27. september 2013 | Opdateret 4. august 2016

Indvoldsorm hos svin

Svin udviser som regel ingen symptomer på ormeinfektion, men en høj belastning kan påvirke sundheden og produktiviteten. Symptomerne er som regel meget uspecifikke og afhænger af, hvilken slags parasit, der er tale om.

Der findes effektive midler mod de fleste parasitinfektioner. Erfaringer viser, at behandling mod orm kan øge produktiviteten hos smågrise og slagtesvin.

Generelle forhold

Antallet af ormearter såvel som intensiteten af den enkelte ormeinfektion er stærkt afhængig af produktionssystemet. Generelt er der en højere forekomst af indvoldsorm i økologiske grise sammenlignet med grise fra mere intensive produktionssystemer.

Svin bliver sjældent klinisk syge af infektion med indvoldsorm. En stor ormebelastning kan dog medføre sygdom, fx diarré, utrivelighed eller tegn på lungebetændelse, og dermed væsentlig nedsat velfærd.

I forbindelse med infektion med indvoldsorm er det relevant at vurdere risikoen for, om der sker en betydelig smittespredning.

Opdateret 4. august 2018

Definition på parasitologi

Parasitter er en meget artsrig gruppe af en- og flercellede organismer. Et fællestræk for parasitter er, at de er tilpasset tilværelsen som snyltere på eller i et værtsdyr, som fx svin, og er afhængige af værtsdyret.

Svinets vigtigste parasitter omfatter:

  • Hudparasitter
  • Indvoldsorm
  • Encellede dyr (protozoer)

Visse af svinets parasitter gennemlever deres livscyklus dels i omgivelserne (fx som parasitæg eller larver på græs eller i jord) og dels i eller på svin (fx de fleste indvoldsorm). Andre svineparasitter (fx trikiner og tinter) lever dele af deres livscyklus i andre dyr [1], [2], [3].

Med gødningen udskiller svinet stadier af de fleste orm og protozoer, som er smittefarlige. Men for de parasitter, hvor svinet er mellemvært, findes de smittefarlige stadier i vævet, og smitten kan derved føres videre til andre dyr end svin via kød (bl.a. til mennesker), og parasitten har derved betydning som zoonose.

Parasitter hos svin

De hyppigste parasitter hos svin:

  • Hudparasitter: skabmider, lus
  • Orm: spolorm, knudeorm
  • Protozoer: coccidier

De mere sjældne parasitter hos svin:

  • Hudparasitter: hårsækmider, flåter
  • Orm: rød maveorm, piskeorm, trådorm, lungeorm, leverikte
  • Protozoer: cryptosporidier, pneumocystis carinii

Følgende svineparasitter kan smitte mennesker (zoonoser):

  • Trikiner
  • Toxoplasmer
  • Sarcocyster
  • Mellemstadier af bændelorm (tinter)
  • Svinet er hovedvært for de fleste parasitter, men også mellemvært for nogle.

Parasitternes form og udseende

Hud-parasitterne omfatter meget forskellige parasitter som skabmider (SPF-sygdom), lus (SPF-sygdom), hårsækmider, flåter og lopper. Skabmider og hårsækmider kan kun ses i mikroskop. Svinelus ses tydeligt som sortbrune ½ cm lange dyr med tre benpar. Andre synlige parasitter er flåter, men de ses kun ved sjældne lejligheder hos svin i områder med kontakt til andre dyr (hjortedyr, gnavere), der bærer parasitterne. Alle hud-parasitter formerer sig kønnet. Det vil sige at der findes parasitter af både hankøn og hunkøn, som parrer sig, hvorefter hunnen producerer æg.

Rød maveorm - udviklingscyklus. Æggene afsættes med gødning, hvor de klækkes i det fri i løbet af få dage. En infektiv 3. stadie larve (L3) udvikles indenfor 1-2 uger ved optimal temperatur (15-25 °C) (Tegning: Will P. Hamilton & Allan Roepstorff, 1996. billede nr. 5685 Udlånt af Center for Eksperimentel Parasitologi)

Orm er flercellede parasitter, der omfatter både klassiske indvoldsorm som rundorm (spolorm, knudeorm) og fladorm (bændelorm og den sjældent forekommende leverikte). Ormene er alle synlige med det blotte øje, men størrelsen varierer meget (under 1 cm til 40 cm). Også orm har kønnet formering og efter han- og hunormen har parret sig formerer de sig ved æg. Orms livscyklus med forskellige larvestadier er illustreret i figuren herover.

Protozoer er encellede parasitter der består af cellekerne og cytoplasma omgivet af en cellemembran. Protozoerne er usynlige med det blotte øje. De formerer sig ved simpel tvedeling af cellen, dvs. cellen deler sig i to. Hos nogle protozoer findes dog både hankøn og hunkøn, som parrer sig og producerer afkom.

Parasitter i svinekød

Smittefarlige stadier af trikiner, toxoplasmer, sarcocyster og svinetinte-bændelorm findes hos svin kun som mellemstadier i muskler og organer. Bortset fra tinterne kan parasitternes mellemstadier ikke ses med det blotte øje. Ved svær infektion kan deres skadevirkning på muskulatur dog erkendes ved kødkontrol.

Udbredelse og betydning

Hudparasitter

Hudparasitter giver hudirritation og kløe ved stik eller bid, og når de borer gange i huden (fx skab). Særligt hos yngre grise kan der støde hudbetændelse til, og ved svære angreb af lus får svinet blodmangel. Særligt infektion med "skab" giver uro i stierne og er kendt for at kunne reducere tilvæksten betydeligt. De blodsugende hudparasitter (lus, flåter) menes desuden at kunne overføre sygdomme (fx svinekopper) mellem svin.

Orm

Orm findes stadig relativt hyppigt i den danske svinepopulation trods strategisk ormebehandling og den udbredte brug af stalde med fuldspaltegulv uden strøelse. Spolorm og knudeorm er langt de mest almindelige. Orm er kun sjældent årsag til sygdom, men må betragtes som vigtig for produktiviteten, da selv en mindre infektion kan påvirke foderoptagelse, tilvækst og foderforbrug. I praksis ses parasitter som piskeorm, trådorm, rød maveorm og leverikte kun sjældent, og da som regel i svinehold med adgang til det fri eller hos svin på dybstrøelse.

Den danske svinebestand betragtes som fri for trikiner, men der foregår løbende en omfattende trikinkontrol af slagtekroppe.

Tinter har ikke været erkendt hos danske svin i mange årtier. De forekommer kun i svin, når svinene har haft adgang til afføring fra inficerede mennesker fx via spildevand. Tinter er kendt som et væsentligt problem i nogle lande [4], og den øgede internationale kontakt åbner mulighed for at infektionen kan opstå i Danmark.

