Fodring af drægtige søer

Krav til proteinforsyning i transitionsperioden

I overgangen mellem drægtigheden og diegivningsperioden udvikles yveret, og der sker en betydelig yvervækst, så soen er klar til en høj produktion af råmælk og mælk [14-16].

Transitionsperioden er typisk defineret som de sidste 5-7 dage før faring og de første 3-5 dage efter faring [1,17], men de forsøg, der er udført omkring transition, omfatter typisk de sidste 9 dage før faring [18-20].

Fra dag 108 og frem til faring er det i et dosis-responsforsøg gennemført på Aarhus Universitet vist, at soen skal have mindst 22 g fordøjeligt lysin og øvrige aminosyrer tilpasset derefter, for at den efterfølgende mælkeproduktion maksimeres. Får soen mindre fordøjeligt lysin vil dens mælkeproduktion være lavere [18]. Dette kan være en udfordring i mange besætninger, da søerne på dag 108 typisk ikke er flyttet til farestalden og dermed stadig får drægtighedsfoder, som typisk indeholder 4,0 g fordøjeligt lysin pr. FEso. Der er dermed behov for enten et transitionsfoder, som kan udfodres fra dag 108 efter løbning og frem til faring, eller for at der manuelt suppleres med enten diegivningsfoder eller sojaskrå, for at soen får 22 g fordøjeligt lysin pr. dag.

I Tabel 1 er illustreret, hvordan et drægtighedsfoder alt efter foderstyrke kan suppleres med enten diegivningsfoder eller sojaskrå for at sikre, at soen får 22 g fordøjeligt lysin pr. dag.

Tabel 1. Transitionsfodring fra dag 108 og frem til faring, som sikrer, at soen får 22 g fordøjeligt lysin pr. dag. Der er taget udgangspunkt i anvendelse af normalt drægtighedsfoder suppleret med enten diegivningsfoder eller sojaskrå.

Tab af frit lysin ved vådfodring

Hvis der anvendes vådfodring, er der en risiko for, at der tabes frit lysin fra foderet, idet der sker en fermentering i vådfoderstrengene. Det anbefales derfor, at maksimalt 30% af indholdet af fordøjeligt lysin må være frit lysin, hvis der kun sker udfodring én gang i døgnet [21]. Dette gælder dermed f.eks., hvis der anvendes ESF-stationer med vådfoder eller vådfodring i langkrybbe, hvor alt foder udfodres i én udfodring for at mindske uro i stierne. I praksis betyder det, at mange besætninger, som anvender vådfodring, skal anvende 2-5 g mere fordøjeligt protein pr. FEso for at reducere foderets indhold af frit lysin.

Det er påvist, at særligt syntetisk lysin og treonin forsvinder ved fermentering, hvorimod der ikke er et væsentligt tab af methionin og trypfofan, hvilket er uddybet i afsnittet om fermenteret vådfoder.

Hvis der anvendes restløs vådfodring, er der ikke et krav til maksimalt indhold af frit lysin, da foderet her opblandes og udfodres frisk og dermed ikke henstår i vådfoderstrengene. 

Drægtighedsfoderets energikoncentration

Energikoncentrationen i drægtighedsfoder bør være i niveauet 0,98-1,02 FEso pr. kg og specielt, hvis der anvendes konkurrenceprægede staldsystemer som f.eks. gulvfodring, så bør energikoncentrationen være lav for at sikre mæthedsfølelse og en vis forøgelse af ædetiden. Der er ikke lavet forsøg omkring dette, og ovenstående er dermed erfaringsbaserede anbefalinger.

Erfaringer viser også, at det kan være problematisk, hvis der er meget stor forskel mellem energikoncentrationen i drægtighedsfoderet og diegivningsfoderet – her er det med stor sandsynlighed forskelle i form af råvaresammensætning, fiberindhold og mængden af foderfedt, der er for stor. Det vides ikke, hvor stor forskellen maksimalt må være, men et spring på 7-8 FEso pr. 100 kg foder er sandsynligvis tæt på den højest acceptable forskel.

Hvis der anvendes ESF, kan foderets energikoncentration have en betydning for foderstationernes kapacitet, idet en meget lav energikoncentration og højt fiberindhold kan øge ædetiden og dermed opholdstiden i foderstationen for den enkelte so.

