Den optimale foderstyrke (FEso pr. dag) er, når fodermængden øges i takt med søernes mælkeydelse. Det betyder, at foderstyrken skal være ca. 3,0 FEso pr. dag ved faring stigende til 5-6 FEso pr. dag efter første diegivningsuge. Derefter skal søerne fodres efter tilnærmet ædelyst, men foderstyrken må ikke hæves hurtigere end søerne kan følge med. Målet er, at søerne i gennemsnit optager mindst 180 FEso ved 4 ugers diegivning, og gerne ca. 200 FEso ved 4 ugers diegivning, idet dette vil begrænse soens vægttab i diegivningsperioden. I tabel 1 er angivet vejledende minimumskurve til diegivende søer samt en målsætning for, hvad foderstyrken bør være, hvis soen passer et mellemstort kuld grise. For yderligere uddybning af brugen af disse henvises til håndbogsblad H19 i Farestaldsmanagement.
Tabel 1. Minimumsfoderkurve samt en målsætning for foderoptagelsen pr. dag i diegivningsperioden.
Søer, dagen efter faring |
Minimumskurve, FEso pr. dag |
Anbefalet procent-justering pr. dag1 |
Målsætning for foderoptagelse FEso pr. dag |
0 |
3,0 |
+ 8-10 % |
3,0 |
2 |
3,5 |
+ 8-10 % |
3,5 |
7 |
5,0 |
+ 8-10 % |
6,0 |
14 |
7,0 |
- 4-6 % |
8,0 |
21 |
8,0 |
+ 4-6 % |
9,02 |
28 |
8,0 |
+ 4-6 % |
9,02 |
35 |
8,5 |
+ 4-6 % |
9,02 |
Samlet foderstyrke på 28 dage |
181 |
|
208 |
1) Procentjustering anvendes for at tilpasse foderkurven til den enkelte so. De anbefalede tillæg beregnes på baggrund af den daglige foderstyrke, og bør derfor ikke overstige det angivne. Slikker soen krybben helt ren de følgende dage, kan tillægget øges igen.
2) Over 9 FEso anvendes kun 2 - 4 % i tillæg fra dag til dag, hvis soen slikker krybben helt ren
Det er vigtigt at sikre, at de foderkurver, der anvendes også er korrekte, så der skal være styr på alle de parametre, der fremgår af tabel 2.
Tabel 2. Fokuspunkter ved indstilling og tilpasning af foderkurver til diegivende søer.
Vådfoder |
Tørfoder |
Råvarernes tørstofindhold (% tørstof):
Nogle vådfoderanlæg kræver, at tørstofindholdet indtastes, da det indgår i beregning af foderstyrken. |
Foderets gennemsnitlige massefylde (kg/l):
Bestemmes ved uddosering af forskellige mængder af foder i de aktuelle foderkasser. |
Råvarernes energiindhold (FEso/kg):
Skal bruges af alle vådfoderanlæg for at beregne den korrekte foderstyrke. Husk, at det indtastede tal skal korrigeres for tørstofindholdet. |
Foderets energiindhold (FEso/kg):
Bruges til at omregne energiindholdet pr. liter (FEso/l). |
|
Ændringer i fodersammensætning:
Typisk ændres foderets massefylde og/eller energiindhold når fodersammensætningen ændres. |
|
Ændringer af foderets fysiske struktur:
Et skifte fra pelleteret foder til expandat reducerer fx foderets massefylde, og det samme sker, når korn formales over et større sold. |
Justering af foder i praksis
Justering af foderstyrken hos diegivende søer bør ske dagligt, eller som minimum på alle ugens hverdage. De praktiske rutiner og tips omkring justering af foderstyrken findes i håndbogsblad H21 i Farestaldsmanagement. Som udgangspunkt skal foderjusteringen ske ud fra, hvordan soens krybbe ser ud ca. 30 minutter efter en udfodring, og rent principielt kan krybben efter fodring se ud som på billederne i figur 1. Det er oftest en stor fordel, at det er den samme person, der justerer foderstyrken hos de diegivende søer hver dag.
Figur 1. Eksempel på fire foderkrybber, hvoraf tre kræver en korrektion. Øverst til venstre er krybben slikket ren, og foderstyrken øges.
Øverst til højre er foderkurven passende, og soen følger foderkurven den følgende dag. Nederst til venstre har soen ikk eædt op, og krybben tømmes, og foderstyrken justeres svagt ned. Nederst til højre er soen gået helt i stå, og soen bør kontrolleres for sygdom, foderkrybben tømmes, og foderstyrken justeres kraftigt ned.
