Lidelsen kan forebygges ved at sikre en god vandforsyning og ved brug af KS.
Ved klinisk sygdom behandles med antibiotika i flere dage og der gives gerne smertestillende.
Da der kan være tale om infektion med såvel Actinobaculum suis (gram-positive bakterier) som med coli-lignende bakterier (gram-negative bakterier), bør der laves en dyrkning af urinen for at typebestemme bakterien. Derudover anbefales det at udføre en resistensbestemmelse. Det er vigtigt at følge dyrlægens anvisninger for behandlingslængde, da bakterien kan være tilstede, selv om symptomerne forsvinder. Det er forsøgt at forebygge infektion hos søerne ved at behandle ornerne med antibiotika. Det ses dog, at ornerne hurtigt smittes igen [5].
I og med at ornerne i besætningen sjældent løber søer i dag, vil behandling med antibiotika dog også kun i ganske få besætninger være relevant og selv her ligger den væsentlige forebyggelse i hygiejne og tilstrækkelig vandtildeling til søerne.
Får søerne nok vand, vil det være med til at forhindre bakterien i at trænge op i urinvejene, da de vil blive udtyndet og skyllet ud.
Her tyder franske undersøgelser på, at soen skal optage mindst 14 liter vand dagligt for at holde smittepresset lavt. Diegivende søer har et endnu større behov for vand [4].