger kan der også være økonomi i at indføre en slutblanding til grise fra 20 til 30 kg - dels fordi der kan anvendes billigere fodermidler til blandingen, og dels fordi grisene i dette vækstinterval bedre kan tåle højere proteinindhold til kompensation for lavere proteinindhold end norm, der ofte anvendes som skåneblanding (af hensyn til diarrérisiko op til grisene vejer 15 kg ("omvendt fasefodring")).

Indførelse af to blandinger i en sobesætning vil typisk mindske kvælstofindholdet i gødningen med 10-20 pct. afhængig af, hvilken blanding, der bruges i dag. Herved bliver det nemmere at leve op til kravet om maks. 140 kg N pr. ha - ligesom overskuddet af fosfor reduceres ca. tre kg pr. ha.

Fasefodring til slagtesvin kan på den anden side kun reducere kvælstofindholdet i gødningen med 4-8 pct. og fosforindholdet 2-3 pct. i forhold til enhedsblanding, hvis næringsindholdet justeres til minimumsnormerne for fordøjeligt råprotein og fosfor, se tabel 1. Ammoniakemissionen fra slagtesvin blev i et nyere forsøg dog ikke reduceret ved multifasefodring med faldende råproteinindhold gennem vækstperioden sammenlignet med anvendelse af en enhedsblanding [8] - når den tildelte råproteinmængde over vækstperioden var den samme. Når tildelingen blev reduceret med 4,5 pct., faldt ammoniakemissionen med 9,4 pct.

Valg af fosforkilder med høj fordøjelighed og tilsætning af "200 pct. af standarddosis" fytase til foderblandingerne kan bidrage med større reduktion i fosforudledning end fasefodring. 

Tabel 2. Effekt af 3-fasefodring sammenlignet med enhedsblanding.

Se afsnittet om tildeling af tørfoder for at få mere detaljeret information om de enkelte anlægstyper.

1. Indkøbt færdigfoder og tørfodringsanlæg. Investering i et ekstra fodringsanlæg, dvs. silo, fodermaskine, rør og et nedløbsrør pr. foderautomat. På eksisterende rørstrengsanlæg kan der fodres med flere forskellige blandinger, hvis der monteres skiftebeslag og styrepanel. Eller udskiftning af eksisterende fodringsanlæg til et anlæg beregnet til fasefodring, hvor der kan håndteres 2 eller 3 blandinger. Disse rørstrengsanlæg kan udfodre tre-fem forskellige foderblandinger. Disse anlæg er dog mest relevante ved nyinvestering, hvor de kan være lidt billigere end to helt separate anlæg.
2. Hjemmeblandet tørfoder. For at sikre den optimale blanding, kan det i nogle tilfælde være nødvendigt med to tilskuds- eller mineralblandinger. Der kræves derfor en ekstra tilskudsfodersilo eller plads til en ekstra mineralblanding og etablering af faciliteter til at få det op i blandeanlægget. Hertil en lille færdigfodersilo, ekstra fodermaskine og rørføring i stalden. Bruges fasefodring med samme tilskudsfoder vil gevinsten sandsynligvis halveres og det er noget sværere at få økonomi i ændringen, selv om det er lidt billigere rent investeringsmæssigt.
3. Andre løsninger til besætninger med tørfoder. Computerstyrede tørfodringsanlæg med foderventiler over hver sti styres i princippet som et vådfodringsanlæg og kan bruges til såvel simpel som multifase-fodring.
4. Hjemmeblandet vådfoder. Ved hjemmeblandet vådfoder kan man lave fasefodring ved med samme anlæg at udfodre to forskellige blandinger på samme rørstreng. Der kan anvendes samme eller to forskellige tilskudsblandinger (eller mineralblandinger).
5. Besætninger med alt-ind alt-ud på staldniveau. Her er fasefodring nemmere, da man blot skal skifte blanding for hele sektionen samtidigt. Dette vil ofte kunne gøres helt uden investering og vil derfor være en god forretning.
6. Besætninger med storstier til slagtesvin kombineret med en "sorteringsvægt". Princippet er, at grisene skal gå til en foderstation. På vej dertil skal de passere en vægt, der kombineret med låger leder grisene til den foderstation, der giver en passende blanding. Dette princip er pt. ikke velafprøvet under danske forhold, men her imødegås vægtspredningsproblematikken i forhold til fasefodring.

Ved brug af fasefodring skal man være opmærksom på, at de mindste grise i en sti vil få lavere gennemsnitlig næringsstofkoncentration end de største. Det skyldes, at de største grise ofte kun når 2-3 uger på slutblandingen, mens de mindste grise får 4-5 uger inden slagtning. Problematikken er vist i tabel 3 og figur 1.