Kapaciteten af foderstationerne varierer, og udfodringshastigheden kan varieres, så der er mange faktorer, der spiller ind, men for mange søer pr. foderstation kan være en udfordring i forhold til rangkampe foran foderstationerne, specielt hvis opholdstiden pr. so bliver for lang.

Læs mere om management omkring foderstationerne i:

• Manual om Repromanagement, hvor særligt følgende håndbogsblade er interessant forbindelse med optimering af en drægtighedsstald med ESF:
  • H10A - Indstilling og justering af foderstationer ESF
  • H10B - Stationsovervgning ESF
  • H10C - Separation ESF
  • H10D - Levneliste ESF
  • H10E - Kontrol af foderration tr ESF og foderkasser
  • H10F - Kontrol af foderration vd ESF

Tidlig drægtighed

Foderstyrken i de første 4 uger efter løbning påvirker ikke soens reproduktionsresultater negativt [4,5,22], når foderstyrken ligger mellem 2,4 og 3,8 FEso pr. dag. Det er derfor i denne periode, at tabt huld fra forrige diegivningsperiode skal reetableres, og for at sikre hurtig reetablering af rygspæk kan en foderstyrke på helt op til 4,5 FEso pr. dag anbefales.

Beregninger baseret på resultater fra et forsøg gennemført af Aarhus Universitet har vist, at reetablering af 1 mm rygspæk kræver 20-25 FEso ud over vedligeholdelsesfoder [6], og reetableringen sker mest effektivt, når foderstyrken ligger langt over vedligehold, da det fremmer aflejringen af overskydende energi som fedt [6].

For gylte er det anbefalet, at foderstyrken de første fire uger efter løbning skal være 2,4-2,7 FEso pr. dag.

Når der anbefales en forholdsvis lav foderstyrke til gylte i implantationsperioden, og det samme ikke gør sig gældende for søer, skyldes det, at der i ældre forsøg er fundet, at koncentrationen af progesteron falder ved stigende foderstyrke, fordi mere progesteron omdannes i leveren [23], og at den embryonale overlevelse og dermed kuldstørrelsen reduceres [24]. 

Midt drægtighed

Fra 4. til 12. drægtighedsuge har der hidtil været begrænset viden om, hvorvidt ændringer i foderstyrken påvirker fødselsvægten, og den anbefalede foderstyrke har i flere år været 2,3 FEso pr. dag, men der er mulighed for at færdigjustere soens huld ved at afvige fra dette med enten en højere eller lavere foderstyrke.

I midt drægtighed udvikles alle moderkagerne, og selve væksten af moderkagerne afsluttes også i denne periode [3]. Forsøg med højproduktive søer har vist, at der er en klar og positiv sammenhæng mellem både arealet og vægten af moderkagen og vægten af det foster, der får sin ernæring fra pågældende moderkage. Der er desuden også en positiv sammenhæng mellem længden af navlestrengen og fosterets vægt [25].

Sammenhængene mellem areal og vægt af placenta og fostervægt er også tidligere fundet ved søer med betydeligt lavere kuldstørrelser [26,27]. Et stort dansk forsøg viste, at ved en foderstyrke på mellem 1,6 og 2,8 FEso pr. dag fra dag 28-84 efter løbning var det ikke muligt at påvirke den gennemsnitlige fødselsvægt hos søer, hvor den gennemsnitlige kuldstørrelse lå på 20,1 totalfødte grise pr. kuld [28]. 

Det anbefales generelt at søerne i midt drægtighed skal tildeles en fodermængde, der svarer til deres vedligeholdelsesbehov, og derudover skal der tildeles ekstra foder, f.eks. omkring 2,8 FEso pr. dag, hvis ikke huldet er reetableret efter de første fire ugers drægtighed, og omvendt er det muligt at slanke en fed so ved at reducere foderstyrken til f.eks. 1,9-2,0 FEso pr. dag [28].

Energibehov til vedligehold afhænger af soens vægt, og i Figur 1 er det omtrentlige behov til vedligehold omregnet til FEso baseret på ældre litteratur [29,30] og modelberegninger.

En gylt på 200 kg forventes at have et behov til vedligehold på 1,75 FEso pr. dag, mens en so på 250 kg forventes at have et energibehov til vedligehold på 2,1 FEso pr. dag.

For hver 20 kg ekstra en so vejer vil energibehovet til vedligehold stige med omkring 0,13-0,15 FEso pr. dag.

