Fodring af diegivende søer

Den optimale foderstyrke (FEso pr. dag) er, når fodermængden øges i takt med søernes mælkeydelse. Det betyder, at foderstyrken skal være ca. 3,0 FEso pr. dag ved faring stigende til 5-6 FEso pr. dag efter første diegivningsuge. Derefter skal søerne fodres efter tilnærmet ædelyst, men foderstyrken må ikke hæves hurtigere end søerne kan følge med. Målet er, at søerne i gennemsnit optager mindst 180 FEso ved 4 ugers diegivning, og gerne ca. 200 FEso ved 4 ugers diegivning, idet dette vil begrænse soens vægttab i diegivningsperioden. I tabel 1 er angivet vejledende minimumskurve til diegivende søer samt en målsætning for, hvad foderstyrken bør være, hvis soen passer et mellemstort kuld grise. For yderligere uddybning af brugen af disse henvises til håndbogsblad H19 i Farestaldsmanagement.

Tabel 1. Minimumsfoderkurve samt en målsætning for foderoptagelsen pr. dag i diegivningsperioden.

Det er vigtigt at sikre, at de foderkurver, der anvendes også er korrekte, så der skal være styr på alle de parametre, der fremgår af tabel 2.

Tabel 2. Fokuspunkter ved indstilling og tilpasning af foderkurver til diegivende søer.

Justering af foderstyrken hos diegivende søer bør ske dagligt, eller som minimum på alle ugens hverdage. De praktiske rutiner og tips omkring justering af foderstyrken findes i håndbogsblad H21 i Farestaldsmanagement. Som udgangspunkt skal foderjusteringen ske ud fra, hvordan soens krybbe ser ud ca. 30 minutter efter en udfodring, og rent principielt kan krybben efter fodring se ud som på billederne i figur 1. Det er oftest en stor fordel, at det er den samme person, der justerer foderstyrken hos de diegivende søer hver dag.

Figur 1. Eksempel på fire foderkrybber, hvoraf tre kræver en korrektion. Øverst til venstre er krybben slikket ren, og foderstyrken øges.
Øverst til højre er foderkurven passende, og soen følger foderkurven den følgende dag. Nederst til venstre har soen ikk eædt op, og krybben tømmes, og foderstyrken justeres svagt ned. Nederst til højre er soen gået helt i stå, og soen bør kontrolleres for sygdom, foderkrybben tømmes, og foderstyrken justeres kraftigt ned.

Fejl i fodringsstrategierne efter faring afsløres af soen

Soens foderoptagelse skal tilgodese behovet for næringsstoffer til mælkeproduktionen, men det må forventes, at soen taber sig 6-7 pct. af kropsvægten i løbet af diegivningsperioden [2]. Ved problemer med for store vægttab og lav foderoptagelse skal der fokuseres på følgende:

• Søernes huld ved faring (fede søer æder ofte mindre i diegivningsperioden)
• Hvordan og hvor meget foderstyrken ændres fra dag til dag (for store ændringer fra dag til dag kan give problemer)

Et stort huldtab i diegivningsperioden øger risikoen for reproduktionsproblemer i efterfølgende reproduktion i form af flere dage fra fravænning til løbning [3], [4], [5], færre løsnede æg og en ringere fosteroverlevelse [3]. Desuden medfører et stort vægttab, at der i den efterfølgende drægtighed skal bruges supplerende foder på at reetablere soens huld. 

Enkelte søer tager på i diegivningsperioden [2], [6] og så skal følgende overvejes:

• Hvor høj foderstyrke får soen lov til at få, når foderkurven topper
• Når foderstyrken justeres sker det uden hensyntagen til de søer, der måtte ligge med et lille kuld grise

Det er ikke hensigtsmæssigt, at søerne tager på i vægt i diegivningsperioden, fordi store søer kræver ekstra vedligeholdelsesfoder [7].

Diegivningsfoderet bør indeholde de næringsstoffer, som er beskrevet i Normer for Næringsstoffer. I besætninger med vådfodring bør mængden af st. ford. råprotein pr. FEso øges fra 110 g til 115-120 g, hvis det konstateres, at en stor andel af de frie aminosyrer forsvinder ved fermentering i rørstrengene. Det er påvist, at særligt syntetisk lysin og  treonin forsvinder, hvorimod der ikke er et væsentligt tab af methionin og trypfofan, hvilket er uddybet i afsnittet om fermenteret vådfoder.

