Forgiftninger

Beskrivelse

Grise har en høj tolerance over for kobber, men æder grise foder med for højt kobberindhold over kort tid, kan det give en akut forgiftning med kraftige symptomer fra mave-tarmkanalen og dødsfald. Kronisk kobberforgoftning ses ved utrivelige grise.

Årsag

Metallisk kobber er ugiftigt, mens kobberforbindelser er giftige. Forgiftning ses først ved en dosis på mere end 300 ppm i foderet.

Forgiftning opstår typisk, når foder ved en fejl tilsættes for meget kobber, hvis grisen ved et uheld æder svampe- eller snegle bekæmpelsesmidler på kobberbasis, eller ved fejlagtig brug af blåsten (kobbersulfat) i stedet for jernvitriol.

Foderets indhold af andre stoffer, såsom molybdæn, zink og jern, har indflydelse på risikoen for forgiftning, da et lavt indhold af disse stoffer eller et lavt indhold af protein kan medføre en øget ophobning af kobber i leveren. Når leverens kobberkapacitet overskrides ses symptomer på forgiftning.

Kobberforbindelserne virker ætsende på mave-tarmslimhinden, og kobber-ionen er en cellegift, som ødelægger blodkarrenes celler (blodlegemerne går i stykker).

Symptomer

Ved akut forgiftning ses opkastning og diarré som senere bliver blodig og evt. blågrøn. Der indtræder lammelser eller kramper, og døden indtræder efter 1-2 dage.

Ved en kronisk forgiftning er der oftest svage symptomer. Nedsat ædelyst, nedsat eller ophørt tilvækst, sløvhed, utrivelighed er gerne de første tegn. Senere kan gulsot evt. udvikles, hvilket sammen med sollys kan give nekrose (koldbrand) i huden.

Obduktion

Det akut forgiftede dyr har ætsninger i slimhinderne i mave og/eller tarm samtidig med en blodig tarmslimhinde betændelse. Der kan forekomme blødninger i lever, milt og nyre.

Ved en kronisk forgiftning ses først og fremmest en forstørret gulbrun lever, gulsot, hævet rød tarmslimhinde, væskeansamling i bughulen, blødninger i urinblærevæg og evt. blod i urinen.

Diagnose

De kliniske fund sammenholdes med kobberanalyser på foder, levervæv og nyre. Blodprøver viser forhøjet bilirubin, ASAT og ALAT. Ved akut forgiftning ses lave værdier i leveren, medens der ved den kroniske forgiftning med symptomer findes værdier for kobber på mere end 750 ppm i leveren og mere end 6.000 ppm i nyren.

Forebyggelse af kobberforgiftning/blåstensforgiftning

Løbende kontrol med foderblandingen ved hjemmeblanding, tjek af system samt recept.

Ved tegn på forgiftning tilrettes fodersammensætningen og et kronisk forgiftet dyr vil rette sig efter ca. 2 uger. Individuel behandling med kredsløbsmidler, væskebehandling, afføringsmidler og molybdæntilskud kommer sjældent på tale.

Beskrivelse

Svin har meget lav tolerance overfor selen, hvilket betyder, at der kun er en lille forskel på livsnødvendig dosis og den dosis, der medfører forgiftning.

I Danmark er der i fuldfoder tilladt et maksimalt indhold på 0,5 mg selen pr. kg fuldfoder [1]. Foderblandinger må ifølge loven indeholde maks. 0,5 mg selen pr. kg fuldfoder. Det betyder, afhængig af sammensætning af blandingen, at der kan tilsættes fra 0,2 til 0,35 mg selen pr. FEs.

Årsag

Hvis foderet ved en fejl iblandes for meget selen, eller hvis der ædes visse selen-akkumulerende planter, f.eks. Kors-blomstrede planter (som kan indeholde op til 5 gange normalt indhold), ses symptomer på forgiftning, og desto højere indhold, desto alvorligere forløb.

Tegn på forgiftning ses allerede ved 5-8 ppm selen pr. FEs [2], og dødelig dosis ved 10 mg pr. kg legemsvægt. Injektion af 1-2 mg selen pr. kg legemsvægt medfører akut død. Derfor er det kun tilladt dyrlæger at give injektion med selen.

