Alle besætninger – både so- og slagtegrisebesætninger - der indenfor de seneste 14 måneder har fået påvist PRRS-virus, vises på PRRS-listen og får derfor et fradrag på slagtegrisene, men ikke søerne. Noteringsfradraget er stigende fra 20 øre til 3 kr. efter 2 år. Det bliver altså et dyrt bekendtskab.
For mange besætninger er der dog en vej ud af fradraget, nemlig en totalsanering af besætningen. Totalsanering vil sige, at alle grise på ejendommen (CHR-nummeret) slagtes, staldene vaskes, står tomme i mindst 7 dage og desinficeres. Når Fødevarestyrelsen har godkendt processen, kan man indsætte grise eller polte fra en besætning, som er negativ for PRRS.
Inden man kan komme af PRRS-listen, er det dog et krav, at der undersøges for PRRS-virus i måneden op til, de første grise eller søer skal slagtes. Det er dyrlægen, der skal udtage prøverne, og Fødevarestyrelsen skal have tilsendt det negative prøvesvar. Når alt er på plads, så fjerner Fødevarestyrelsen besætningen fra PRRS-listen.
Totalsanering
Sådan foretager du en totalsanering – i netop denne rækkefølge:
- Din dyrlæge tager kontakt til SPF-Sund.
- SPF-Sund sender mail, hvori der er link til totalsaneringserklæring til både dyrlæge og besætningsejer.
- Når alle staldene på ejendommen er tomme og vasket, og dette er godkendt af dyrlægen, så underskriver dyrlægen fremsendte erklæring.
- Når desinfektionen er gennemført, så underskriver besætningsejeren fremsendte erklæring, hvori det også erklæres, at der har været/vil være 7 dages tomgang inden indsættelse af grise.
- SPF-Sund får automatisk underskrevne erklæringer retur, det tjekkes, at alt er i orden, og herefter sendes sagen videre til Fødevarestyrelsen.
- Fødevarestyrelsen godkender, at alle formalia er overholdt i forhold til totalsaneringen og sender brev til besætningsejer om ny PRRS-sundhedsstatus via e-Boks.
- Dyrlægen udtager 20 PCR-blodprøver til virusundersøgelse indenfor de sidste 35 dage op til, at den første gris eller so skal slagtes og sender prøverne til et dansk laboratorium.
- Hvis prøverne er negative, sender dyrlægen prøvesvaret til Fødevarestyrelsen via Introduktion - Ansøgning om at blive fjernet fra lister over virksomheder omfattet af eksportrestriktioner pga. PRRS.
- Fødevarestyrelsen fjerner besætningen fra PRRS-listen, og der er ikke længere fradrag i afregningen. FVST giver besked til dyrlægen, der har indsendt ansøgningen.