PORCINT CIRCOVIRUS/PCV2 og PCV3

Symptomerne på PCV2 er forskellige fra besætning til besætning og fra gris til gris. I nogle besætninger giver PCV2 store problemer og i andre besætninger slet ingen problemer. Dog vil et højt niveau af virus altid være forbundet med kliniske og/eller produktionsmæssige problemer.

PCV2 påvirker grisenes immunforsvar, og derfor er symptomerne i nogen grad afhængige af besætningens øvrige sygdomme, som kommer tydeligere til udtryk, når grisene er smittet med PCV2 – PCV2 forstærke således de sygdomme som allerede er i besætningen. 

PCV2 smitter hurtigt mellem grisene, og en amerikansk undersøgelse fra 2024 viser, at PCV2’s kontakttal (Ro) ligger på 5,9, hvilket betyder, at en smittet gris vil smitte 5-6 andre grise med sygdommen i den fuld modtagelige besætning (9). Det er således også meget vanskeligt, måske nærmest umuligt, at sanere en besætning for PCV2.

PCV2 er den primære eller medvirkende faktor i flere sygdomskomplekser som er karakteriseret med forskellige symptomer, fx:

• Postweaning multisystemic wasting syndrome (PMWS)
  •  Smågrise, ofte i alderen 5-14 uger
    • Utrivelighed og langt strittende hårlag 
    • Vægttab 
    • Nedsat tilvækst
    • Forhøjet dødelighed (op til 30 %)
    • Uens grise
    • Eventuelt gulsot
    • Eventuelt symptomer på luftvejsinfektion og tarmbetændelse

• Reproduktionsforstyrrelser (symptomer afhænger af, hvornår soen bliver inficeret):
  • Søer/gylte
    • Øget antal sten (mummificerede) fostre og ikke levedygtige grise
    • Flere omløbere
    • Færre levendefødte grise

• Porcin circovirus disease complex (PCVD)
  • Ses i kombination med andre virus/bakterie
  • Ældste klimagrise/slagtesvin
    •  Nedsat tilvækst og øget foderforbrug

• Porcine dermatitis and nefropathy syndrome (PDNS)
  • Grise i alle aldersgrupper
  • Hudbetændelse med blødninger i huden (små mørkerøde pletter i varierende størrelse fra 1 til 5 krone-mønter) på især bryst bug og ben
  • Nedstemthed
  • Nedsat foderoptag
  • Dødelighed op til 50-100 %
  • Grise med hudforandringer, som man ser med PDNS, må ikke leveres til slagteriet. Sådanne grise vil udløse mistanke om svinepest, og slagteriet vil blive nødt til at lukke, indtil mistanken er afkræftet

Alle besætningstyper er sandsynligvis smittet med PCV2, uafhængig af sundhedsstatus. Hvis en høj forekomst af PCV2-virus er sammenfaldende med kliniske symptomer/dårlig produktivitet, kan man påbegynde en vaccination mod PCV2. Der er flere effektive vacciner, både til grise og søer, på det danske marked. 

For at opnå den fulde effekt af en grise-vaccination er det vigtigt, at grisene vaccineres inden de bliver smittet med PCV2, dvs. at der ikke må kunne påvises virus i grisene blod eller spyt på vaccinationstidspunktet samt 3-4 uger senere. Dette kan afklares ved enten blod- eller spytprøver. 

For at minimere risikoen for smittegang med PCV2 i soholdet er det en udbredt procedure, at poltene, udover at blive vaccineret ved fravænning, også vaccineres to gange i karantænestalden inden løbning.

Som det gælder for mange andre infektioner, er det ofte de unge, nyindkøbte dyr, der er store smittespredere, så det betaler sig, at disse er godt beskyttet. 

PCV er et virus, og kan derfor ikke behandles med antibiotika. Men da PCV2 nedsætter grisens eget immunforsvar, kan der være en positiv effekt af at behandle med antibiotika mod andre sygdomme, fx almindelig eller ondartet lungesyge, som optræder samtidig med virusset.

Da PCV2 baner vejen for andre infektioner, er det vigtigt også at forebygge mod besætningens øvrige sygdomme, specielt luftvejsinfektioner som fx mykoplasma, ondartet lungesyge og PRRS, gennem smittebeskyttelse og vaccinationsprogrammer.

Vaccinationsprogrammer skal tilrettelægges, så grisene belastes mindst muligt omkring fravænning, og i øvrigt tilpasses de specifikke behov i hver besætning.

Som det fremgår af beskrivelsen af de kliniske symptomer, er de ikke særlig karakteristiske og det vil næsten altid være nødvendigt at supplere med yderligere laboratorieundersøgelser for at fastslå diagnosen.

Der kan måles for PCV2-virus i blod- (serum), spyt- (rebtest) og i gødningsprøver. 

