REKTALPROLAPS

Rektalprolapser er nemme at udpege.

Omkring grisens endetarmsåbning ses en udkrænget slimhinde og eventuelt muskelvæv. Udseendet afhænger både af rektalprolapsens alder, og hvor alvorlig den er. Vurderingen af alder og alvorlighed gør sig især gældende i forhold til grisens mulighed for helbredelse. Den friske prolaps har en glat og skinnende slimhinde uden tegn på skader og blødning.

Ringmusklens lukning omkring slimhinden giver forholdsvis hurtigt anledning til væskeophobning i det udkrængede væv. Dette fordi der opstår et øget tryk i blodkarrene i det udkrængede væv, og dermed presses væsken fra blodkarrene ud i rektalprolapsen og får denne til at vokse. I det tilfælde vil prolapsen have en mørkere farve og større hævelse.

Ringmuskulaturen bevirker, at en spontan tilbagetrækning af slimhinden er sjælden, hvilken kun kan ske umiddelbart efter hændelsen inden den store væskeophobning.

Skader på prolapsen som følge af stifællers bid eller skade fra stibund og inventar vil resultere i blødninger på selve vævet eller i denne region og ned af bagbenene. Dette forværrer muligheden for tilbagetrækning af prolapsen og dermed helbredelse. Som følge af blod- og væskeophobning og eventuel infektion med bakterier vil det udskudte væv dø hen, blive mørkt og tørt for til sidst at falde af [5].

Hos søer er det muligt at observere prolaps af børen alene eller samtidig med rektalprolaps. Den har samme udvikling og kræver behandling.

Hvis der ses en øget andel af rektalprolapser i besætninger, og det altså ikke kun optræder som enkeltstående tilfælde, skal man overveje at finde frem til et fodrings- eller managementproblem, som er skyld i dette – eventuelt i samarbejde med besætningsdyrlægen.

Grise med rektalprolaps bør i henhold til udtalelse fra det Veterinære Sundhedsråd isoleres i en aflastnings- eller sygesti.

Rektalprolaps optræder både hos smågrise, slagtesvin og søer. Der er mest hyppigt tale om enkelttilfælde i danske svinebesætninger, og derfor volder de almindeligvis ikke det store tab for landmanden. Alligevel er det en velkendt forandring hos grise grundet det karakteristiske udseende på bagdelen af grisen.

Man kender ikke til den direkte og/eller udslagsgivende årsag til rektalprolaps. Der kan dog være flere faktorer, som spiller ind. Der findes imidlertid mange rygter om årsager til rektalprolaps, og kun få er påviste, så det er muligt at sige med sikkerhed, at de giver anledning til dannelse af rektalprolaps. Den lave forekomst af rektalprolaps ude i besætningerne gør det samtidig svært at finde de direkte årsager. Men dårligt foder eller dårlig foderhygiejne er en almindelig faktor, som medvirker til rektalprolaps.

Endetarmen holdes fast to steder inde i grisen: forrest fastholdes den af en fold af bug-hinden, og bagerst fastholdes den af diffust væv i tilknytning til muskler og muskelhinder. Hvis trykket i bughulen bliver så højt, at disse to holdepunkter ikke længere er stærke nok, sker denne her karakteristiske udskydning af endetarmen [4].

Videnskabeligt påviste risikofaktorer for rektalprolaps:

• Mykotoksinet Zearalenone
• Lav fødselsvægt
• For højt lysinindhold i foder (+20 %)
• Enormt højt calciumindhold i foder

Begrundede formodninger som risikofaktorer til udvikling af rektalprolaps:

• Galte
• Manglende eller utilstrækkelig vandforsyning
• Sammenklumpning som følge af kulde
• Kort halekupering
• Infektioner omkring endetarmen og diarré
• Antibiotika: tylosin, lincomycin og florfenikol
• Hoste eller nys

Mykotoksinet Zearalenone, som udskilles af svampen Fusarium (Gibberella zeae), kan føre til svækkelse af de to nævnte væv omkring endetarmen. Dermed øger toksinet risikoen for, at endetarmen bliver skudt ud.

I besætningen er det muligt at se tegn på toksinforgiftning ved koncentrationer i foderet ned til 0,36-0,67 mg/kg foder. Derfor er grænseværdien i foder 0,25 mg toksin/kg foder til søer og slagtesvin og 0,1 mg toksin/kg foder ved smågrise og gylte.