Tilsætning af aminosyrer ud over normen er kun aktuelt i besætninger, hvor den gennemsnitlige foderoptagelsen er meget lav, hvilket vil sige under 6-6,5 FEso i gennemsnit pr. dag gennem diegivningsperioden. 

Energikoncentrationen i diegivningsfoderet bør være i niveauet 1,05-1,10 FEso pr. kg, idet en undersøgelse med forskellige energikoncentrationer viste, at der ved tilnærmet ad libitum fodring ikke blev fundet væsentlige forskelle i produktiviteten ved anvendelse af diegivningsfoder med 1,15 FEsv pr. kg i forhold til diegivningsfoder med 1,07 FEso pr. kg. Den høje energikoncentration øgede ikke fravænningsvægten, reducerede ikke soens tab af rygspæk eller forbedrede den efterfølgende reproduktion [8]. Erfaringsmæssigt bør mængden af tilsat fedt i diegivningsfoderet ikke overstige 2,5-3,0 pct.; en højere mængde tilsat fedt vil typisk også resultere i, at det anbefalede energiniveau overstiges. Høj energikoncentration i diegivningsfoderet medfører endvidere, at blandingen bliver dyrere, idet der skal tilsættes mere fedt til foderet.

Under de fleste forhold er søernes foderoptagelse tilstrækkelig til at sikre et begrænset huldtab i diegivningsperioden. Ved problemer med stort huldtab skal der fokuseres på følgende:

• Antallet af daglige udfodringer i diegivningsperioden: Antal af daglige fodringer i diegivningsperioden kan øges, hvis der er problemer med skuldersår. Ved at gå fra 3 daglige udfodringer til 5-8 udfodringer blev der påvist en statistisk sikker reduktion i forekomsten af skuldersår [9]. Mange daglige udfodringer forudsætter, at foderet kan tildeles præcist ved hver udfodring, derfor anbefales mere end 3-4 daglige udfodring kun i besætninger, hvor der anvendes tørfoder. En undersøgelse med slagtesvin har vist, at ad libitum fodring giver en ringere mavesundhed sammenlignet med 1 eller 2 daglige fodringer (resultater under publicering). Det er ud fra dette sandsynligt, at 5-8 udfodringer giver en ringere mavesundhed sammenlignet med 3 fodringer.
• Besætningens mavesundhed: Ved vurdering af besætningens mavesundhed bør dette ske på baggrund af USK-undersøgelse af ca. 40 maver fra udsatte søer, se også næste afsnit om foderstruktur og mavesundhed.

Foderstrukturen skal sikre både god udnyttelse af næringsstofferne og samtidig en god mavesundhed. Fint formalet pelleteret foder giver en dårligere mavesundhed end groft formalet melfoder og pelleteret foder med ikke-varmebehandlet korn udenom pillen [10], [11]. Den forringelse af foderudnyttelsen, der sker ved at tilstræbe en mellemgrov formaling, eller ved anvendelse af valset ikke-varmebehandlet korn udenom pillerne, skal ses som en investering i søernes mavesundhed. Få flere informationer om foderstruktur i håndbogsblad H22  i Farestaldsmanagement og i afsnittet om formalingsgrad samt under afsnittet om mavesår. 

Det er foderets struktur udtrykt som fordelingen af partikelstørrelsen i foderet, der er afgørende for mavesundheden, og ikke i nævneværdig grad råvarevalget, som kun i enkelte undersøgelser har haft en effekt på mavesundheden. Anvendelse af 10 pct. roepiller gav i en undersøgelse en forbedring af mavesundheden, idet det gennemsnitlige mavesårsindeks blev reduceret fra 5,4 til 4,7, mens adskillige andre undersøgelser ikke har fundet en effekt af råvarevalget [12], [13].