Protozoer

De eneste protozoer, der er almindelige, som årsag til sygdom hos svin, er coccidier. Coccidierne giver diarré hos pattegrise i forbindelse med, at parasitten formerer sig i tarmvæggens celler. Også cryptosporidier sættes i forbindelse med diarré hos pattegrise. Pneumocystis carinii giver primært sygdom hos immunsvækkede dyr. Sarcocyster og toxoplasma giver kun sjældent symptomer hos svin og har primært betydning som zoonoser. Sarcocyster findes kun i svin, når dyret har haft adgang til gødning fra inficerede hunde, katte eller mennesker. Svin kan smittes med toxoplasmer, hvis de æder inficerede mus eller foder, der er forurenet med afføring fra nyligt smittede katte (oftest store killinger).

Påvisning af parasitter

Nogle hudparasitter kan ses med det blotte øje, andre kan kun ses under mikroskopet og kræver derfor at man skraber lidt af hudoverfladen og undersøger det under mikroskop.

De fleste orm kan ses i mave- eller tarmindhold eller i mave- eller tarmvæg, når en inficeret gris obduceres og mavetarmsystemet åbnes. På levende dyr vil man typisk undersøge en gødningsprøve ved flotationsmetoden. Her blandes lidt gødning med en salt-sukker opløsning, som gør, at ormeæg der findes i gødningen, vil flyde ovenpå. De er nemme at se og tælle, når prøven undersøges under et mikroskop [3].

Protozo-stadier, som findes i svinets muskelvæv, er vanskelig at påvise, og oftest vil man anvende andre metoder, fx serologi, til påvisning af disse parasitter. Protozoer der udskiller æg i grisens gødning, som fx coccidier, kan påvises ved at undersøge en gødningsprøve. Her kan bl.a. bruges fluorescens-teknik, det vil sige at æggene (som kaldes oocyster) først farves med et farvestof, som gør at oocysterne efterfølgende nemt kan ses under mikroskopet.

Referencer

[1] Epidemiology, diagnosis and control of helminth parasites of swine; Allan Roepstorff and Peter Nansen, Danish Centre for Experimental Parasitology, KVL, Copenhagen 1998
[2] Veterinary Parasitology, second edition; G.M. Urquhart, J. Armour, J.L. Duncan, A.M. Dunn and F.W. Jennings. Blackwell Science, Oxford 1996
[3] Parasitic infections of domestic animals. J. Kaufmann. Birkhäuser Verlag, Basel 1996
[4] Zoonoses and communicable diseases common to man and animals. Third edition, Volume III: Parasitoses. Ed. P.N. Acha & B. Szyfres. Pan American Health Organization, Washington 2003

Opdateret 5. august 2016

Infektion med piskeorm er sædvanligvis forbundet med udendørs dyrehold samt produktionssystemer med dybstrøelse. De voksne 3-5 cm lange orm, der befinder sig i blindtarmen og den forreste del af tyktarmen af inficerede dyr, afsætter deres æg med gødningen – se figur 1 i appendiks.

Larverne udvikles til infektive L1 larver i det tykskallede æg. Ligesom hos spoleorm klækkes æggene ikke før optagelse af grisene.

Efter klækningen i tarmkanalen trænger larverne ind i slimhinden i tyktarmen og efter en udviklingstid på ca. 6-8 uger starter ægproduktionen [1], [2].

Under staldforhold er piskeorm sjældent noget problem. Kun under meget dårlige hygiejniske forhold ses større mængder af piskeorm ofte sammen med spoleorm og knudeorm.

I udendørs løbegårde og folde kan der udvikles en kraftig infektion i løbet af sommeren. Æggene fra denne orm har meget tilfælles med æggene af spoleorm, idet de er meget resistente og kan forblive infektive i årevis (op til 11 år).

Klækningen af piskeormeæg sker langsomt, så nogle æg klækkes i løbet af den første sæson, men flertallet af æg klækkes først den følgende sommer.

Symptomer

Mange infektioner er subkliniske, men en høj ormebyrde hos unge dyr kan medføre blodtilblandet, ildelugtende, tynd, grødagtig diarré, der kan være svær at skelne fra dysenterigødning på grund af betændelsesreaktionerne i tarmslimhinden og ormenes blodsugning.

Svære infektioner kan føre til:

  • Utrivelighed
  • Vægttab
  • Dehydrering
  • Blodmangel (anæmi)
  • Bleghed
  • I nogle tilfælde dødsfald

Diagnose

Påvisning af de citronformede piskeormeæg udføres vha. flotationsmetoden i en gødningsprøve – se figur 2. Ved obduktion er piskeorm, som sidder indboret i blind- og tyktarmens slimhinde let synlige, med den tykke bagkrop frit i tarmlumen – se figur 3.

 

Figur 2. Påvisning af de citronformede piskeormeæg (foto: Peter Nansen, billede nr. 5678)
Figur 3. Tarm fyldt med voksne piskeorm - (Trichuris suis) (foto: Ukendt, billede nr. 1392)

Forebyggelse

Æggene fra denne ormeart har meget tilfældes med æggene af spoleorm, idet de er meget modstandsdygtige og kan forblive infektiøse i årevis (op til 11 år). Der optræder en relativ stærk immunitet, hvorfor ældre dyr sjældent har så stor en ormebyrde.

I intensivt svinehold under gode hygiejniske staldforhold er piskeorm uden betydning.

Behandling

Der henvises til afsnittet overvågning og kontrol , for en oversigt over aktive stoffer til behandling af parasitter. Ellers se www.medicintildyr.dk for opdaterede præparater.

Velfærdsvurdering

Piskeorm er en af de få parasitter, der kan forårsage alvorlig klinisk sygdom, og dermed væsentlig nedsat velfærd, hos svin. Diagnosen ”piskeorm” bør derfor udløse en behandling med ormemiddel.

Referencer

[1] Epidemiology, diagnosis and control of helminth parasites of swine; Allan Roepstorff and Peter Nansen, Danish Centre for Experimental Parasitology, KVL, Copenhagen 1998
[2] Veterinary Parasitology, second edition; G.M. Urquhart, J. Armour, J.L. Duncan, A.M. Dunn and F.W. Jennings. Blackwell Science, Oxford 1996

Appendiks

Figur 1. Udviklingscyklus for piskeorm. (Tegning: Will P. Hamilton & Allan Roepstorff, 1996. Billede nr. 5684 udlånt af Center for Eksperimentel Parasitologi)

Opdateret 4. august 2016

Infektion med rød maveorm findes primært hos udendørs grise som følge af larvens biologiske krav. Den infektive larve (L3) udvikles inden for 1-2 uger ved optimal temperatur (15-25 °C) – se figur 1 i appendiks.