Tabel 3. Teorestisk opnået lysinforsyning som gennemsnit af alt foderet afhængig af grisenes startvægt ved foderskift efter 4 og 8 uger, hvor der ikke er fokus på størrelsessortering af grisene.

Problemet løses bedst ved en god sortering, så grisene i en sti er ensartede. Så har man mulighed for, at lade de mindste grise gå længere på blanding 1 end de største grise. Dette er dog vanskeligt, hvis man skifter blanding for en hel stald samtidigt ved holddrift.

Både udenlandske og danske forsøgsresultater [6],[7], viser, at galte har lavere aminosyrebehov end sogrise (fra 75 til 124 kg: 10 pct. lavere behov). Dette kan udnyttes ved at adskille kønnene, og så lade galtene skifte blanding ca. tre uger før sogrisene. Eventuelt skal sogrisenes slutblanding ikke reduceres i aminosyrekoncentration [7]. Det ideelle er en kombineret sortering efter både køn og vægt. Ved 90 grise, som skal fordeles på tre dobbeltstier, kan man fx lave følgende sortering og skiftetidspunkt ved anvendelse af 2-fasefodring:

Sti 1: De 30 største galtgrise skifter dag 21 (dvs. bl. 1 fra 33 til ca. 48 kg)

Sti 2: De 30 mindste sogrise skifter dag 49 (dvs. bl. 1 fra 27 til ca. 61 kg)

Sti 3: Resten, dvs. små galtgrise og store sogrise, skifter dag 35 (dvs. bl. 1 fra 30 til ca. 55 kg)

Da galte vokser hurtigere end sogrise, vil en sådan strategi også gøre det lettere at levere stivis.

Der er gennemført en afprøvning af 3-fasefodring med en "skrabet slutblanding" i forhold til fodring med den samme blanding hele vækstperioden igennem [3].

Kontrolfoderet, der overholdt normerne for vækstintervallet 25-100 kg, var tilsat 20 ppm tylosin og 20 ppm kobber. Fasefodringens første to blandinger var tilpasset normerne for protein og aminosyrer ved fasefodring, men slutblandingen, som udgjorde cirka halvdelen af foderforbruget, var ikke tilsat vitaminer og mikromineraler, og indholdet af fordøjeligt fosfor på ca. 1,5 g pr. Foderenhed var væsentligt mindre end normen på 2,0 g pr. foderenhed. Blanding 1 var tilsat 165 ppm kobber og 40 ppm tylosin, blanding 2 var identisk med kontrolfoderet, mens blanding 3 ikke var tilsat kobber eller vækstfremmer.

Fasefodring med skrabet slutblanding gav 4 procent mindre kvælstofudledning og 22 procent mindre fosforudledning pr. produceret slagtesvin. Brug af skrabet slutblanding gav en besparelse på ca. 3-4 øre pr. foderenhed i hele vækstperioden, men på grund af et moderat fald i produktionsresultaterne var der total-økonomisk set et mindre tab ved brug af den skrabede slutblanding (2 procent af dækningsbidraget pr. stiplads). Det er ikke muligt at afgøre, om de forringede produktionsresultater skyldes mangel på aminosyrer, vitaminer, mikromineraler, fosfor eller det mindre forbrug af vækstfremmer.

Dette fodringskoncept – modificeret til nutidige forhold uden vækstfremmere og ekstra kobber i ungsvineperioden - kan måske blive aktuelt for besætninger med både slagtesvin og sohold, hvor der på sigt kan blive behov for at reducere fosforudledningen eller disponere over mere jord til samme produktionsomfang.

Der er gennemført en undersøgelse for at belyse effekten af at fodre med ren hvede fra 75 kg til slagtning. Baggrunden for dette var en idé, der sandsynligvis opstod på baggrund af det store fald i afregningspris i vinteren 1997/1998 [4].

Brug af hvede som "slutblanding" gav et voldsomt fald i produktionsresultaterne svarende til 52 procent af produktionsværdien pr. stiplads for hele perioden fra indsættelse til slagtning. Procent døde og kasserede var 2,8 i kontrolgruppen og 0,2 i forsøgsgruppen, som i sagens natur ikke fik vitaminer eller mineraler ud over det naturlige indhold i hvede fra ca. 73 kg til slagtning.

Selvom besparelsen på foderomkostningen (ca. 22 øre pr. foderenhed i hele vækstperioden) blev indregnet, var tabet i dækningsbidrag pr. stiplads stadig 31 procent i forhold til kontrolgruppen. Det er derfor ikke tilrådeligt at spare så drastisk på næringsstofferne, selvom afregningsprisen er meget lav. Konceptet er ej heller tilrådeligt set fra en ren miljømæssig synsvinkel, idet reduktionen af udledt kvælstof og fosfor kun var henholdsvis 2,6 og 4,8 procent Det skyldtes den stærkt forringede foderudnyttelse.