Halebid og øresutning

Øresutning ses hos tidligt fravænnede grise, der har stor trang til at die, sutte og massere. Grisene får afløb for dette behov ved at sutte på stifællers ører. Denne adfærd kan senere føre til trynepufning, som har stereotyp karakter, dvs. gentages igen og igen uden nogen egentlig funktion [1].

Adfærden kan ses umiddelbart efter fravænning og kan fortsætte samt forstærkes i den efterfølgende periode. Grisene puffer og sutter på hinandens ører, navle og bug, som medfører rødmen og evt. sår på grisenes krop

Adfærden skyldes primært en høj motivation til at die og forekommer hyppigere desto lavere fravænningsalderen er. Frekvensen af øre-/navlesutning og trynepufning er især høj i ensformige, stimulusfattige omgivelser, hvor der er konkurrence om foderet [2] [3].

Sult som følge af forkert sammensat foder, manglende ædepladser eller evne til at optage tilstrækkeligt føde kan også være udløsende faktorer [7].

Det samlede belastningsniveau har betydning for adfærdens intensitet og varighed. Både sutten og puffen kan blive udført med sådan ihærdighed, at der opstår åbne sår. Disse sår kan resultere i yderligere gnaven og biden, hvilket f.eks. kan resultere i at dele af ører bides af [1].

Håndtering

Problemet med øresutning løses først og fremmest ved at mindske belastende faktorer i miljøet, herunder specielt foderskift. I en overgangsperiode lige efter fravænning kan det således være en fordel at tildele mælkeerstatning eller opblødt foder i de første én til to uger efter fravænning. Desuden bør det undersøges, om der er nok ædepladser. Grisene kan forsynes med ekstra ædepladser ved hjælp af flytbare trug, således at alle grise kan æde på en gang [6].

Tildeling af beskæftigelses- og rodemateriale kan medvirke til at tilfredsstille undersøgelsestrang og motivation for at søge efter føde og dermed nedsætte frekvensen [7].

Halebid ses hos smågrise og slagtesvin og er kendetegnet ved, at en eller flere grise i en flok har blodige halespidser.

Halebid er et tegn på, at grisene er stressede som følge af en frustration, som ofte er længerevarende. Frustrationen opstår oftest som følge af fejl i nærmiljøet [2] [3] [7] [8] [9].

Udbrud af halebid ses, når summen af fejl i nærmiljøet overskrider et vist niveau. Ofte vil der være mere end én årsag til, at halebid opstår. Eksempler på fejl i nærmiljøet er manglende beskæftigelsesmateriale, træk, overbelægning og/eller fodringsfejl. Det er også muligt, at andre sygdomsproblemer blandt grisene kan medvirke til, at forekomsten af halebid øges.
Halebid erkendes ofte først, når halerne er bidt til blods. Det er dog muligt at erkende problemet før. I tiden før halebidsudbrud vil det ofte ses, at grisene ændrer adfærd. Der kan ses ændringer i det normale aktivitetsmønster (grisene er mere aktive) og grisens halepositur (grisen putter halen).

I ugen før et udbrud af halebid, vil der ofte være haler, som er suttede rene, og haler som er røde på grund af irritation af huden. Halebid kan udvikle sig fra overfladiske rifter og hudafskrabninger til alvorlige halebid, som inddrager hud og underliggende sener og knogler.

Lugten og smagen af blod fra en hale tiltrækker andre grise. Derfor kan udviklingen fra mindre halebid til alvorlige halebid ske hurtigt. Desuden kan halebid hurtigt brede sig blandt grisene i en sti.

Overfladiske halebid medfører muligvis kun lidt smerte, mens alvorligere halebid må antages at medføre betydelig smerte. Grise med halebid vil ofte forsøge at gemme halen og kan have svært ved at klare sig blandt stifællerne.

Halebid kan medføre infektion i halen. Bakterier kan derpå sprede sig fra halen og forårsage blodforgiftning og bylder andre steder i kroppen, ofte i knoglerne. Det kan medføre utrivelighed og halthed. Bylder i rygsøjlen kan medføre lammelser i grisens bagben. Det er vigtigt at være opmærksom på, at følgesygdomme efter halebid sommetider først ses efter, at såret på halen er helet. Bylderne vil ofte medføre kassation ved slagtning. Desuden medfører halebid økonomiske tab som følge af øgede udgifter til behandling samt nedsat tilvækst.

Håndtering

Enkelte tilfælde af halebid forekommer i de fleste smågrise- og slagtesvinebesætninger. Et mindre antal besætninger har alvorlige problemer, som har en tendens til at gå op og ned med tiden.

Umiddelbart efter at der er taget hånd om eventuelle halebidte grise, bør grisenes nærmiljø undersøges for at finde eventuelle fejl. Halebid er multifaktorielt, hvilket betyder at der kan være mange forskellige årsager til problemet.

Halebid kan skyldes:

• Mangel på beskæftigelsesmateriale

• Træk

• Overbelægning

• Manglende mulighed for temperaturregulering

• For få ædepladser

• Forkert fodersammensætning

• Utilstrækkelig vandforsyning

• Sygdom

• Forkert stiindretning

Nogle fejl er lette at erkende, så som manglende foder eller vand. Andre fejl kan findes ved at betragte grisene og finde ændringer i deres adfærd.

Halekupering

Halekupering kan til dels forebygge halebid, men må betragtes som symptombehandling. Grunden til, at halekupering nedsætter risikoen for halebid, er sandsynligvis, at halen bliver mere følsom, og grisen derfor reagerer hurtigere på bid i halen. Det er dog også muligt, at effekten ses, fordi kuperede haler er mindre attraktive for grisene at bid i.

Pattegrise må ikke halekuperes rutinemæssigt. Pattegrise kan dog halekuperes inden for dyrets 2.-4. levedøgn, hvis der er dokumentation for, at der på bedriften er sket skader på haler som følge af, at kupering ikke er foretaget. Halen skal kuperes mindst muligt, og der må højst kuperes op til halvdelen af den.

Inden halekupering foretages, skal der være forsøgt foranstaltninger for at forhindre halebid under hensyntagen til miljøet og belægningsgraden. Utilstrækkelige staldforhold eller driftsledelsessystemer skal ændres. [10].

Læs mere under Halebid