Larverne er meget mobile og findes ikke kun i gødningen, men også i den omgivende jord og på planter.

Grisene smittes ved optagelse af de infektive larver, der som fjerdestadie-larver borer sig ind i maveslimhinden. Efter ca. 3 uger udvikles de kønsmodne orm, der lever på maveslimhindens overflade. Ægudskillelsen er generel lav i sammenligning med de øvrige rundorm [1], [2].

Ved massiv og langvarig smitte med larver af den røde maveorm gennemgår larverne pga. grisens immunapparat et hvilestadie i maveslimhinden i op til flere måneder. Den røde maveorm har en direkte livscyklus (dvs. uden mellemværter) og kan give anledning til smitte indendørs, men i praksis ses denne parasit næsten udelukkende hos udendørssvin.

Symptomer

I tiden fra smitte til æglægning optræder der alvorlig beskadigelse af fordøjelseskirtlerne i maveslimhinden (hvilket fører til et lavere syre indhold i mavesækken). Slimhinden svulmer op under dannelsen af ært til hasselnød store knuder, og der ses betændelse og sårdannelse i maveslimhinden, får en brostensagtig overflade, og dækkes af en gullig belægning (difteri). Endelig ses der blødning i mavesækken.

De kliniske tegn på infektion er

  • Nedstemthed
  • Nedsat ædelyst
  • Afmagring
  • Anæmi
  • Sjældent ses der diarré
  • Gødningen kan med mellemrum antage en mørk farve på grund af det fordøjede blod. Hos diegivende søer er mælkeydelsen nedsat og sekundære infektioner forekommer hyppigt. Mavesår kan forårsage lignende sygdomssymptomer, og skal derfor tænktes med som en differentialdiagnose.

Diagnose

Æg fra rød maveorm kan påvises i gødning vha. flotationsmetoden. Da æggene af udseende er identiske med knudeormeæg, kan diagnosen ikke stilles ved hjælp af mikroskopi alene. De voksne orm kan på grund af deres størrelse (4-10 mm) næppe ses ved obduktion, men beskadigelserne i mavesækkens slimhinde er meget tydelige.

Forebyggelse

Da rød maveorm ofte kun forekommer hos grise, der holdes udendørs, er et eller flere foldskifte pr. sæson, evt. i kombination med behandling, den mest effektive metode til at forebygge infektioner.

Behandling

Da flere af larvestadierne specielt i hvilefasen påvirkes i mindre grad af ormemidler end de kønsmodne orm, er det nødvendigt med gentagne behandlinger med 2-3 ugers mellemrum. I øvrigt er den røde maveorm - i lighed med knudeorm (Oesophagostomum) og piskeorm (Trichuris) - uden betydning under gode hygiejniske staldforhold.

Der henvises til afsnittet overvågning og kontrol, for en oversigt over aktive stoffer til behandling af parasitter. Ellers se www.medicintildyr.dk for opdaterede præparater.

Velfærdsvurdering

Diagnosen ”rød maveorm” bør udløse en behandling med ormemiddel.

Referencer

[1] Epidemiology, diagnosis and control of helminth parasites of swine; Allan Roepstorff and Peter Nansen, Danish Centre for Experimental Parasitology, KVL, Copenhagen 1998
[2] Veterinary Parasitology, second edition; G.M. Urquhart, J. Armour, J.L. Duncan, A.M. Dunn and F.W. Jennings. Blackwell Science, Oxford 1996

Appendiks

Figur 1. Udviklingscyklus for rød maveorm. (Tegning: Will P. Hamilton & Allan Roepstorff, 1996. Billede nr. 5685 udlånt af Center for Eksperimentel Parasitologi)

Opdateret 4. august 2016

Infektion med spoleorm ses både i indendørs- og udendørs svineproduktion. Infektioner kan føre til ormepletter på leveren og lungebetændelse.

Æggene fra spoleormen afsættes med gødning i stort antal (op til 200.000/dag), hvorefter udviklingen af den infektive larve (L3) umiddelbart påbegyndes ved temperaturer over 15 °C i gødningen eller i jorden – se figur 1 i appendiks.

Ormen når sit infektive stadie, som æg efter 1-3 måneder afhængig af temperaturen. De infektive æg optages gennem munden af grisen, og æggene med L3 larver klækkes i tynd- eller tyktarm. Her trænger larverne gennem tarmvæggen og vandrer til leveren. Fra leveren transporteres larverne til lungerne med blodet og siden til tyndtarmen via bronkier, luft- og spiserør. Den endelige modning finder sted i tyndtarmen. Præpatentperioden (perioden fra smittetidspunktet til at voksne orm begynder at udskille æg) er 6-8 uger [1], [2].

Symptomer

Figur 2. Lever med ormepletter/leverpletter som følge af spoleorm (foto: Peter Nansen, billede nr. 5677

Den første gennemtrængning af tarmvæggen synes tilsyneladende harmløs, men vandringen i leveren forårsager lokale læsioner (ormepletter eller "milk spots"), som kan give anledning til kassation af leveren på slagteriet – se figur 2.

Læsionerne er dog sjældent sygdomsfremkaldende i sig selv, men ved alvorlige angreb kan der ses gulsot som følge af leverskade - men så skal op mod 80 procent af leveren være ødelagt!

Derimod kan spoleorme-larvernes vandring i lungevævet skabe indgangsport for en sekundær lungebetændelse. Ved massiv ormebyrde kan larverne i sig selv forårsage bronkitis. De voksne og kønsmodne orm (15-40 cm lange) lever i tarmen af tarmceller og fordøjet foder – se figur 3.

Figur 3. Svinets spoleorm (foto: Peter Høgedal, billede nr. 5679)

Efter spolorm-angreb finder man:

  • Dårlig foderomsætning
  • Nedsat tilvækst
  • Evt. vægttab
  • Utrivelighed
  • Hoste
  • Diarré

Diagnose

De tykskallede brune spoleormeæg omgivet af en proteinmasse (albumin) påvises i gødningen ved hjælp af flotationsmetoden - se figur 4.

Figur 4. Billede af spoleormeæg (th.) (foto: Peter Nansen, billede nr. 5680)

Foruden påvisning ved flotationsmetoden og konstatering af ormepletter ved slagt, så kan der testes for antistoffer via en ELSA test. Ormepletterne som viser at grisen har mødt en infektion med spoleorm 5-6 uger tidligere, men vil ikke ses hvis infektionen ligger tidligere end dette.