Af hensyn til restkoncentration i slagtekrop, er der fastsat en tilbageholdelsestid på 30 dage for selenpræparater.

Symptomer

Ved et let forhøjet indhold af selen i foder, er der tale om en kronisk forgiftning, som viser sig ved:

• Nedstemthed
• Stiv gang
• Nedsat ædelyst
• Bleghed pga. blodmangel

Alvorligere symptomer ses ved et højere indhold af selen i foderet. Akut forgiftning viser sig ved:

• Lav foderoptagelse    
• Lammelser    
• Hævede muskler    
• Pusten     
• Diarré    
• Blålige hudpartier (cyanose)    
• Bevidstløshed    
• Død

Obduktion

• Blødning i binyrebark og bugspytkirtel
• Væskeansamling i bug- og bughule
• Ødem i muskulatur og tyktarmsspiral
• Bleg lever (pletvis) og muskulaturødem

Blødninger og ødemer i organer og muskulatur (figur 1), degeneration af muskulaturen i skelettet, svælget, mellemgulv og evt. hjertet, mavetarmbetændelse og skrumpelever.

Diagnose

Blodprøver udtages for at vise om selenindholdet er forhøjet i blodet. Muskelenzymet S-GOT er i forbindelse med selen-forgiftning ofte forhøjet i blod. Foderet skal analyseres for indhold af selen.

Forebyggelse af selenforgiftning

Ved mistanke om selenforgiftning kontaktes foderkonsulent eller foderstof for gennemgang af foderblanding og recept. Selen/E.vitamin indholdet i foderet er ofte nødvendigt at juster efter høst, dette gøres ofte ikke automatiks og man skal derfor selv være opmærksom på denne justering samt nedjustering efterfølgende.

Referencer

Beskrivelse

Et overskud af zink i foderet vil efter et stykke tid medføre utrivelige grise og vil på længere sigt medføre blodmangel med skade på livsvigtige organer, som i yderste konsekvens medfører død.

Årsag

Et for højt indhold af zink i foder opstår ved en fejldosering under blanding af foder, eller ved at rør og silosystemer med forzinkede overflader afgiver zink til foder eller vand.

Forskellige zinkforbindelser optages ikke i samme grad fra tarmen. Således afgiver zinkkarbonat hurtigt og let sine zink-ioner, som hurtigt optages og dermed giver anledning til risiko for forgiftning med zink. Derimod har zinkoxid en lav oplø-selighed og dermed en langsom afgivelse af zink-ioner, hvorfor forgiftning på grundlag af zinkoxid er sjælden, og kun opnås efter ca. en måneds fodring.

Det er zink-ionen, som er giftig, og derfor har pH-forhold i tyndtarmen betydning for optagelsen. Hvis indholdet af calcium i foderet samtidig er lavt, vil optagelsen af zink fra tarmen øges, og dermed forværre symptomerne. Da zink indtager kobbers plads i de bloddannende processer, medfører dette en nedsat optagelse af jern fra tarmen, og blodmangel bliver resultatet. Dette vil sammen med organskader medføre dyrets død.

Symptomer

En kronisk forgiftning er sjælden tydelig, men følgende kan observeres:

• Nedsat foderudnyttelse
• Dårlig tilvækst
• Diarré
• Nedsat ædelyst.

I alvorligere tilfælde ses:

• Indre blødninger
• Bleghed
• Træthed
• Utrivelighed.

Døden indtræder efter kortere eller længere tid.

Obduktion

De sygelige forandringer er ret uspecifikke, men blødninger ses forskellige steder rundt om i kroppen. Således er milt, lymfekirtler og hjerne ofte sæde for blødninger. Bugspytkirtlen er ofte kronisk betændt.

Diagnose

Diagnose stilles ved påvisning af højt zinkindhold i foderet, og ved påvisning af forøget zinkindhold i lever, nyre, bugspytkirtel og knoglevæv.

Sammen med en lav hæmoglobin pct. kan dette tyde på en forgiftning, men det skal fremhæves, at selv et ganske betydeligt indhold af zink (op til seks gange normalværdi) ikke altid medfører symptomer på forgiftning.

