Ondartet lungesyge er en smitsom form for lungebetændelse, der skyldes bakterien Actinobacillus pleuropneumoniae (Ap). Bakterien er stort set udbredt til alle områder med produktion af grise og kan angribe alle aldersgrupper af grise. De almindeligste serotyper i Danmark er serotype 2, 6 og 12. Ap serotyperne 1-10 og 12 er omfattet af SPF-systemet.
I kronisk smittede besætninger ses der almindeligvis kun sygdom i aldersgruppen fra ca. 25 kg og indtil slagtevægt, da yngre grise er modstandsdygtige (immune) overfor sygdommen pga. beskyttelse via råmælksantistoffer.
Ved ondartet lungesyge kan der ske omfattende skader på lungefunktionen, idet det angrebne lungevæv dør. Det ødelagte lungevæv indkapsles, og organismen forsøger herefter at udskille og genopbygge det pågældende område. Betændelsen omfatter også lungehinden, hvilket bevirker, at lungerne fastloddes til ribbensiden i brysthulen. Denne sammenlodning mellem lunger og lungehinder betegnes som brysthindear.
Ved forandring af større områder i lungerne kan dyret dø i løbet af få timer. Overlever dyret den akutte fase, vil den efterfølgende nedsættelse af lungefunktionen og processen med udskillelse og opbygning kunne bevirke en reduceret tilvækst eller egentlig utrivelighed.
Grise med ondartet lungesyge skal behandles hurtigst muligt
Da ondartet lungesyge er forbundet med vejrtrækningsbesvær og smerte fra lungehinden skal syge grise behandles hurtigst muligt. Hvis grisene er stærkt påvirkede, skal de anbringes i en sygesti med andre lige så påvirkede grise.
Hvis behandling og eventuelt skift af præparat ikke medfører daglig bedring og total helbredelse inden for 1 uge, vil grisen udvikle en kronisk betændelsestilstand i lungerne og blive bleg og utrivelig. For at undgå dette skal grisen aflives, når den efter en uge har vist sig uhelbredelig.
Symptomer på ondartet lungesyge
Ondartet lungesyge kan have et akut eller kronisk forløb.
Akut forløb
Sygdommen starter med en lettere hosten og nedstemthed. Legemstemperaturen kan stige til mellem 40 og 42 °C. Ved udbredte angreb på lungerne kan der indenfor få timer udvikles en alvorlig tilstand med åndenød, blåfarvning (cyanose) af ører, tryne og ekstremiteter.
I den akutte fase er hurtig behandling nødvendig for at forhindre dødsfald. En hurtig spredning af smitten med flere syge dyr i samme tidsrum er tillige kendetegnende for infektionen.
Kronisk forløb
I kronisk smittede besætninger forekommer større udbrud oftest kun ved generel svækkelse af dyrene. Nedsættelse af resistensen mod sygdommen kan f.eks. opstå i forbindelse med:
- Infektion med forskellige virus i luftvejene fx svineinfluenza, PRRS, PCV2 el. andre
- Overbelægning i stalden
- Svigt i ventilationen
- Brug af dårligt foder.
Ny introduktion
Ved nyintroduktion af smitten i en besætning kan der ses en hurtig spredning blandt dyrene, og et efterfølgende alvorligt akut forløb som beskrevet ovenfor. Der kan dog også forekomme tilfælde, hvor der næsten ikke observeres sygdom i forbindelse med overførsel af infektionen. Dette forhold gør, at kontrollen med sygdommen kan være vanskelig i ny-smittede besætninger.
Forebyggelse og håndtering og af ondartet lungesyge i besætningen
Forebyggelse af udbrud af sygdommen i kronisk smittede besætninger kan ske ved at optimere forhold omkring:
- Indretning
- Miljø
- Drift
- Øvrige management.
Til brug for forebyggelse er der udviklet flere forskellige vacciner overfor ondartet lungesyge. For at opnå en effektiv beskyttelse anbefales det, at vaccinere hvert dyr 2 gange med 3-4 ugers mellemrum. Der kan tidligst vaccineres ved 5-6 ugers alderen.
Under udbrud er det vigtigt, at der tidligst muligt startes med behandling med et egnet antibiotikum i samråd med besætningsdyrlægen. Actinobacillus pleuropneumoniae er normalt følsom for ampicillin, penicillin og tiamulin. Men det er vigtigt, at følsomheden i den enkelte besætning kontrolleres ved en bakteriologisk undersøgelse og efterfølgende resistensbestemmelse.
I den akutte fase er det nødvendigt at anvende injektion af det valgte antibiotika, og evt. vælge at injektionsbehandle samtlige dyr i det pågældende afsnit. Tilsætning af antibiotika til foder eller drikkevand kan anvendes som opfølgende behandling.
Brug karantænerum til indkøbte polte
En effektiv måde at reducere risikoen for at bringe Ap-smitte ind i sin besætning er ved at indsætte alle indkøbte polte via karantænerum.