Forebyggelse

Infektion med spoleorm ses både i indendørs- og udendørs svineproduktion. Blandt alle svine-relevante ormearter er spolorm den mest modstandsdygtige pga. dens tykke æggeskal. Den er modstandsdygtig overfor de fleste ydre påvirkninger, herunder udtørring og kemikalier. Kun brug af en varm soda-opløsning, aldehyder og flambering er fuldt effektiv til at dræbe den [3].

Overlevelsestiden på græsmarker er helt op til 6-7 år. Den klæbrige albuminmasse, der omgiver æggene, sætter dem i stand til at klæbe til omgivelser og soens bug og yver. Afvaskning af dyrene (herunder også indkøbte dyr inden introduktion i besætningen) med en 3 procent natrium-hypoklorit (blegessens) opløsning vil ødelægge ormeæggenes ydre membran - og dermed deres evne til at klæbe til omgivelserne.

Ormelarverne, som sådan, påvirkes derimod ikke, idet de er beskyttet af den indre membran på ægget.

Infektion med spoleorm medfører sædvanligvis en stærk immunitet, som under praktiske forhold betyder, at de fleste ormelarver standses i leveren. Det medfører, at ældre dyr har færre orm og udskiller færre æg end yngre dyr.

Moderne intensive produktionssystemer med sektioneret drift og drænet gulv, der gør det muligt at foretage tømning, højtryksrensning og desinfektion af de enkelte staldafsnit efter hvert hold grise, kan i visse tilfælde overflødiggøre ormebehandling, mens spoleormeangreb i svinebesætninger, hvor staldene aldrig tømmes, og hvor der derfor opstår en betydelig parasitbyrde, kan have et særligt stort problem [3].

Svinets spoleorm kan undertiden inficere andre værtsdyr i form af den såkaldte "larva migrans" med beskadigelse af væv i hud og organer hos bl.a. mennesker og drøvtyggere til følge. Hos mennesker, typisk børn, der har haft kontakt til kontamineret svinegødning, kan der i nogle tilfælde findes voksne svinespoleorm i tarmen, som kvitteres spontant eller efter ormebehandling.

Behandling

Der henvises til afsnittet overvågning og kontrol for en oversigt over aktive stoffer til behandling af parasitter. Ellers se www.medicintildyr.dk for opdaterede præparater.

Velfærdsvurdering

Et højt smittepres af spoleorm medfører nedsat velfærd for de inficerede grise, især i infektionens akutte fase. Om store mængder voksne spoleorm i tarmen hos grise påvirker deres trivsel væsentligt, kan ikke siges med sikkerhed. Dog medfører spoleorminfektion tit nedsat tilvækst, hvilket kan ses som udtryk for at grisens velfærd ikke er optimal. Diagnosen ”spoleorm” bør derfor udløse en behandling med ormemiddel.

Referencer

[1] Epidemiology, diagnosis and control of helminth parasites of swine; Allan Roepstorff & Peter Nansen, Danish Centre for Experimental Parasitology, KVL, Copenhagen 1998
[2] Veterinary Parasitology, second edition; G.M. Urquhart, J. Armour, J.L. Duncan, A.M. Dunn & F.W. Jennings. Blackwell Science, Oxford 1996
[3] Ascaris suum in pigs. A. Roepstorff, Doctoral thesis, KVL, 2003

Appendiks

Figur 1. Udviklingscyklus for svinets spoelorm. (Tegning: Will P. Hamilton & Allan Roepstorff, 1996. Billede nr. 5686 udlånt af Center for Eksperimentel Parasitologi.

Opdateret 5. august 2016

Trådorm har en ret kompleks livscyklus, idet der både forekommer frit levende generationer af hunner og hanner og en parasitisk hun, der efter ukønnet formering i tyndtarmen lægger ca. 2.000 æg dagligt – se figur 1 i appendiks.

Æggene indeholder ved afgangen en næsten udviklet larve, der snart klækkes. Efter klækningen kan larven udvikles til fritlevende voksne hunner og hanner. Ved specielle temperatur og fugtighedsforhold kan de infektive larver (L3) smitte grisene enten gennem munden eller ved at trænge gennem huden. Hvor ormelarven har trængt gennem huden, vil der være mange loppestikagtige hævelser med et rødt centrum.

I grisen vandrer larven med kredsløbet til lungerne og videre via luftrøret til tarmkanalen. Endvidere kan pattegrise smittes via såkaldte "dormante" (sovende) larver, der har ligget i dvaletilstand i soens fedtvæv, og som bliver vækket i forbindelse med hormonændringerne ved faringen. Larverne udskilles med råmælken til pattegrisene. Tiden fra optagelse af infektive larver til fornyet ægudskillelse (præpatent-perioden) er 4-9 dage [1], [2].

Symptomer

Ved smitte gennem huden opstår der stærk kløe i området. Ved pattegrisene ses der Ggulhvid diarré fra slutningen af 1. leveuge med afmagring, utrivelighed, dehydrering og anæmi til følge.

Differentialdiagnoser til trådorm:

  • Colidiarré - link ved 4.-5. levedøgn
  • Skab
  • Eksem mht. sygdomsbilledet i huden

Diagnose

Påvisning af tyndskallede æg med en tydelig U-formet larve i gødning ved flotationsmetoden Mikroskopi af tyndtarmslimhinde hos nyligt aflivede pattegrise med påvisning af den 5-8 mm lange orm.

Forebyggelse

Høj temperatur og høj luftfugtighed sammen med dårlig hygiejne favoriserer udviklingen og opbygningen af et stort antal larver i strøelsen, der sammen med evt. smitte gennem råmælken kan medføre en fatal tilstand for de spæde grise. Der optræder hurtigt en stærk immunitet, hvorfor større grise ikke er klinisk påvirkede. Soen behandles med et ormemiddel før faring (ingen trådormelarver - ingen smitte via råmælk). Effektiv udmugning og rengøring eller dyrehold uden strøelse forhindrer yderligere udbredelse af trådorm med gødning.

Behandling

Pattegrise behandles med ormemiddel på dag 6 og 9. Opstår der senere nye udbrud, skal der behandles, når sygdommen optræder (ofte ved 4 ugers alder).

Der henvises til afsnittet overvågning og kontrol for en oversigt over aktive stoffer til behandling af parasitter. Ellers se www.medicintildyr.dk for opdaterede præparater.

Velfærdsvurdering

Trådorm er en af de få parasitter, der kan forårsage klinisk sygdom og dermed væsentlig nedsat velfærd hos især pattegrise. Diagnosen ”trådorm” bør derfor udløse en behandling med ormemiddel.