Sommetider er der tegn på zearalenone-forgiftning hos søer, ved at so-pattegrise i farestalden har røde og hævede vulvaer. Toksinet zearalenone dannes enten ved opbevaring af vådt korn eller i afgrøden inden høst ved høje luftfugtigheder [6].

Grise med en lav fødselsvægt (<1000 gram) kan formentlig også have nogle svage væv omkring endetarmen. Det gør, at de har større risiko for at udvikle rektalprolaps senere i livet [7]. Man formoder ligeledes, at infektioner i og omkring endetarmen, diarré samt kort halekupering kan være en disponerende faktor til dannelse af rektalprolaps [2]. Ingen af disse omstændigheder er dog direkte påviste.   

En udenlandsk afprøvning fra 1995 kunne bevise en sammenhæng imellem lysinniveauer på +20 % over normen og udviklingen af rektalprolaps [10]. Lysinniveauer med et så højt spænd over normen er særdeles ualmindelige og ikke mindst ufavorable for produktionsøkonomien. Derfor skal man først forsøge at afdække problemet ad andre veje. I sjældne tilfælde med fejl på foderblanding- og doseringsudstyr kan lysin dog være skyld i rektalprolaps.

Enormt høje calcium-niveauer i foderblandingen har også vist sig at kunne være årsag til rektalprolaps [5]. Det vil give anledning til kalkaflejringer i urinrøret hos hangrise, og i værste tilfælde vil dette sprænges og øge trykket i bughulen. Handyr er imidlertid særligt udsatte for disse urinstensdannelser i urinrøret, fordi urinrøret slår et knæk på vejen fra blæren og ned i udmundingen under bugen og ikke bare går direkte bagud som på sogrisene. Et andet studie observerede ligeledes lidt flere galte end sogrise, som udviklede rektalprolaps [7].

Hvis grise får forstoppelse, for eksempel som følge af manglende eller utilstrækkelig vandforsyning, er dette også fremlagt som en mulig årsag til visse rektalprolapsdannelser [2]. 

I tre studier nævner forskerne bag, at der ofte ses en øget frekvens af prolapser i de kolde-re måneder af året [2, 7, 8]. Det er dog svært at forklare, hvorfor koldere udetemperaturer skulle give anledning til rektalprolaps, eftersom indeklimaet i stalden gerne skulle være konstant. Det er dog muligt, at der ved vejrskift og uopmærksomhed fra staldpersonalet bliver koldere temperaturer i staldene og dermed får grisene til at ligge tættere sammen. Når grisene ligger op ad eller ovenpå hinanden, øges presset i bughulen på de nederste grise, hvilket kan resultere i en rektalprolaps.   

Når en gris hoster, rager endetarmsslimhinden sommetider ud, hvorfor det virker sandsynligt at hoste i særlige tilfælde kan være årsag til rektalprolaps. Man har forsøgt at påvise denne sammenhæng imellem hoste og grise med rektalprolaps, men det er ikke lykkedes [7].

Endeligt er det foreslået, at bivirkningerne (væske omkring endetarmen) fra visse typer af antibiotikabehandlinger kan føre til rektalprolaps [9]. Det er særligt tylosin og lincomycin samt eventuelt florfenicol, som man skal være opmærksom på i denne sammenhæng. Der er ikke påvist en direkte sammenhæng imellem væske omkring endetarmen og rektalprolaps. Det er dog muligt at forestille sig, at presset på de her to fikseringssteder øges i forbindelse med væske omkring endetarmen, og som beskrevet tidligere, kan dette tænkes at give anledning til rektale prolapser.

Hvis du skal forebygge rektalprolapser hos dine grise, anbefaler SEGES-notatet fra 11/1992 [1], at du først og fremmest har en vis mængde struktur i din foderblanding. Herunder bør grisene tildeles rette mængder af snittet halm. Hvis besætningen har et vådfoderanlæg, skal du være særlig opmærksom på at renholde både blande- og valletanken.

Som følge af de fremlagte risikofaktorer og mulige årsagssammenhæng er det først og fremmest vigtigt at sikre en korrekt opbevaring af kornet.

Det er desuden vigtigt altid at sikre sig, at grisene har en tilstrækkelig vandforsyning, og at der i overgangsperioden til de koldere måneder bliver korrigeret på ventilationen, så der opretholdes en optimal temperatur i stalden – dog uden at kompromittere minimumsventilationen.