I midt drægtighed viste det store danske forsøg, at når en gennemsnitlig gylt med en vægt på 158 kg fik 2,1 FEso pr. dag, og en gennemsnitlig so på 246 kg fik 2,5 FEso pr. dag, så havde de en rygspæktilvækst på 0 mm [28], og i praksis betyder det, at vælges en lavere foderstyrke, så vil den gennemsnitlige so og gylt mobilisere rygspæk i midt drægtighed. Resultaterne viser samtidig, at det teoretiske behov til vedligehold (Figur 1) er lavere end det behov, der giver en nultilvækst i rygspæk, og det sætter spørgsmålstegn ved, om behovet til vedligehold er ændret som følge af genetiske fremgange, der har givet et højere proteinindhold i avlsdyrene.

Sen drægtighed

Sen drægtighed omfatter perioden fra 12 uger efter løbning og frem til faring, og en foderstyrke på 3,5 FEso har i flere år været anbefalet baseret på to danske forsøg [11,31], men et nyere dansk studie viser, at en mere flad foderkurve, hvor foderstyrken holdes på 2,8 FEso pr. dag også er en mulighed [28], idet den ikke påvirker fødselsvægten negativt, selvom hovedparten af fostrenes tilvækst sker i den sene drægtighed [3]. 

En dansk undersøgelse fra 2012 viste, at foderstyrken bør øges til 3,5 FEso pr. dag for at imødekomme fostrenes behov, og fødselsvægten blev ikke forøget ved at øge foderstyrken til 4,5 FEso pr. dag, mens en foderstyrke på 2,5 FEso pr. dag resulterede i en statistisk sikkert lavere (-20 g pr. gris) fødselsvægt [31].

Et nyere dansk studie fra 2018 viste, at den gennemsnitlige fødselsvægt ikke blev påvirket, når foderstyrken blev øget fra 3,5 til 4,0 FEso pr. dag de sidste fire uger før faring [11]. Tilsvarende blev det i et stort dansk forsøg gennemført i 2023-2024 vist, at anvendelsen af en flad foderkurve, hvor søerne fik 2,8 FEso pr. dag fra dag 28 og frem til flytning til farestalden gav en statistisk sikkert højere (+30 g pr. gris) fødselsvægt sammenlignet med søer, der fik 2,8 FEso pr. dag fra dag 28-84 og herefter 3,5 FEso fra dag 84 til indsættelse i farestalden [28].

Forsøgene indikerer, at fødselsvægten er meget svær at påvirke via ernæringen, og at soen prioriterer fostrenes tilvækst over sin egen tilvækst og endda er i stand til at mobilisere rygspæk for at dække energibehov til vedligehold og fostervækst. 

Transition (overgang mellem drægtighed og diegivning)

I overgangen mellem den sene drægtighed og diegivningsperioden vokser fostrene allermest [3], og yveret udvikles og vokser, så det er klar til en høj produktion af råmælk og mælk [14-16]. Denne periode er en del af den sene drægtighed, men kaldes ofte transitionsperioden og er er typisk defineret som de sidste 5-7 dage før faring og de første 3-5 dage efter faring [1,17]. De forsøg, der er udført omkring transition, omfatter typisk de sidste 9 dage før faring [18-20], så transitionsperioden skal nærmere opfattes som de sidste 7-9 dage før faring og de første 3-5 dage efter faring.

Aarhus Universitet har gennemført adskillige forsøg med transitionsfodring og har fundet, at en høj foderstyrke fra dag 108 efter løbning og frem til faring kan give hurtigere faringer, mindre behov for fødselshjælp [19] og kan potentielt reducere andelen af dødfødte grise. Alt efter hvilken parameter der fokuseres på, er den optimale foderstyrke tæt på 4,0 FEso pr. dag, og dette understøttes af en større dansk undersøgelse, som viste, at andelen af dødfødte kunne reduceres hos søer ældre end andet kuld, når foderstyrken blev øget fra 3,0 til 4,0 FEso pr. dag [32].

Da der også er fundet en overslæbseffekt, så en høj foderstyrke forud for faringen bidrager til en øget egenfravænning, øget fravænningsvægt for kuldet, og at dette hænger sammen med en numerisk forøgelse af den daglige kuldtilvækst [20], er dette samlet baggrunden for, at en foderstyrke på 3,5-4,0 FEso anbefales fra dag 108 efter løbning og frem til faring. 