Referencer

[1] Epidemiology, diagnosis and control of helminth parasites of swine; Allan Roepstorff & Peter Nansen, Danish Centre for Experimental Parasitology, KVL, Copenhagen 1998
[2] Veterinary Parasitology, second edition; G.M. Urquhart, J. Armour, J.L. Duncan, A.M. Dunn & F.W. Jennings. Blackwell Science, Oxford 1996

Appendiks

Figur 1. Trådormens udviklingscyklus. (Tegning: Will P. Hamilton & Allan Roepstorff, 1996. Billede nr. 5793 udlånt af Center for Eksperimentel Parasitologi)

Opdateret 5. august 2016
I Danmark er der systematisk kontrol af svin for trikiner, og der har ikke været konstateret trikiner i danske svinehold siden 1930érne.

Parasitten er i stand til at smitte en lang række pattedyr, men for fødevaresikkerheden har svinet en betydende rolle som mellemvært – se figur 1.

Figur 1. Udviklingscyklus for trikiner. (Tegning: Will P. Hamilton & Allan Roepstorff, 1996. Billede nr. 5687 udlånt af Center for Eksperimentel Parasitologi)

Den kun 1 mm lange infektive larve indkapsles i den tværstribede muskulatur med speciel forkærlighed for tyggemuskler og muskler i mellemgulvet. Udviklingen genoptages, når værten fortæres af et rovdyr (herunder mennesker).

Larven frigives i forbindelse med fordøjelsen og i tyndtarmen undergår larven flere udviklingstrin for i løbet af få dage at blive kønsmoden. De voksne 1,5-3 mm lange orm producerer levende larver, som via tarmens lymfe- og blodsystem vandrer til skelet-muskulaturen, hvor de indkapsles i løbet af 3-4 uger [1], [2], [3].

Symptomer

Infektion hos grise er sædvanligvis ikke forbundet med kliniske symptomer - i modsætning til infektionen hos mennesket, for hvem infektionen kan være alvorlig sygdom, eventuelt med dødelig udgang [4].

Diagnose

Trikinundersøgelse på slagtehusmateriale (slagteri) stiller diagnosen. Kødet fordøjes på laboratoriet ved hjælp af syre og pepsin så trikinlarverne frigøres fra muskelvævet. Herefter kan trikinlarverne tydeligt ses under mikroskopet.

Trikiner er ikke fundet hos slagtesvin i Danmark siden 1930’erne men kan genfindes i både rotter, ræve og vildsvin. I Danmark er trikiner blevet påvist hos nogle få ræve i 1970’erne og i 1990’erne. Begge gange var der dog tale om Trichinella britovi, som næsten udelukkende findes i den vilde fauna. Svin er typisk inficeret med Trichinella spiralis, men kan dog i sjældne tilfælde smittes af andre trikinarter, herunder Trichinella britovi [5], [6].

Forebyggelse

Hyppigste årsag er optagelsen af råt eller halvråt kød, som indeholder trikiner.

Behandling

Der er ingen relevant behandling mod trikiner i landbruget.

Velfærdsvurdering

Svin bliver ikke klinisk syge af trikiner, og trikiner påvirker derfor ikke svinenes velfærd. Trikiner har derfor størst betydning som zoonose, så det er primært derfor, at trikininfektion hos svin skal forhindres.

Referencer

[1] Epidemiology, diagnosis and control of helminth parasites of swine; Allan Roepstorff & Peter Nansen, Danish Centre for Experimental Parasitolo¬gy, KVL, Copenhagen 1998
[2] Veterinary Parasitology, second edition; G.M. Urquhart, J. Armour, J.L. Duncan, A.M. Dunn & F.W. Jennings. Blackwell Science, Oxford 1996
[3] Parasitic infections of domestic animals. J. Kaufmann. Birkhäuser Verlag, Basel 1996
[4] Zoonoses and communicable diseases common to man and animals. Third edition, Volume III: Parasitoses. Ed. P.N. Acha & B. Szyfres. Pan American Health Organization, Washington 2003
[5] Center for Eksperimentel Parasitologi, KVL
[6] International Committee on Trichinellosis

Opdateret 4. august 2016

Generelt om indvoldsorm

Indvoldsorm kan være årsag til sygdomme i tarm og luftveje hos grise. De mest almindelige indvoldsorme hos danske svin er spoleorm og knudeorm. 

Forekomsten af indvoldsorm hos svin er tæt relateret til produktionsformen. Skiftet fra ekstensiv til mere intensive produktionsformer har bevirket, en reduktion i antallet af ormearter og i infektionsgraden af de enkelte ormearter [1]. Reduktionen skyldes at indvoldsormenes livscyklus nemt afbrydes i de intensive produktionsformer. Dog vinder de udendørs produktionsformer mere frem og fokus må derfor ikke forsvinde fra indvoldsorm.

Tabel 1. Forekomst i relation til produktionssystemer [2] - (mere sjældent)

Dansk navn/Species navn Vildsvin Friland Indendørs ekstensiv Indendørs intensiv
Spoleorm/Ascaris suum X X X X
Knudeorm/Oesophagostomum spp. X X X (X)
Piskeorm/Trichuris suis X X X (X)
Trådorm/Strongyloides randsomi X X X
Rød maveorm/Hyostrongylus rubidus X X (X)
Lungeorm/Metastrongylus spp. X X

I indendørs produktionssystemer med løsgående søer (indendørs ekstensiv) ses der en mulighed for en opblomstring af indvoldsorme. Specielt er spolorm og knudeorm fundet med høj forekomst i danske sobesætninger med løse søer [3]. I frilandsbesætninger og økologiske besætninger vil der ligeledes være risiko for indvoldsorme hos dyrene.

Tabel 2. Oversigt over de vigtigste indvoldsorme hos svin

Sted Orm Danske navn Betydning/skade
Maven Hyostrongylus rubidus Rød maveorm Slimhindebeskadigelse
Tyndtarm Ascaris suum Spoleorm Slimhindebeskadigelse
Strongyloides randsomi Trådorm Slimhindebeskadigelse
Tyktarm Oesophagostomum spp Knudeorm Slimhindebeskadigelse, knudedannelse
Trichuris suis Piskeorm  Blodsugere
Lever Ascaris suum (larver) Spolorm (larver) Fibrose(bindevævsdannelse) ”ormepletter”
Lunger Metastrongylus spp. Lungeorm Lungebetændelse, bronkitis
Ascaris suum (larver) Spoleorm (larver) Vævsbeskadigelse

Forekomst af forskellige orm i dansk svineproduktion:

Hyppig forekomst:

  • spolorm
  • knudeorm

Sporadisk forekomst:

  • piskeorm
  • trådorm

Ikke påvist i de senere år:

  • rød maveorm
  • lungeorm

Behandling

Behandling af indvoldsorme afhænger af ormearten, og behandlingen fastsættes efter diagnose af besætningsdyrlægen. På www.medicintildyr.dk kan nuværende godkendte præparater findes. Parasitmidler har siden august 1999 været receptpligtige.