Fejl i fodringsstrategierne efter faring afsløres af soen
Soens foderoptagelse skal tilgodese behovet for næringsstoffer til mælkeproduktionen, men det må forventes, at soen taber sig 6-7 pct. af kropsvægten i løbet af diegivningsperioden [2]. Ved problemer med for store vægttab og lav foderoptagelse skal der fokuseres på følgende:
- Søernes huld ved faring (fede søer æder ofte mindre i diegivningsperioden)
- Hvordan og hvor meget foderstyrken ændres fra dag til dag (for store ændringer fra dag til dag kan give problemer)
Et stort huldtab i diegivningsperioden øger risikoen for reproduktionsproblemer i efterfølgende reproduktion i form af flere dage fra fravænning til løbning [3], [4], [5], færre løsnede æg og en ringere fosteroverlevelse [3]. Desuden medfører et stort vægttab, at der i den efterfølgende drægtighed skal bruges supplerende foder på at reetablere soens huld.
Enkelte søer tager på i diegivningsperioden [2], [6] og så skal følgende overvejes:
- Hvor høj foderstyrke får soen lov til at få, når foderkurven topper
- Når foderstyrken justeres sker det uden hensyntagen til de søer, der måtte ligge med et lille kuld grise
Det er ikke hensigtsmæssigt, at søerne tager på i vægt i diegivningsperioden, fordi store søer kræver ekstra vedligeholdelsesfoder [7].
Krav til næringsstofindhold i diegivningsfoderet
Diegivningsfoderet bør indeholde de næringsstoffer, som er beskrevet i Normer for Næringsstoffer. I besætninger med vådfodring bør mængden af st. ford. råprotein pr. FEso øges fra 110 g til 115-120 g, hvis det konstateres, at en stor andel af de frie aminosyrer forsvinder ved fermentering i rørstrengene. Det er påvist, at særligt syntetisk lysin og treonin forsvinder, hvorimod der ikke er et væsentligt tab af methionin og trypfofan, hvilket er uddybet i afsnittet om fermenteret vådfoder.
Tilsætning af aminosyrer ud over normen er kun aktuelt i besætninger, hvor den gennemsnitlige foderoptagelsen er meget lav, hvilket vil sige under 6-6,5 FEso i gennemsnit pr. dag gennem diegivningsperioden.
Diegivningsfoderets energikoncentration
Energikoncentrationen i diegivningsfoderet bør være i niveauet 1,05-1,10 FEso pr. kg, idet en undersøgelse med forskellige energikoncentrationer viste, at der ved tilnærmet ad libitum fodring ikke blev fundet væsentlige forskelle i produktiviteten ved anvendelse af diegivningsfoder med 1,15 FEsv pr. kg i forhold til diegivningsfoder med 1,07 FEso pr. kg. Den høje energikoncentration øgede ikke fravænningsvægten, reducerede ikke soens tab af rygspæk eller forbedrede den efterfølgende reproduktion [8]. Erfaringsmæssigt bør mængden af tilsat fedt i diegivningsfoderet ikke overstige 2,5-3,0 pct.; en højere mængde tilsat fedt vil typisk også resultere i, at det anbefalede energiniveau overstiges. Høj energikoncentration i diegivningsfoderet medfører endvidere, at blandingen bliver dyrere, idet der skal tilsættes mere fedt til foderet.
Antal daglige fodringer
Under de fleste forhold er søernes foderoptagelse tilstrækkelig til at sikre et begrænset huldtab i diegivningsperioden. Ved problemer med stort huldtab skal der fokuseres på følgende:
- Antallet af daglige udfodringer i diegivningsperioden: Antal af daglige fodringer i diegivningsperioden kan øges, hvis der er problemer med skuldersår. Ved at gå fra 3 daglige udfodringer til 5-8 udfodringer blev der påvist en statistisk sikker reduktion i forekomsten af skuldersår [9]. Mange daglige udfodringer forudsætter, at foderet kan tildeles præcist ved hver udfodring, derfor anbefales mere end 3-4 daglige udfodring kun i besætninger, hvor der anvendes tørfoder. En undersøgelse med slagtesvin har vist, at ad libitum fodring giver en ringere mavesundhed sammenlignet med 1 eller 2 daglige fodringer (resultater under publicering). Det er ud fra dette sandsynligt, at 5-8 udfodringer giver en ringere mavesundhed sammenlignet med 3 fodringer.
- Besætningens mavesundhed: Ved vurdering af besætningens mavesundhed bør dette ske på baggrund af USK-undersøgelse af ca. 40 maver fra udsatte søer, se også næste afsnit om foderstruktur og mavesundhed.