Akutte dødsfald, blege og strithårede søer, opkastninger lige efter fodring, lav foderoptagelse og efterfølgende store vægttab i farestalden kan være symptomer på, at søerne har mavesår. Det anbefales at få foretaget USK-undersøgelse af mindst 20 slagtesøer for at få indsigt i besætningens mavesundhed, hvis der er mistanke om problemer med mavesår. Husk, at der bør indgå både unge og gamle søer i en USK-undersøgelse, da forekomsten af mavesår stiger med alderen, således at mavesundheden hos søer fra 1. til 3. kuld er bedre end hos søer ældre end 3. kuld (under publicering).

Det er antallet af grise i kuldet, der afgør soens mælkeydelse og dermed kuldets tilvækst [2] [14], [15]. Et forsøg har vist, at kuldtilvæksten steg fra 1,7 kg pr. dag til 2,8 kg pr. dag, når antallet af grise hos soen blev øget fra 6 til 14 stk. Tilvæksten hos den enkelte gris faldt tilsvarende med 81 g pr. dag, da der var flere grise til, at deles om soens mælk [15]. En tommelfingerregel er, at det kræver 4 kg mælk at lave et kg kuldtilvækst [16].

Ud fra en række danske og internationale forsøg er der udviklet en beregningsmodel, som ud fra et givent antal grise hos soen og en gennemsnitlig daglig kuldtilvækst kan forudsige soens mælkeydelse [14]. Ved anvendelse af modellen er kurver for soens mælkeydelse ved et forskelligt antal grise beregnet og illustreret (figur 2). Der er ved både 10, 12 og 14 grise i kuldet taget udgangspunkt i en opnået fravænningsvægt på 7,5 kg ved 28 dage, for at illustrere, hvor meget ekstra mælk, der kræves for at opnå samme fravænningsvægt.

Erfaringer fra praksis viser, at antallet af skuldersår varierer fra besætning til besætning, og at mange besætninger kun har en lille eller sporadisk forekomst af skuldersår. Oftest er problemerne med skuldersår størst i sommerhalvåret.

Skuldersår kræver en hurtig indsats for ikke at udvikle sig til større og mere alvorlige sår. Skuldersår er inddelt i tre kategorier:

1. Ingen eller små skuldersår: Ingen hudforandringer eller hudforandringer og sår, der på det bredeste sted måler mindre end 2 cm.
2. Lette skuldersår: Et tilnærmelsesvist rundt sår med veldefinerede kanter, der på det bredeste sted måler mindst 2 cm, men som ikke er et svært skuldersår.
3. Svære skuldersår: Et tilnærmelsesvist rundt sår med veldefinerede kanter, der på det bredeste sted måler mindst 5 cm, og er omgivet af en fortykket rand.

Indsatsområder og handlingsplaner er grundigt beskrevet under Sygdom og behandling i afsnittet om skuldersår samt i håndbogsblad H25 i Farestaldsmanagement.

Følgende forhold kan påvirke søernes foderoptagelse i diegivningsperioden, og som man derfor skal være opmærksom på når der sættes fokus på foderforbruget og sammenhængen med produktiviteten:

• Huld: Fede søer æder typisk mindre end søer i normalt huld.
• Alder: Unge søer skal bruge ekstra foder til deres udvikling, mens store søer kræver ekstra foder til vedligehold.
• Fodersammensætning: Foderets smag eller et væsentligt skift i råvarevalget i forhold til drægtighedsfoderet kan reducere den daglige foderoptagelse.
• Afblanding: Ved problemer med afblanding kan sammensætningen af det foder, som tilbydes den enkelte so, variere betydeligt. Variationerne findes primært i indhold af mineraler og protein [17], og flere oplysninger omkring af blanding findes her i afsnittet om afblanding og i håndbogsblad H11 i Manual om Hjemmeblanding.  
• Fodringsteknik: Foderoptagelsen øges, når flere søer deler samme vådfoderkrybbe [18]. Men dette anbefales ikke af managementmæssige årsager.
• Foderets energikoncentration: Foderoptagelsen kan øges ved anvendelse af foder med høj energikoncentration [8], men de overordnede resultater skal ikke forventes forbedret.
• Vandforsyning: Mangelfuld vandforsyning kan reducere soens foderoptagelse. Det kan forventes, at en diegivende so har behov for 4-8 l vand pr. kg foder de optager, og ved en vandoptagelse på under 25 l pr. dag kan soens ydelse forventes at falde [19]. Find yderligere information omkring vandforsyning til diegivende søer i håndbogsblad H1 i Farestaldsmanagement.
• Staldtemperatur: Den bedste temperatur for soen er 17-18°C. Søers foderoptagelse falder, når staldtemperaturen øges, og der fører til øget vægttab og tab af rygspæk hos soen [20]. I begyndelsen af diegivningsperioden anbefales en højere staldtemperatur for at tilgodese de nyfødte grise. Læs mere om temperaturanbefalinger i håndbogsblad H3 i Farestaldsmanagement.
• Mavesundhed: En høj frekvens af alvorlige maveforandringer påvirker foderoptagelsen negativt, og forslag til hvordan foderstrukturen i diegivningsfoderet kontrolleres og vurderes findes i håndbogsblad H3 i Farestaldsmanagement, i håndbogsblad H7 i Manual om Hjemmeblandermanagement samt under afsnittet om mavesår.

