Tilsyneladende farer søerne lige hyppigt nat og dag, men nogle besætninger kan have op til 80 procent faringer om natten.
Gylte kan blive stressede under deres faring, og reagere meget aggressivt eller opfarende overfor pattegrise og personale, der opsøger den. Man bør derfor være særligt opmærksom på gyltens reaktioner under faringen, så man har mulighed for at gribe ind før den kommer til at gøre skade på grisene.
Der fødes en enkelt gris ad gangen, mens de øvrige grise holdes tilbage på det sted i børen, hvor de har ligget under drægtigheden. Herved sikres at de endnu ikke fødte grise får en optimal forsyning af ilt. Det betyder, at intervallet mellem fødsel af 2 grise bliver større og større, efterhånden som fødslen skrider frem. Der er dog også lang tid imellem første og anden gris.
Grisene føres frem af 10-20 veer pr. time. Først når grisene presses ind i børhalsen aktiveres bugpressen og hjælper med til at føde grisene ved 3-6 presseveer [2].
Efter fødslen af den sidste gris kommer der som
regel en stor klump efterbyrd
(foto: Brian N. Fisker, billede nr. 0293)
På et tidspunkt under faringen brister spidserne på den lille fosterblære, som omgiver en gris, og fostervæsken flyder ud i børen. Fosterhinderne er fortsat forbundet med børslimhinden, og børen er således et langt glat rør, som fostrene kan glide igennem.
Navlestrengen har ved fødslen en længde på 40-80 cm, men kan strækkes yderlig på grund af stor elasticitet. Teoretisk kan alle grise nå ud af soen med intakt navlestreng, men i praksis brister navlestrengen hos cirka 33 procent af grisene forinden, hvilket især sker hos de sidste grise. Ofte kommer navlestrengen i klemme mellem grisen og soens bækken og brister eller beskadiges. I disse tilfælde nedsættes blodtilførslen til grisen og dermed også tilførslen af ilt. Dette forringer grisens overlevelsesevne.
Grise fødes langsommere baglæns end forlæns – måske som følge af mindre stimulering af fødselsvejen. Deen gennemsnitlig faringstid per kuld er 4-7 timer. Der kan være stor variation i søernes faringslængde i en besætning.
Faringstiden per gris påvirkes ikke af en kuldstørrelse mellem 5-16 grise. Kun ved færre eller flere grise stiger/falder intervallet imellem to grise fødes. Jo flere grise der er i kuldet, jo kortere interval er der imellem grisene. Forstyrrelser under faringen, f.eks. fodring, kan forlænge faringen.
I 2009 viste en undersøgelse at fødselsintervallet mellem de 4 første grise i gennemsnit er ca. 40 minutter. Ved de næste 6 grise er det gennemsnitlige fødselsinterval halveret til 20 minutter, hvorefter det langsomt stiger igen mellem de sidste grise [3].
Efter fødslen af den sidste gris kommer der som regel en stor klump efterbyrd – jf. foto 3. Det er dog ikke altid et sikkert tegn på, at fødslen er overstået.
Tilbageholdt efterbyrd er ofte tegn på, at der er flere grise i børen, som hindrer afgangen af efterbyrden.
Kort tid efter alle grisene og efterbyrden er født, trækker børhalsen sig sammen.
Videoen viser en normal faring, hvor hastigheden er øget.
Problemsøer
Nogle søer får mange dødfødte grise, men heldigvis kan de ofte udpeges på forhånd.
Problemsøer kan du med fordel mærke op i farestalden, så du husker at tilse dem hver ½ time under faringen.
Det er en god idé at opmærke de søer, der kan give mange dødfødte.
Man kan f.eks. printe sotavlen i en anden farve for at markere, at her er en so, der kræver ekstra tilsyn.
Er der bestemte kendetegn ved de søer, der får mange dødfødte?
Ja, de søer, der typisk giver udfordringer i farestalden, og som bør mærkes op er:
- Fede og magre søer
- Søer ældre end f.eks. 4 læg
- Søer der tidligere har fået 3 eller flere dødfødte pr. kuld