Nyrebækkenbetændelse hos grise

Nyrebækkenbetændelse hos søer kan i princippet skyldes de samme bakterier som de, der forårsager blærebetændelse. Bakterien Actinobaculum suis (A. suis) har været den hyppigste og mest alvorlige årsag til lidelsen, men også andre bakterier fra soens nærmiljø kan være ansvarlige.

I dag er det sjældent, at A. suis findes ved urinvejsinfektioner, da det er en bakterie, der lever på ornens forhud. Den smitter derfor kun, hvis soen og ornen har kontakt ved bedækning [1]. Sæd fra KS-orner er behandlet mod A. Suis og findes derfor ikke i KS-sæden.

Nyrebækkenbetændelse fører til manglende opkoncentrering af urinen, hvilket medfører væsketab og dehydrering. Når en stor del af nyrerne er ødelagt, ophører udskillelsen af affaldsstoffer. Det drejer sig især om urinstof. Affaldsstofferne forgifter soen med døden til følge. Omfattende skader på nyrevævet kan ligeledes medføre forblødning [1].

Nyrebækken-betændelse kan forveksles med andre lidelser i urinvejene eller børbetændelse.

Symptomer på nyrebækkenbetændelse hos søer

Den smittede so eller gylt vil ofte være uden specifikke symptomer, men er infektionen mere alvorlig, kan der ses blodig og/eller pustilblandet urin. Besværet og hyppig urinering kan også observeres.

Det smittede dyr vil eventuelt udvise manglende ædelyst og afmagring, men vil ofte være uden feber.

Ved infektion med A. suis, eller hvis soen i forvejen er svækket af anden sygdom, kan det medføre pludselig dødsfald.

Forebyggelse og behandling af nyrebækkenbetændelse

Lidelsen kan forebygges ved at sikre en god vandforsyning og ved at sikre god hygiejne ved brug af KS.

Ved klinisk sygdom behandles med antibiotika i flere dage, og der bør gives smertestillende lægemidler, hvis soens almenbefindende er påvirket. Hvis soen er påvirket af infektionen, skal den flyttes til sygesti, indtil symptomerne er væk. Alvorlig nyrebækkenbetændelse giver store skader i organerne, så det må forventes, at dyrene har smerter i forbindelse med infektionen. Hvis nyreskaderne er så omfattende, at soen ikke bedres efter nogle uger, bør slagtning eller aflivning foretages.

Da der kan være tale om infektion med såvel Actinobaculum suis (gram-positive bakterier) som med coli-lignende bakterier (gram-negative bakterier), bør der laves en dyrkning af urinen for at fastslå en bakteriel årsag. Derudover anbefales det at udføre en resistensbestemmelse. Det er vigtigt at følge dyrlægens anvisninger for behandlingslængde, da bakterien kan være tilstede, selv om symptomerne forsvinder. Det er forsøgt at forebygge infektion hos søerne ved at behandle ornerne med antibiotika. Det ses dog, at ornerne hurtigt smittes igen [5].

I og med at ornerne i besætningen sjældent løber søer i dag, vil behandling med antibiotika dog også kun i ganske få besætninger være relevant, og selv her ligger den væsentlige forebyggelse i hygiejne og tilstrækkelig vandtildeling til søerne.

Får søerne nok vand, vil det være med til at forhindre bakterien i at trænge op i urinvejene, da de vil blive udtyndet og skyllet ud. Her tyder franske undersøgelser på, at soen skal optage mindst 14 liter vand dagligt for at holde smittepresset lavt. Diegivende søer har et endnu større behov for vand [4].

Hvad viser en obduktion?

Ved obduktion af grisen kan man se, at nyremarven er ødelagt, når nyren skæres igennem.

Ved akutte tilfælde kan der ses pus eller blod i nyrerne, urinvejene er fortykkede, og urinblæren er ofte fortykket. Er tilstanden kronisk, vil man kunne se og mærke bindevæv i områder, hvor der tidligere har været en infektion.

Hos søer, der er døde af nyrebækkenbetændelse, vil der være et indhold af urinstof på mere end 140 mg urinstof-kvælstof pr. liter i øjenkammervæsken [5].

Referencer