Efterfølgende reproduktion påvirkes af foderoptagelsen i diegivningsperioden

Flere undersøgelser viser, at lav foderoptagelse eller et stort huldtab i diegivningsperioden påvirker den efterfølgende reproduktion negativt [3], [4], [5]. Konsekvensen af utilstrækkelig foderoptagelse i diegivningsperioden blev undersøgt i et mindre forsøg, hvor der indgik tre grupper á 8-9 søer [3]. I gruppe 1 blev søerne fodret efter ædelyst, mens søerne i gruppe 2 blev fodret restriktivt fra dag 22-28 efter faring (ca. 50 pct. mindre foder i forhold til gruppe 1), og i gruppe 3 blev søerne fodret restriktivt fra dag 0-21 efter faring (ca. 50 pct. mindre foder i forhold til gruppe 1). Resultaterne fra forsøget fremgår af tabel 3.

Tabel 3. Betydningen af foderrestriktioner tidligt og sent i diegivnignsperioden for huldtab, brunst, antal løsnede æg samt den tidlige fosteroverlevelse [3].

Resultaterne i tabel 3 viser, at foderrestriktioner i diegivningsperioden påvirker søernes efterfølgende reproduktion markant. Antallet af løsnede æg reduceres med 22 pct., og overlevelsen af embryonerne reduceres med 25 pct., hvis søerne tildeles 50 pct. mindre foder i sidste uge før fravænning. I denne periode er modningen af de æg, der skal løsnes i den kommende brunst, i fuld gang, og det er både antallet og kvaliteten, der tager skade af for lav foderstyrke. Ved for lav foderstyrke de første 3 uger af diegivningsperioden blev antallet af løsnede æg reduceret kraftigt, mens kvaliteten af de løsnede æg, indikeret ved den embryonale overlevelse, ikke blev reduceret.

Søer skal fodres tilnærmet ad libitum (jf. foderkurverne i tabel 1) med 3-4 daglige udfodringer, for at sikre det optimale antal løsnede æg efter fravænning, samt sikre kvaliteten af de løsnede æg, så den efterfølgende kuldstørrelse maksimeres. Omvendt skal det sikres, at søer ikke overfodres, så de tager vægt på i diegivningsperioden. Det kræver fokus i det daglige at fodre søerne korrekt; søer, der passer små kuld har ikke samme høje foderbehov som søer, der passer et stort kuld grise.

Valget af tør- eller vådfodring sker oftest ud fra tidligere erfaringer.

En samlet vurdering af fremtidens produktionssystemer pegede på tørfodring som den foretrukne fodertype til søer [21]. Årsagen er primært, at opbygningen er simpel, hvilket giver stor produktionssikkerhed, desuden er det forholdsvist nemt at håndtere flere foderblandinger til søer. Den største ulempe ved tørfodring er, at volumenkasserne skal justeres manuelt, og at det ikke er muligt at anvende automatiske foderkurver, som ved vådfodring. Fodringspræcisionen vurderes endvidere at være bedre, når der anvendes tørfodring. I fremtiden forventes, at der udvikles løsninger som kan udfodre tørfodring efter indstillede kurver til søer.