Ved mistanke om parasitter i en besætning, anbefales det, at der udtages følgende prøver til at stille diagnosen:

  • Mindst 10 og gerne 20 gødningsprøver fra besætningen, fordelt på alle aldersgrupper.  
  • Hvis der findes æg fra spoleorm i gødning, kan diagnosen suppleres med en USK på slagteriet, hvor leveren undersøges for ormepletter.

Referencer

[1]

Roephstorff, A. & Nansen, P.(1994). Epidemiology and control of helminth infections in pigs under intensive and non-intensive productions systems. Veterinary Parasitologi. Vol 54, pp. 69-85.

[2]

Peter Nansen and Allan Roepstorff. Worm Infections in Pigs – A general Review particular reference to Epidemiology and Control; Proceedings of the 15th IPVS Congress, Birmingham, England, 5-9 July 1998.

[3]

Haugegaard, J.(2010). Prevalence of nematodes in Danish industrialized sow farms with loose housed sows in dynamic groups. Veterinary Parasitologi. Vol. 168, pp.156-159.

Overvågning og kontrol

Svin bliver sjældent klinisk syge af infektion med indvoldsorm. Men er der svin, der er inficeret med indvoldsorm, så er det relevant at vurdere risikoen for, om der sker en betydelig smittespredning.

I forbindelse med infektion med indvoldsorm er det relevant at vurdere risikoen for, om der sker en betydelig smittespredning. Følgende besætningsstrukturer har sandsynligvis en meget lav risiko for at opbygge en høj belastning af indvoldsorm:
  • Lukket drift
  • Restriktiv opstaldning
  • Tidlig fravænning (før 5 ugers alder)
  • Fuldt drænede stalde Alt-ind alt-ud systemer i alle produktionsled med effektiv rengøring mellem hvert hold

Men jo mere besætningen bevæger sig i retning af ekstensiv drift og jo ringere de hygiejniske muligheder er, desto større er risikoen for massive infektioner og desto større er behovet for en intensiv overvågning. Det betyder i praksis, at besætninger med fast gulv i stierne, brug af strøelse, løsdrift evt. med dybstrøelse, eller svin på friland har størst risiko for, at smitte med orm kan udvikle sig til et problem [1], [2], [4].

I besætninger med ugunstige smittegang, kan kontrol via gødningsprøver begrænses til hvert andet år. Besætninger med ekstensiv drift og begrænsede muligheder for at gennemføre hygiejniske foranstaltninger er højrisiko-besætninger, og disse skal overvåges via gødningsprøver hvert halve år.

Monitorering af besætningens ormestatus kan ske ved klinisk overvågning, obduktion/USK, eller ved udtagning af gødningsprøver.

Klinisk overvågning

Da de kliniske symptomer på en infektion med indvoldsorm er meget beskedne, er det vanskeligt eller umuligt at bedømme belastningen via en klinisk overvågning alene. Parasitterne kan dog skabe indgangsporte for andre infektioner og bidrage til en højere sygelighed i besætningen (bakterielle luftvejs- og mavetarminfektioner).

En forhistorie om spredte fund af spolorm i gødningen, vedvarende høj belastning med luftvejssygdomme, eller diarréproblemer blandt søer og ungsvin bør medføre en overvågning via gødningsprøver.

Obduktion

Er der læsioner såsom vævsknuder i tyktarmen eller leverpletter ved obduktion, kan det tyde på infektion med indvoldsorm, og der bør udtages gødningsprøver til undersøgelse for orm.

Påvises der leverpletter ved en USK-undersøgelse af slagtesvin bør det udløse en overvågning via gødningsprøver. Man skal dog være opmærksom på at forekomst af leverpletter hos slagtesvin kun afspejler en periode på en ca. en måned op til påvisningstidspunktet, og at fraværet af leverpletter altså ikke alene kan frikende en besætning for et ormeproblem. Desuden er ormepletter kun et udtryk for infektion med spolorm, og ikke for eventuelle andre ormearter.

Gødningsprøver

Dyrlægen udtager 10 gødningsprøver direkte fra endetarmen af 10 avlsdyr (5 gylte og 5 drægtige søer) samt 10 poolede stibundsprøver fra grise i alderen 10-12 uger. I besætninger med 7´kgs produktion kræver dette en koordinering af de to besætninger. Fordelen ved at undersøge gødningsprøver er, at også infektion med andre orm, som knudeorm, piskeorm eller trådorm, kan påvises.

Håndtering

Som hovedregel foretages ingen ormebehandling indtil der er en dokumentation for, at den er nødvendig. Desuden har ormemidler været receptpligtige siden 1999 og behandling mod orm foretages kun efter dyrlægen har stillet diagnosen. Påvises der ved gødningsprøverne en betydelig ormebelastning skal en ormebehandling gennemføres, og relevante hygiejniske foranstaltninger i form af rengøring og driftsmæssige ændringer skal også gennemføres.

Tabel 1. Håndteringsskema vedrørende kontrol for indvoldsorm vha. undersøgelse af gødningsprøver

10 gødningsprøver af grise (10-12 uger)
10 gødningsprøver af søer
Kontrol
Bemærkning
Ingen ormeæg Ingen ormeæg Ingen behandling / overvågning
- hvert 2. år i lavrisikobes.
- hvert ½ år i højrisikobes.
Ingen ormeæg Max 2-3 prøver positive for spolormeæg, men alle negative for knudeormeæg Ingen behandling
Halvårlig parasitovervågning
Ved svag stigning: Engangsbehandling mod orm
Ingen ormeæg Max 2-3 prøver positive for spolorm og max 2-3 prøver positive for knudeorm Gylte og søer: behandles før faring eller hvert ½ år.
Orner: behandles hvert kvartal
Overvågning: efter ½ år
Positive for ormeæg Flere end 2-3 prøver positive for knudeorm og spolorm (og evt. andre orm) Søer: behandles 1 uge før faring
Orner: behandles hvert kvartal
Smågrise behandles ved 7-8 ugers alderen
Der skal gennemføres hygiejne foranstaltninger
Modereret efter: Kontrol med orm i svinebesætninger. Allan Roepstorff og Peter Nansen. VeterinærInformation nr. 2, april 1991.