Forebyggelse af zinkforgiftning

Det skal løbende overvåges at foderet blandes korrekt ved hjemmeblanding, dvs. er recepten korrekt og fungerer systemet som det skal.

Ved tegn på forgiftning er en omgående foderjustering nødvendig. Først og fremmest skal zinkindholdet reduceres, og der kan forsøges med calcium (Ca) og kobber (Cu) tilskud, idet Ca- eller Cu-ionen kan gå ind og udkonkurrere zink-ionen.

Beskrivelse

Saltforgiftning opstår, når grisene i en periode har fået tildelt for lidt eller intet vand samtidig med, at foderet har et normalt indhold af salt. Det kan desuden ses, hvis der er sket en iblanding, af stoffer til vandforsyningen, der giver vandet en ubehagelig smag.

Grise kan i disse tilfælde helt undlade at drikke eller kun drikke meget lidt. Når grisene igen får adgang til vand eller til rent vand, vil de udvikle nervøse symptomer. Oftest skal grisene have undværet vand i omkring 24 timer inden saltforgiftning optræder, men symptomerne kan opstå efter få times underforsyning med vand.

Årsag

Når grises adgang til drikkevand hindres gennem længere tid, ophober kroppens væv natrium(salt)-ioner. Når grisen atter optager vand, vandrer vandet hurtigt hen, hvor koncentrationen af natrium-ioner er høj, og vævet bliver væskefyldt, dvs. der dannes et ødem.

Da hjernen og dens hinder i særlig grad ophober natrium-ioner, og da der i kraniet er ringe mulighed for udvidelse, medfører ødemdannelse et øget tryk på hjernen. Grisen vil derved udvise symptomer på hjernelidelse. Forgiftningen tilskrives natrium-ionen, idet lignende symptomer udvikles ved andre natriumforbindelser.

Symptomer

Saltforgiftning kan have et akut eller kronisk forløb.

De akutte symptomer viser sig, hvis grisen efter en længere periode uden adgang til drikkevand optager store mængder vand. Grisen udviser følgende sygdomstegn:

• Nedsat ædelyst
• Forstoppelse
• Tegn på CNS-påvirkning:
  • Sløvhed
  • Slingrende gang
  • Kan virke blinde/døve
  • Vælter om og padler med benene
  • Rykvise kramper

Døden indtræder efter en kortere eller længere krampeperiode.

Den kroniske saltforgiftning opstår, når dyret gennem en længere periode har fået for lidt vand at drikke. Grisen føler nu ikke længere tørst, og ædelysten aftager eller ophører, og der ses tegn på muskelsvaghed og utrivelighed. Der kan endvidere ses perioder med diarré vekslende med mere normal gødning¹.

Obduktion

Ved obduktion af grise med saltforgiftning ses kun uspecifikke fund, evt. ødemer.

Diagnose

En diagnose på saltforgiftning stilles på baggrund af oplysninger om mangelfuld vandtildeling og optræden af kliniske sygdomstegn og obduktionsfund. Diagnosen underbygges af, at der ikke kan påvises obduktionsfund eller bakterier, der kan tyde på en bakterieinfektion. Den endelige diagnose stilles ud fra mikroskopisk undersøgelse af hjernevæv, hvor der kan påvises forandringer, som er helt typiske for saltforgiftning. Den endelige diagnose kan kun stilles ved påvisning af disse forandringer.

Saltforgiftning kan forveksles med:

• Infektion i hjerne- og hjernehinder
• Ødemsyge
• Kobberforgiftning
• Selenforgiftning

Forebyggelse af saltforgiftning

Forebyggende skal vandtildelingen efterses og vedligeholdes med mellemrum. Antallet af drikkeventiler, ventilernes placering og ydelse skal være i henhold til gældende anbefalinger – se vandtildeling.

Håndtering

Behandlingen består i tildeling af vand, men det skal være i små portioner og ofte. Først efter 2-3 dage må vand tilbydes frit. Individuel væskebehandling m.m. er sjældent nødvendig.

Reference