Luftfordeling

For at opretholde det ønskede klima i grisenes nærmiljø, skal der ske en fornyelse af luften. Ved ventilation fjernes den overskydende varmeproduktion, hvilket normalt holder luftfugtighed og koncentrationen af forureningsstoffer nede på et acceptabelt niveau.

Den indtagne luft fordeles enten via

• luftstråler eller
• diffus luftfordeling.

Luftstråler er kendetegnet ved, at luften er retningsbestemt og at den medriver staldluften. Ved normal indblæsningshastighed medriver 1 kubikmeter luft 4-5 kubikmeter staldluft 4 meter fra indblæsningsstedet og ca. 8-9 kubikmeter 8 meter fra indblæsningstedet. Luftstråler er gode til at udjævne temperaturforskelle i stalden. Luftstrålen udbreder sig med ca. 24 grader (figur 2).

Diffus luftfordeling er kendetegnet ved, at luften tilføres med lav hastighed og at den ikke er retningsbestemt. Den indtagne luft medriver ikke staldluften som en luftstråle, og groft sagt sker opblandingen i staldrummet som følge af de opstigende varmestrømme fra grisenes varmeproduktion.

Hovedparten af ventilationsanlæggene i stalde udskifter luften i grisenes opholdszone ved at den beskidte staldluft opblandes kontinuerligt med ren frisk luft. Et andet princip er fortrængningsventilation, hvor den rene luft fortrænger den beskidte luft i opholdszone, men dette princip bruges normalt kun ved ventilationsanlæg i industrien.

Den indtagne luft skal fordeles trækfrit og ensartet i stalden. I varme perioder skal luften i visse tilfælde kunne ledes direkte ned blandt dyrene for at afkøle disse.

Trækfri fordeling af indtagne luft er vanskelig ud fra to forhold:

• Stort udsving i ventilationsanlæggets ydelse, der først og fremmest afhænger af temperaturforskellen mellem ude og inde (figur 3).
• Stort udsving i temperaturforskel mellem den indtagne luft og staldrummet.

Information om bl.a. luftydelse og -retning samt luftstrålens afbøjning for de enkelte ventilationsdele findes i prøverapporter fra Forskningscenter Bygholm (figur 4).

En række forhold skal indgå i overvejelserne ved valg af ventilationsanlæg:

• bygningens tæthed
• rumfang
• bygningens placering
• vindpåvirkning
• energiforbrug
• nødventilation.

Bygningens tæthed

Kontrol af bygningens tæthed sker ved en tryktest. Tryktesten udføres på følgende vis:

• Luftindtag og døre lukkes
• Udsugningsventilatorer sættes på maksimal ydelse og spjældene åbnes fuldstændig
• Undertrykket registreres og sammenholdes med det maksimalt opnåelige jvf. Prøverapport for den pågældende udsugningsenhed (figur 5).

Tryktest af stalden

• Undertryksmåler
• Maksimal ventilations ydelse
• Lukket luftindtag
• Aflæs undertryk
• DJF-prøverapport
• Aktuelle ventilator
• Aflæs maksimal tryk (Pa)
• Sammenlign trykket

          

Hvis der maksimalt kan opnås et undertryk på ca. 50 Pa ved en tryksvag ventilator (maks. undertryk på 80-120 Pa) eller ca. 100 Pa ved en trykstærk ventilatortype (maks. undertryk på 160-220 Pa) - så er stalden meget utæt og normalt uegnet til undertryksventilation, medmindre stalden tætnes.

Hvis det registrerede undertryk ligger i mellemområdet vil bygningens egnethed til ønskede ventilationsanlæg bero på et skøn ud fra utæthedernes størrelse og placering.

Utætheder findes flere steder i bygningen:

• Utæt eller manglende dampspærre
• Døre og vinduer
• Gødningskanaler
• Rørgennemføringer
• Overgang mellem væg og loft (figur 6).

 

Der skal være så meget rumfang, at luften kan fordeles frit i rummet. Følgende tommelfingerregel kan bruges: Frihøjden (lofthøjde - inventarhøjde) skal være mindst 0,3 m for hver meter, luften skal trænge ind i bygninger (figur 7).

Om bygningen er fritliggende, delvis sammenbygget eller fuldstændig sammenbygget med andre bygninger er ofte et af de afgørende forhold vedr. valg af ventilation. Placeringens indflydelse bør altid vurderes i det enkelte tilfælde. Fx bør afstanden mellem bygninger som minimum være mindst 5 m for at undgå for stort "vakuum" mellem bygningerne.

Vindpåvirkning af luftindtaget kan ændre luftfordelingen så meget, at der skabes træk i grisenes opholdszone. Ventilationsanlæg med luftindtag via væggen er normalt de mest vindfølsomme, dog er der mulighed for at mindske problemet ved opsætning af en vindafskærmning. Indblæsnings-/indsugningsenheder med luftindtag over kipniveau er normalt de mindst vindfølsomme anlæg. Indblæsnings- og indsugningsenheder samt udsugningsenheder placeret på tagflader under kipniveau - specielt tagflader med en større hældning end 20 grader kan være meget vindpåvirket.

Luftindtag via loftrum er normalt kun lidt vindfølsomt, såfremt luftindtag til loftrummet er korrekt udformet, dvs. åbninger i hele bygningens længde i både læ- og vindside af bygningen.

Som tommelfingerregel er energiforbruget til ventilation ca. dobbelt så stort ved ligetryksanlæg fremfor under- og overtryksanlæg. Visse lige- og overtryksanlæg, hvor luften fordeles via kanaler mv. kan energiforbruget være væsentlig højere end ved andre lige- og overtryksanlæg.

Udformning af udsugningsenheden har ligeledes stor indflydelse på energiforbruget [1], se figur 8.

Nødventilation

Nødventilation ved naturligt luftskifte kræver, at der er en højdeforskel mellem luftindtag og -afgang samt at der åbnes op ved ventilationssvigt.

Undertryksventilation med luftindtag via vægventiler er normalt indbefattet af tilstrækkelig nødventilation i selve anlægget.

Der kan normalt også opnås en god nødventilation ved loftventiler og indsugningsenheder, hvor luften tages fra loftrummet.

Ved de øvrige ventilationsanlæg er der normalt ikke tilstrækkelig nødventilation i ventilationsanlægget.