Se tabel 1 vedrørende kontrol for ormeæg samt listen: Ormemidler og midler mod coccidier, skab og lus.

Til bestemmelse af smittepres i en besætning kan tabel 2 bruges som en tommelfingerregel.

Tabel 2. Smittepresset i forhold til antal æg fundet i gødningsprøver

Smittepres Antal æg/gram gødning
Meget lavt 200-500
Lavt 1.000-5.000
Højt Over 5.000
Hvis antallet af æg ligger under 200 pr. gram gødning, vil æggene sandsynligvis være passanter fra andre smittede dyr i samme sti.

Tvivlsom effekt af ormebehandling tvivlsom
Behandling af slagtesvin mod spolorm uden de nødvendige hygiejnemæssige tiltag undervejs vil forsinke tidspunktet for smitten til senere i slagtesvineperioden. Det betyder paradoksalt nok, at ormebehandling af slagtesvin kan resultere i en øget forekomst af ormeplettede levere, da spolormlarvernes vandring finder sted få uger inden slagtetidspunktet.

Kontrol med orm i udendørsbesætninger
Udendørs hold er en af de vigtigste risikofaktorer for orm hos svin, især fordi forholdene udendørs begrænser mulighederne for kontrol. Hygiejniske tiltag mod orm i udendørsbesætninger kan bl.a. indebære foldskifte, skift mellem svinehold og afgrøder, og strategisk ormebehandling i forbindelse med foldskifte eller fravænning til indendørs faciliteter.

Infektion med spolorm og piskeorm i udendørssohold vil før eller senere medføre, at alle marker og folde er kontamineret med ormeæg, som kan overleve i mange år. Under sådanne forhold er behandling af søerne nytteløs, mens hårdt medtagne dyr, som fx gylte, bør behandles. I stedet bør behandlingen sætte ind på det eneste tidspunkt, hvor smittegangen kan brydes, nemlig ved fravænning og flytning til en smågrisestald, der er rengjort og desinficeret. Grise, der i den forbindelse først fravænnes ved 6 uger bør behandles umiddelbart efter fravænning, da ellers præpatentperioden (perioden fra smittetidspunktet til at voksne orm begynder at udskille æg) overskrides og grisene begynder at udskille ormeæg i deres gødning, hvorved smågrisestalden kontamineres på ny.

Ormemidler og ormemiddelresistens
På basis af deres virkningsmåde, kan ormemidlerne inddeles i fem hovedgrupper [3], [5]:

  • Klasse I ormemidler: Benzimidazoler og pro-benzimidazoler. Stofferne indvirker på de cellulære funktioner hos ormene, så de dør. Eksempler på klasse I ormemidler er: Fenbendazol, Oxybendazol, Flubenol og Febantel.
  • Klasse II ormemidler: Imidazothiazoler og tetrahydropyrimidiner. Stofferne indvirker på impulsoverførslen i ormenes nerver, hvilket bevirker, at ormene lammes og udskilles med gødningen. Eksempler på klasse II ormemidler er: Levamizol, Pyrantel og Morantel.
  • Klasse III ormemidler: Avermectiner og milbemyciner. Stofferne indvirker på ormenes nervesystem med lammelse til følge. Ormene udskilles med gødningen. Eksempler på klasse III ormemidler er: Ivermectin, Doramectin og Moxidectin.
  • Klasse IV ormemidler: Salicylanilider og substituerede nitrophenoler. Stofferne bruges typisk mod blodsugende parasitter og er ikke vigtige i forbindelse med ormebehandling hos grise under danske forhold.
  • Klasse V ormemidler: Acetylcholin-esterase-hæmmere. Stofferne, der tilhører organophosfat forbindelserne, bruges kun i begrænset mængde i dag. Eksempler er Dichlorvos og Neguvon.
    Uden for klasse: Piperaziners indvirkning på parasitterne er den samme som klasse III-ormemidler, men orm der er resistente overfor klasse III midler er ikke resistente mod piperaziner.

Se endvidere skema over:

  • Ormemidler og midler mod coccidier, skab og lus

Valg af ormemiddel

Det er vigtigt først at gøre sig klart, hvori det parasitære problem ligger. Er der tale om fx kontrol med trådorm (Strongyloides ransomi), som smitter spædgrise gennem råmælk, bør der bruges et ormemiddel, der fordeles i kroppen. Samtidig skal man være opmærksom på, om der i den givne besætning optræder resistens overfor nogle af de ovenfor anførte ormemiddelgrupper, idet resistens overfor et stof indenfor en gruppe samtidigt giver resistens overfor de øvrige ormemidler i gruppen [3].

Ormemiddelresistens

Ormemiddelresistens er defineret som, en ormearts forøgelse af tolerancen overfor et ormemiddel. Dvs. den pågældende ormeart eller dele heraf kan tåle doser, der under normale omstændigheder ville dræbe dem. Mekanismen bag ormemiddelresistens er en simpel selektion. Intet middel er i stand til at fjerne parasitterne 100 procent. De mindst modtagelige vil overleve og formere sig.

Når selektionen fortsætter, vil generne for resistens akkumuleres og ormemidlet miste dets effekt. Det er påvist, at tilbagevenden til et følsomt stade kun sker langsomt. En ormepopulation, der er resistent overfor et ormemiddel/-gruppe, beholder denne resistens i mange år selv uden yderligere selektion [3].

Årsag til ormemiddelresistens

Frekvens af behandlinger
Hyppigheden af behandlinger ses at have stor betydning for udviklingen af ormemiddel resistens. Hvis intervallet mellem behandlinger er den samme som parasittens præpatentperiode (perioden fra smittetidspunktet til at voksne orm begynder at udskille æg), sker udviklingen hurtigt, idet kun orm, der er resistente, vil overleve og blive kønsmodne.

Brug af det samme ormemiddel i lang tid
Behandling med ormemidler indenfor den samme klasse i lang tid vil udsætte ormepopulationen for et konstant højt selektions tryk. Da der kan udvikles krydsresistens indenfor de ovennævnte ormemiddelklasser (dvs. hvis der er udviklet resistens overfor et ormemiddel indenfor klassen, vil resistensen også gælde de øvrige midler indenfor klassen, da ormemidlets virkningsmekanisme er den samme), vil denne fremgangsmåde hurtigt føre til opformeringen af resistente gener - hurtigere end hvis der skiftevis havde været brugt ormemiddel fra forskellige klasser.