En hyppig anvendt metode til at klarlægge om PCV2 spiller en rolle i besætningen er ved at undersøge blodprøver for PCV2 virus vha. PCR. Hvis der påvises PCV2-virus i mængder på >5-7 log10/ml serum i samme aldersgruppe, hvori der ses uspecifikke kliniske symptomer, anser man generelt PCV2 for at være årsag til problemerne. Niveauerne af virus i gødning og spyt er ikke lige så præcise som i blod, og findes der virus i disse prøver, bør der følges op med blodprøver [6].

Lymfeknuder, organer fra grise med uspecifikke kliniske symptomer og hjerte fra aborterede fostre kan også udtages og undersøges for indhold af PCV2-virus.

Porcin Circovirus er et lille enkeltstreget DNA-virus, som foreløbigt er fundet i tre typer: PCV1, PCV2 og PCV3.

PCV1 blev første gang identificeret i 1974, og giver ikke umiddelbart anledning til sygdom blandt grise.

PCV2 er mest kendt for at være involveret i PMWS. Men i dag ses PCV2 oftere at være forbundet med nogle mere uspecifikke symptomer. Det man samlet betegner Porcin circovirus disease (PCVD) komplekset.  

PCV2 har vist sig at være hurtig til at ændre sit DNA (mutation), så der fremkommer ofte nye varianter af virus, som defineres som nye genotyper af PCV2. Igennem tiden har der været påvist flere forskellige genotyper. De vigtigste genotyper er PCV2a, som var den almindelige genotype i årerne før PMWS-”epidemien” og PCV2b, som blev påvist første gang i den periode, hvor de første PMWS-tilfælde blev konstateret.

I de senere år er PCV2d blevet den mest almindelige genotype i Kina, USA og Europa. I Danmark har der siden 2017 været påvist både PCV2b og PCV2d, de senere år har PCV2d været den dominerende. PCV2d har i nogle studier været mistænkt for at give flere kliniske symptomer end de andre PCV2-genotyper [3].

Porcint circovirus type 3 (PCV3) er blevet fundet hos grise i flere lande, herunder Danmark.

Der er stadig meget, vi ikke ved om PCV3, men foreløbige undersøgelser tyder på, at det kan være forbundet med forskellige sygdomme hos grise, såsom reproduktionsforstyrrelser og hudforandringer (PDNS).

Dog er der endnu ikke klare beviser for, at PCV3 direkte forårsager alvorlige sygdomme hos grise. I nogle undersøgelser er PCV3 blevet fundet i både syge og raske grise, hvilket gør det svært at fastslå dets præcise rolle. 

De eksisterende PCV2 vacciner beskytter formodentligt slet ikke mod PCV3, og der findes ingen metoder til behandling af smittede dyr. Smittevejene er ukendte, men virus er meget stabilt i miljøet. 

Ved obduktion kan der ses forandringer i forskellige organer, men der vil ofte være uspecifikke tegn på infektion ved obduktion.

Et hyppigt tegn er, at lungerne ikke falder sammen, når de tages ud, dette kan dog også ses ved andre virusinfektioner, fx influenza og PRRS.

Lymfeknuderne er generelt forstørrede, og leveren kan være lys. Der kan af og til ses hvide eller røde pletter på nyrerne.

Mikroskopi af væv fra syge grise viser forskellige forandringer, blandt andet ses der hyppigt (interstitiel) lungebetændelse og udtynding af lymfocytter i lymfeknuderne.

I de forandrede organer ses ofte kæmpeceller med flere kerner samt nogle specielle legemer i cellerne (basofile inklusionslegemer).

Hvis grisene har kliniske symptomer på samme tidspunkt, som der isoleres høj forekomst af PCV2-virus, må det formodes, at grisens velfærd er nedsat.

Syge grise eller grise, der ikke kommer til fodertruget eller er tydeligt nedstemte, skal placeres i en sygesti, og i tilfælde hvor der udvikles kronisk syge og utrivelige grise, skal disse aflives rettidigt, da de aldrig vil komme sig.

PDNS må formodes at påføre grisene en vis grad af smerte, da visse dele af huden dør på grund af ophørt blodtilførsel. Grisene påføres desuden en væsentlig grad af ubehag.

Grisen kan have problemer med at klare konkurrencen ved fodertruget. Nogle grise vil endvidere være udsat for overfald fra stifæller.
Bærer grisene præg af at være overfaldet skal de straks flyttes til sygesti.

Den økonomiske betydning af Porcint Circovirus kan være betydelig for den enkelte svineproducent, idet produktiviteten kan være nedsat.

Hvor meget svinger dog fra besætning til besætning, da andre faktorer såsom management, smittebeskyttelse og andre sygdomme også har indflydelse på, hvor stort det økonomiske tab bliver.

Større tab kan opstå, hvis besætninger eller slagterier må lukke på grund af mistanke om svinepest. Mistanken opstår, når der observeres grise med PDNS, da blødninger i huden også kan være et symptom på svinepest.