1. oktober 2010

Farefeber/ MMA / mastitis, metritis og agalaksi

Farefeber er et kompleks af problemer, som optræder hos søer/gylte omkring faringstidspunktet.

Ved farefeber kan man se følgende symptomer:

  • Nedsat /ophørt mælkeydelse
  • Feber
  • Nedstemthed
  • Ophørt ædelyst
  • Yverbetændelse
  • Børbetændelse.

Komplekset optræder ofte fra få dage før faring til få dage efter faring.

Farefeber kaldes også MMA (Mastitis, Metritis og Agalakti), hvilket er en international forkortelse for yverbetændelse, børbetændelse og mælkemangel eller PDS (Post Partum Dysgalakti Syndrom), hvilket er en forkortelse for mælkemangel efter fødsel.

Pattegrisene rammes ofte hårdt, da mælkeforsyningen svigter. Herved øges risikoen for svækkede pattegrise med øget diegivningsdødelighed eller diarré til følge.

Årsag

Der er flere årsager til farefeber. Årsagerne kan opdeles i infektiøse og ikke-infektiøse årsager.

Blandt infektiøse årsager findes infektion i bør, nyre, blære eller yver, oftest med bakterierne Escherichia coli og Klebsiella pneumonia. Serotypning af bakterierne viser, at der ikke er tale om infektion med en bestemt serotype, men at det er forskellige staldbundsbakterier, der udnytter en mulighed med lav smittebeskyttelse.

En del af de gram-negative bakterier frigiver endotoksin, som direkte er årsag til soens symptomer.

Blandt de ikke-infektiøse årsager kan nævnes forstoppelse, der muligvis også er årsag til endotoksiner, vandmangel, kalkmangel (mælkefeber), forskellige stofskiftelidelser (fx fedtlever), hormonforstyrrelse, klima i farestalden og stress.

Udvikling, udbredelse og betydning

Sygdomskomplekset optræder i stort set alle sobesætninger. Frekvensen af søer, der behandles imod farefeber, er cirka 20 pct. Farefeber ses sjældent i udendørs sohold. Her er der til gengæld set problemer med ”sommersøer”. Der er uenighed om, hvorvidt farefeber optræder hyppigst hos unge søer eller hos ældre søer.

Farefeber optræder ofte dagen efter faring, hvor man bemærker, at soen ikke æder op.

Dødeligheden blandt søer med farefeber er meget lav, og der er en betydelig selvhelbredelse. Effekten af de forskellige behandlingsmetoder er dårligt undersøgt i Danmark.

Det største produktionsmæssige tab ses som følge af sygdommens indflydelse på kuldets velbefindende, da mælkeforsyningen og ikke mindst antistoffer gennem råmælken er afgørende for pattegrisenes trivsel. Tabet ses i form af øget dødelighed hos pattegrisene og nedsat tilvækst i diegivningsperioden.

Symptomer

Sygdomskomplekset er sammensat af flere symptomer. Det vigtigste symptom er nedsat / ophørt mælkeproduktion, der observeres i form af urolige og eventuelt svage pattegrise. En so med farefeber værger sig ved at blive pattet, hvorfor den ofte ligger på brystet. En nedsat mælkeforsyning svækker pattegrisene, hvorfor farefeber ofte medfører diarré hos pattegrisene.

Nedsat ædelyst ses hyppigt. Udfodring af meget foder til en so, der er træt efter faring, sure foderrester i krybben, forstoppelse (sparsom og tør gødning) og høj staldtemperatur er andre årsager til lav foderoptagelse.

Soens normale temperatur er 38,0ºC. Umiddelbart før faring stiger temperaturen til cirka 39,0ºC [3]. Denne temperatur holdes indtil soen ikke længere giver mælk. Der ses store variationer i temperaturen hos søer med farefeber. Nogle har lav temperatur (38,2-38,4ºC) andre har høj feber (over 40ºC). Det kan derfor være vanskeligt alene ud fra temperaturen at afgøre, om soen har farefeber eller ej. Ofte sættes en temperatur over 39,5ºC som grænse for, om soen betragtes som syg.

Ved yverbetændelse ses én eller flere hævede kirtler. Da hver patte får mælk fra to kirtelkomplekser, hvoraf det kan være, at kun det ene er inficeret, skal man altså undersøge 28 kirtelkomplekser grundigt, for at sikre, at der ikke er yverbetændelse. Ved børbetændelse ses store mængder rødligt grumset eller gulligt flåd fra skeden.

Obduktion

Obduktion er ikke relevant i forbindelse med denne lidelse, men der kan ses forandringer i mælkekirtler ved yverbetændelse (hævelse, rødme, fast sygdomspræget mælkekirtelvæv) og betændelse i børen. Børen vil normalt kort tid efter faring være fortykket med et uklart grumset indhold.

Diagnose

Diagnosen stilles ved en samlet vurdering af soen/gylten i den periode, hvor der er risiko for farefeber. Soen/gylten skal samtidig have to eller flere af de omtalte symptomer. Der kan ikke tages blodprøver, der afklarer årsagen til problemet [4].

