Staldtemperatur

En passende staldtemperatur er en forudsætning for, at en stald fungerer som tiltænkt. For høj eller for lav temperatur kan medføre forringet sundheds- og produktionsniveau samt dårlig funktion af stierne.

Grise har forskellige muligheder for at regulere legemstemperaturen. Dette muliggør tilpasning til staldtemperaturer indenfor et bredt temperaturinterval.

Tabel 1. Anbefalede temperaturinterval hos grise

De anbefalede staldtemperaturer skal betragtes som vejledende. Finjustering af temperaturen bør altid ske ud fra grisenes adfærd. Temperaturen er passende, når grisene ligger let spredte og med kroppen halvt i sideleje.

Hvis grisene ligger i bugleje og klumper sig sammen er temperaturen for lav. Ligger grisene helt spredt og med kroppen i sideleje, er det tegn på for høj temperatur. Ved meget høj temperatur vil grisene søle sig for at øge varmeafgivelsen. Dette kan resultere i svineri i stierne.

Staldtemperaturen kontrolleres med et min./maks. termometer jf. figur 2. På dette termometer kan den aktuelle staldtemperatur samt minimums- og maksimumstemperaturen i perioden aflæses.

Desuden kan staldtemperaturen kontrolleres med en række elektroniske instrumenter. Disse kan kombineres med en luftfugtighedsmåler (figur 3) eller en lufthastighedsmåler (figur 4). I visse situationer kan en overfladetemperaturmåler være meget nyttig til analysering af klimaproblemer (figur 5).

   

Den termoneutrale zone (tabel 2) afhænger af flg. forhold:

• Grisenes vægt
• Foderstyrke
• Antal af grise i stien
• Brug af strøelse
• Gulvtype
• Lufthastighed
• Tørt/fugtigt leje

Tabel 2. Termoneutral zone ved tørt og trækfrit miljø, lufthastighed mindre end 0,2 m/s [1]

Specielt grisenes vægt og foderstyrken har stor indflydelse på den nedre kritiske temperatur. Fx er unge og syge dyr med lille/ingen foderoptagelse meget udsatte sammenlignet med ældre dyr med stor foderoptagelse.

Ved vurdering af klimaforhold er det vigtig at vide, hvordan grisenes temperaturfornemmelse påvirkes af forskellige staldforhold. Udenlandske undersøgelser har vist følgende [1]:

En forøgelse af lufthastigheden fra 0,2 til 0,5 m/s forhøjer den nedre kritiske temperatur med ca. 4 °C [2].

En våd overflade forhøjer den nedre kritiske temperatur med 5-10 °C [1].

En forøgelse af gulvtemperaturen med 5 °C nedsætter den nedre kritiske temperatur med ca. 1 °C for en gris på 30 kg [2].

Den nedre kritiske temperatur for en gris på 34 kg, der er halvt indlejret i tørt dybstrøelse, er ca. ÷10 °C [3].

Tilvæksten kan reduceres ved både for høj og for lav staldtemperatur.

Hvis staldtemperaturen er under grisenes nedre kritiske temperatur, nedsættes tilvæksten, fordi en del af den optagne energi skal bruges til at opretholde legemstemperaturen i stedet for vækst. Problemet erkendes på grisenes hvileadfærd og i en ringere foderudnyttelse og tilvækst. Problemet løses ved at hæve staldtemperaturen eller ved at indrette lune områder, fx med strøelse og to-klima.

Hvis temperaturen overstiger grisenes øvre kritiske temperatur, nedsætter grisene deres foderoptagelse, fordi de ikke kan slippe af med overskudsvarmen. Den nedsatte foderoptagelse medfører en reduceret vækst. Problemet løses ved at køle dyrene med øget lufthastighed i opholdszone eller ved at køle staldluften/oversprøjte grisene med vand. Problemet erkendes ofte ved svineri og nedsat foderoptagelse.

Der er flere gode metoder til at nedsætte grisene temperaturfornemmelse: herunder øge lufthastigheden i opholdszonen til 0,5-1,0 m/s, overbrusning af grisene med vand og direkte tilførsel af ventilationsluft i grisenes opholdszone.

Hvis staldtemperaturen er under grisenes nedre kritiske temperatur, bruger grisen ekstra energi på at opretholde legemstemperaturen. En dansk undersøgelse har vist, at foderforbruget ved enkeltopstaldede søer i drægtighedsstalde steg 0,75 FEs, når staldtemperaturen blev sænket fra 20 til 12 °C [4]. Problemet løses ved at hæve staldtemperaturen eller ved at indrette lune områder, fx med strøelse, evt. dybstrøelse og to-klima.

Nyfødte grise er særdeles følsomme overfor lave temperaturer, som medvirker til at sænke legemstemperaturen og derved gøre dem mindre mobile. Problemet erkendes ved mange ihjellagte grise, underafkølede grise eller ved at grisene klumper sammen. Problemet løses ved at sørge for god varmeforsyning, fx varmelamper bag soen og ud for hendes yver i de første 24 timer efter faring samt en velindrettet smågrisehule.

Søleadfærd er en naturlig reaktion hos grise for at kunne afkøle sig på varme dage, idet grise - modsat andre husdyr - ikke kan svede. I stalde medfører søleadfærden ofte i svineri på det faste leje.

Problemet ses hyppigst hos slagtesvin, idet det normalt er den dyregruppe som er mest følsomme overfor høje staldtemperaturer. Søleadfærden kan starte allerede ved staldtemperaturer på 22-24 °C hos slagtesvin. Det kan reduceres ved at køle dyrene med øget lufthastighed i opholdszone eller ved at køle staldluften/oversprøjte grisene med vand.