Tiden for behandling
Hvis der kun bliver brugt en hæmmende behandling, så de inficerede grise behandles, medens de er i et svært smittebefængt miljø - fx en permanent græsgang – vil resistente orm, der har overlevet behandlingen, fortsat producere resistente efterkommere, men på grund af det store antal andre infektive stadier, der allerede er i miljøet, vil det resistente gen blive "fortyndet" med følsomme gener.

Da imidlertid mange strategiske behandlinger går ud på at behandle dyrene inden de flyttes til en ren eller ny græsgang eller sti. Derfor vil kun resistente parasitter medvirke til de følgende generationer, og frekvensen af resistente gener vil hurtigt stige.

Underdosering
Indtil for nyligt har en behandling, der udryddede 80-90 procent af en ormepopulation været anset for effektiv. Nu må det tilstræbes, at en ormebehandling udrydder alle de følsomme orm i populationen.

Almindelige årsager til en utilstrækkelig behandling er:

  1. Ukendskab til dyrenes vægt
  2. Brug af en gennemsnitlig vægt ved behandling af dyrene (nogle får derfor for meget, andre får for lidt)
  3. Brug af flokbehandling i foder eller drikkevand, hvorved nogle dyr får for lidt ormemiddel

Endvidere skal der tages højde for optagelsen af det anvendte ormemiddel. Det er fx vist, at det opløselige salt af pyrantel (kun indregistreret til brug i forbindelse med hest, hund, kat og ræv) meget let absorberes fra tarmkanalen og omdannes ved første gennemløb i leveren for siden at blive udskilt i nyrerne. Mængden af tilbagebleven ormemiddel i tarmen er derfor lav, hvilket tillader ormene at overleve og udvikle resistens.

Management
Det er forventeligt, at risikoen for udvikling af resistente parasitter er lav i store intensive besætninger med et højt hygiejneniveau, idet brug af sektionering mindsker reinfektion. På den anden side vil netop det manglende antal infektive (følsomme) ormelarver i miljøet kunne fremme opformeringen af resistente parasitter (manglende "fortyndingseffekt"). Den mest almindelige måde, hvorpå der sker en geografisk spredning af ormeresistens er ved flytning eller indkøb af svin, der huser resistente ormepopulationer.

De mest effektive kontrolmetoder er derfor:

  1. Reducer doserings-hyppigheden/inkludér alternative metoder til kontrol af parasitbyrde. Ormemidlerne bruges kun, når de er nødvendige (monitorering), og der fokuseres på afgræsningsstrategi, stihygiejne etc. for at nedbringe antallet af behandlinger.
  2. Brug korrekt dosering. Grisene skal ved flokbehandling behandles udfra vægten af de tungeste svin og behandlingen må gerne strække sig over flere dage.
  3. Brug rotation mellem de forskellige ormemiddel klasser. Start fx med at bruge et klasse I middel det første år, derefter et klasse II middel det andet år og siden et klasse III middel det tredje år. Derefter kan startes forfra med et klasse I middel. Hvis der er udviklet resistens mod en klasse, skal alle midler fra denne klasse udelades fra rotationsskemaet.
  4. Behandling af "nye" dyr effektivt samtidig med oprettelse af karantæneordning af 3 til 7 dages varighed. Dyrene behandles nogle få dage før ankomst og igen nogle få dage efter ankomst, medens de stadig er i karantæne med ormemiddel fra flere klasser og i anbefalet dosis.

Se desuden behandlingsskema vedrørende indvoldsorm i tabel 3

Tabel 3. Behandlingsskema vedrørende indvoldsorm

Aktivt stof/parasit Trådorm Spolorm Rød maveorm Knudeorm Piskeorm Lungeorm
Febantel
x
x
x
x
Fenbendazol
x
x
x
x
x
Flubendazol
x
x
x
x
x
x
Ivermectin
x
x
x
x

x

Levamizol
x
x
x
x
x
Piperazin
x
x
For hver af de seks orm er angivet hvilket aktivt stof, der kan dræbe den pågældende indvoldsorm.

Økonomi

Hvorvidt angreb af indvoldsorm kan påvirke produktionsresultatet i en given besætning, afhænger dels af angrebenes størrelse og en række andre faktorer som staldsystem, hygiejne og besætningens sundhedsstatus i øvrigt. Hovedkonklusionen må blive, at hvis dyrene har nogenlunde optimale forhold mht. fodring og anden sygdom og udsættes de for moderat parasitbelastning, vil de kliniske symptomer være sjældne, og de økonomiske tab vil skyldes en manglende tilvækst hos ungsvin på 10-20 g/dag. I sjældnere tilfælde op til 15 procent [5].

Herudover skal medregnes det økonomiske tab ved kassation af levere og tarme ved slagteprocessen.

Velfærdsvurdering

Svin bliver sjældent klinisk syge af infektion med indvoldsorm. En stor ormebelastning kan dog medføre sygdom, fx diarré, utrivelighed eller tegn på lungebetændelse, og dermed væsentlig nedsat velfærd.

I besætninger med begrænset smittepres vil der oftest indtræde en balance, så grisen huser ormene uden tegn på sygdom overhovedet. Grisens velfærd er på ingen måde truet af dette.

Det anbefales, i samarbejde med dyrlægen, at behandle grisene mod indvoldsorm jf. skemaet Ormemidler og midler mod coccidier, skab og lus, når orm er konstateret i besætningen. Ormebehandling vil alt andet lige være med til at øge grisens trivsel.

Referencer

 [1]  Epidemiology, diagnosis and control of helminth parasites of swine; Allan Roepstorff and Peter Nansen, Danish Centre for Experimental Parasitology, KVL, Copenhagen 1998
 [2]  Worm Infections in Pigs - A general Review particular reference to Epidemiology and Control; Peter Nansen and Allan Roepstorff; Proceedings of the 15th IPVS Congress, Birmingham, England, 5-9 July 1998
 [3]  Anthelmintic Resistance in Pig Nematodes; Henrik Bjørn, Section of Parasitology; KVL, Copenhagen 1998
 [4]  Veterinary Parasitology, second edition; G.M. Urquhart, J. Armour, J.L. Duncan, A.M. Dunn and F.W. Jennings. Blackwell Science, Oxford 1996
 [5]  Internal parasites. R.M. Corwin & T.B. Stewart. In: Diseases of swine, 8th edition. Blackwell Science, 1999

Fandt du det, du ledte efter?

Tak for din feedback

For at kunne forbedre vores indhold, må du gerne indtaste yderligere detaljer på, hvad du leder efter herunder (valgfrit).

Tak for din feedback

Din indtastning er registreret. Vi evaluerer løbende på feedback fra brugerne.