Vejledende foderkurver til drægtige søer

Det anbefales at have 3 foderkurver til søerne i besætningen, hvor disse kurver er tilpasset søernes huld i kategorierne: Tynde søer, normale søer og fede søer. De anbefalede foderkurver opdateres løbende i Manual om Repromanagement.

Inddelingen af søernes huld sker optimalt ved måling af søernes rygspæktykkelse ved fravænning, efter fire ugers drægtighed, omkring 60-70 dage efter løbning og igen ved faring.

Visuel huldvurdering er risikabelt, da man ikke kan se, om en so er fed eller blot stor eller muskuløs.

Ved indsættelse i drægtighedsstalden anvendes følgende kriterier for hvilken foderkurve soen skal sættes på:

• Tynde søer: 11 mm rygspæk eller mindre
• Normale søer: 12-14 mm rygspæk
• Fede søer: 15 mm rygspæk eller mere

Den løbende huldvurdering anbefales, da man så kan skifte kurve for de søer, der har opnået den ønskede rygspæktykkelse/det ønskede huld.

Hvis ikke søerne sættes på foderkurven til normale søer, når de har det ønskede huld, er der en risiko for, at f.eks. en tynd so når at blive fed, inden den skal flyttes til farestalden. Desuden vil manglende justering i forhold til huld kunne betyde, at der for nogle søer bruges 100-200 FEso ekstra pr. år.

Husk, at søernes energibehov til vedligehold afhænger af staldtemperaturen, så der kan være behov for justering af foderkurverne i vinter- og sommerhalvåret.

Hvis der anvendes grovfoder, kan der være behov for at anvende reduceret foderstyrke i hele eller dele af drægtighedsperioden, men dette vil være individuelt fra besætning til besætning.

Justering og kalibrering af den daglige foderstyrke

Det er vigtigt, at den foderstyrke, der reelt udfodres, svarer til den planlagte, da søerne ellers kan ende med at have det forkerte huld ved faring. Derfor bør der være fokus på at have styr på de i Tabel 1 nævnte parametre.

Tabel 1. Fokuspunkter ved indstilling og tilpasning af foderkurver til drægtige søer.

Antal daglige udfodringer

Fodres søerne restriktivt, vil de normalt optage den daglige fodermængde en gang dagligt.

I konkurrenceprægede fodringssystemer kan det være en fordel at udfodre to gange dagligt med meget kort tid mellem de to udfodringer. Dette sikrer, at også de svage søer i gruppen får adgang til foder.

Ved vådfodring kan det vælges at øge foderets indhold af vand eller valle, hvilket forlænger søernes ædetid og sikrer, at foderet hurtigere fordeles i krybben.

Læs mere om vådfodring af drægtige søer i:

• Manual om Vådfodermanagement - herunder særligt omkring
  • Energikoncentration i vådfoderet på håndbogsblad H3 og generelt om
  • Vådfoder til drægtige søer på håndbogsblad H10

En lav foderoptagelse hos diegivende søer kan ikke bruges til at afgøre, om en besætning har udfordringer med mavesundheden eller ej, idet det i flere besætninger er vist, at der ikke var forskel i mavesundheden hos de 20% af søerne med henholdsvis laves og højest foderoptagelse i diegivningsperioden [39].

Det er hos slagtegrise tidligere påvist, at det kun er de alvorligste maveforandringer i form af større mavesår (mavesårsindeks 8) eller forsnævringer af spiserøret (mavesårsindeks 9-10) som følge af arvæv, der reducerer foderoptagelsen [40]. Dermed vil det være en relativ lav andel af søerne, hvor foderoptagelsen påvirkes negativt, medmindre der anvendes fint formalet foder. 

Andelen af søer med alvorlige maveforandringer kan variere meget mellem besætninger, og besætninger med den bedste mavesundhed kan have under 10% af søerne med mavesårsindeks 8-10, mens besætninger med alvorlige problemer med mavesundheden kan have >60% af søerne med mavesårsindeks 8-10 [41].

Akutte dødsfald, sort afføring samt blege og strithårede søer kan være symptomer på mavesår.

Det anbefales at få foretaget USK-undersøgelse af mindst 20 slagtesøer for at få indsigt i besætningens mavesundhed, hvis der er mistanke om problemer med mavesår. Husk, at der bør indgå både unge og gamle søer i en USK-undersøgelse, idet forekomsten af mavesår stiger med alderen, da mavesundheden hos søer fra 1.-3. kuld er statistisk sikkert bedre end hos søer ældre end 3. kuld [41].