Mange sygdomsmæssige situationer med påvirket almenbefindende kan forveksles med farefeber:

  • Forgiftninger
  • Influenza (svineinfluenza)
  • Ondartet lungesyge (Actinobacillus pleuropneumoniae)
  • Infektion med PRRS-virus, giver nedsat eller ophørt mælkeproduktion - se PRRS (Porcine Reproductive and Respiratory Syndrome).

Håndtering

Som følge af de mange forskellige årsager til farefeber, kan det være meget svært at håndtere farefeber korrekt.

Er det en infektion, som er årsag til sygdommen, er behandling med antibiotika relevant. Der skal kun behandles med antibiotika ved mistanke om infektion, da antibiotika udskilles med mælken, og forstyrrer pattegrisenes tarmflora. Dette har i nogle undersøgelser medført diarré hos pattegrisene [6].

Ses der yverbetændelse eller børbetændelse bør behandlingen suppleres med oxytocin for at fremme udskillelsen af bakteriesekret (lav dosis flere gange med få timers mellemrum). Rutinemæssig anvendelse af oxyrocin frarådes, da det kan hæmme mælkeproduktionen.

I sværere tilfælde kan behandlingen suppleres med antiinflammatoriske stoffer. Der kan ses klinisk effekt af præparater med smertestillende virkning, der tilhører gruppen af NSAID (non-steroide antiinflamatoriske stoffer). Den produktionsøkonomiske effekt af at anvende NSAID i danske undersøgelser har været begrænset [5].

Som forebyggende foranstaltning bør de drægtige søer sættes ned i foderstyrke (2 FEs) de sidste 2-3 dage før faring. Tildeling af halm vil sikre strukturen i foderet og kan muligvis nedsætter risikoen for forstoppelse. Søerne må ikke være fede på faringstidspunktet. Fodertildelingen de første dage efter faring holdes lav (under 3 FEs). Maksimalt foderindtag bør først opnås i 7. le-vedøgn efter faring. Flytning af de svageste pattegrise kan blive nødvendigt for at sikre, at de får tilstrækkelig råmælk.

Velfærdsvurdering

Farefeber påvirker såvel soens som pattegrisenes velbefindende i form af manglende ædelyst, mælkemangel og sult hos pattegrisene.

For at sikre pattegrisene skal farefeber behandles, så snart det er konstateret. Samtidig skal pattegrisene sikres adgang til somælk. Hvis soen ikke ser ud til at ville die pattegrisene, skal pattegrisene sikres adgang til vand, og ved længere tids problemer skal de have adgang til alternative energikilder.

Økonomisk betydning

Det er svært at fastlægge den økonomiske betydning af farefeber. I gennemsnit behandles cirka 20 pct. af alle søer imod farefeber [1],[2]. Søerne kommer ofte hurtigt over lidelsen, hvis den rigtige behandling indledes, men der er dog set lavere frugtbarhed i det efterfølgende kuld [7]. Hvis pattegrisene påvirkes af mælkemanglen, kan der ses dårligere tilvækst og højere dødelighed [3].

YDERLIGERE LÆSNING

Antibiotika kan være spildt på farefeber:
Margit Andreasen (SVIN, Marts 2012)

Undgå flåd efter fødselshjælp:
Rikke Ingeman Svarre og Flemming Thorup (SVIN, Juli 2012)

Manual om Farestaldsmanagement

Referencer

[1]  Jorsal, S.E. (1983). Morbiditet hos søer (Epidemiologiske undersøgelser i intensive sobesætninger med særligt henblik på farefebersyndromet). Licentiat-afhandling, Institut for intern medicin, Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, København. 
[2]  Ellegaard, B (1991). Yverlidelser hos soen. Første litteraturopgave i forbindelse med fagdyrlægekursus vedrørende svin.
[3]  Larsen, I. (2001). Kliniske symptomer hos søer og smågrise omkring faring. Veterinært speciale. Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole.
[4]  Busch, M.E., Bækbo, P. (2001). Farefeber - blodværdier hos syge og raske søer. Meddelelse nr. 516, Landsudvalget for Svin.
[5]  Christensen, N.M. (2002). Finadyne Vet. Granulat, 25 mg/g i behandlingen af MMA hos søer. Fagdyrlægeopgave, Danmarks Dyrlægeforening: 25.
[6]  Thorup, F. (2000). Effects of treatment for MMA. Proceedings of the 16th IPVS Melbourne, Australien: 97.
[7]  Hoy, S. (2 004). Investigations on influence of puerperal diseases on reproduction in sows. Proceedings of the 18th IPVS Congress, 27. juni – 1. juli 2004, Hamborg, Tyskland: 473.

Fandt du det, du ledte efter?

Tak for din feedback

For at kunne forbedre vores indhold, må du gerne indtaste yderligere detaljer på, hvad du leder efter herunder (valgfrit).

Tak for din feedback

Din indtastning er registreret. Vi evaluerer løbende på feedback fra brugerne.