Indvoldsorme hos grise - et overblik

Forekomsten af indvoldsorm hos grise er tæt relateret til produktionsformen. Skiftet fra at søerne tidligere stod bokset op en og en til søerne i dag opstaldes i løsdrift samt det øgede krav til fast eller drænet gulve i opfedningsperioden har øget udbredelsen af indvoldsorm, da smitten med indvoldsorm sker via optagelse eller kontakt til inficeret gødning (oral-fækal transmission). Samtidig vinder de udendørs produktionsformer mere frem og fokus må derfor ikke forsvinde fra indvoldsorm.

Tabel 1. Forekomst i relation til produktionssystemer [2] - (mere sjældent)

Tabel 2. Oversigt over de vigtigste indvoldsorme hos grise

Forekomst af forskellige orm i dansk svineproduktion:

Hyppig forekomst:

• spolorm
• knudeorm

Sporadisk forekomst:

• piskeorm
• trådorm

Ikke påvist i de senere år:

• rød maveorm
• lungeorm

Referencer

På basis af deres virkningsmåde, kan ormemidlerne inddeles i fem hovedgrupper [3], [5]:

• Klasse I ormemidler: Benzimidazoler og pro-benzimidazoler. Stofferne indvirker på de cellulære funktioner hos ormene, så de dør. Eksempler på klasse I ormemidler er: Fenbendazol, Oxybendazol, Flubenol og Febantel.
• Klasse II ormemidler: Imidazothiazoler og tetrahydropyrimidiner. Stofferne indvirker på impulsoverførslen i ormenes nerver, hvilket bevirker, at ormene lammes og udskilles med gødningen. Eksempler på klasse II ormemidler er: Levamizol, Pyrantel og Morantel.
• Klasse III ormemidler: Avermectiner og milbemyciner. Stofferne indvirker på ormenes nervesystem med lammelse til følge. Ormene udskilles med gødningen. Eksempler på klasse III ormemidler er: Ivermectin, Doramectin og Moxidectin.
• Klasse IV ormemidler: Salicylanilider og substituerede nitrophenoler. Stofferne bruges typisk mod blodsugende parasitter og er ikke vigtige i forbindelse med ormebehandling hos grise under danske forhold.
• Klasse V ormemidler: Acetylcholin-esterase-hæmmere. Stofferne, der tilhører organophosfat forbindelserne, bruges kun i begrænset mængde i dag. Eksempler er Dichlorvos og Neguvon.

Uden for klasse: Piperaziners indvirkning på parasitterne er den samme som klasse III-ormemidler, men orm der er resistente overfor klasse III midler er ikke resistente mod piperaziner.

Valg af ormemiddel

Det er vigtigt først at gøre sig klart, hvori det parasitære problem ligger. Er der tale om fx kontrol med trådorm (Strongyloides ransomi), som smitter spædgrise gennem råmælk, bør der bruges et ormemiddel, der fordeles i kroppen. Samtidig skal man være opmærksom på, om der i den givne besætning optræder resistens overfor nogle af de ovenfor anførte ormemiddelgrupper, idet resistens overfor et stof indenfor en gruppe samtidigt giver resistens overfor de øvrige ormemidler i gruppen [3]. 

Behandling

Behandling af indvoldsorme afhænger af ormearten, og behandlingen fastsættes efter diagnose af besætningsdyrlægen. På www.medicintildyr.dk kan nuværende godkendte præparater findes. Dosis og behandlingsperiode planlægges af besætningsdyrlægen.

Ved mistanke om parasitter i en besætning, anbefales det, at der udtages følgende prøver til at stille diagnosen:

• Mindst 10 og gerne 20 gødningsprøver fra besætningen, fordelt på alle aldersgrupper. 
• Ved mistanke om spolorm anbefales det at blodprøve ti grise tæt på slagtevægt eller store polte. Blodprøverne undersøges for antistoffer overfor spolorm (SERASCA-test). 

Som hovedregel foretages ingen ormebehandling, indtil der er en dokumentation for, at den er nødvendig. Desuden har ormemidler været receptpligtige siden 1999, og behandling mod orm foretages kun efter dyrlægen har stillet diagnosen.

Påvises der ved gødningsprøverne en betydelig ormebelastning skal en ormebehandling gennemføres, og relevante hygiejniske foranstaltninger i form af rengøring og driftsmæssige ændringer skal også gennemføres.

Tabel 1. Håndteringsskema vedrørende kontrol for indvoldsorm vha. undersøgelse af gødningsprøver

Tabel 2. Behandlingsskema vedrørende indvoldsorm

For hver af de seks orm er angivet hvilket aktivt stof, der kan dræbe den pågældende indvoldsorm.

Underdosering

En behandling, der udryddede 80-90 procent af en ormepopulation, har været anset for effektiv. Men det må tilstræbes, at en ormebehandling udrydder alle de følsomme orm i populationen.

Almindelige årsager til en utilstrækkelig behandling er:

1. Ukendskab til dyrenes vægt
2. Brug af en gennemsnitlig vægt ved behandling af dyrene (nogle får derfor for meget, andre får for lidt)
3. Brug af flokbehandling i foder eller drikkevand, hvorved nogle dyr får for lidt ormemiddel

Ormemiddelresistens

Ormemiddelresistens er defineret som, en ormearts forøgelse af tolerancen overfor et ormemiddel. Dvs. den pågældende ormeart eller dele heraf kan tåle doser, der under normale omstændigheder ville dræbe dem. Mekanismen bag ormemiddelresistens er en simpel selektion. Intet middel er i stand til at fjerne parasitterne 100 procent. De mindst modtagelige vil overleve og formere sig.

Når selektionen fortsætter, vil generne for resistens akkumuleres og ormemidlet miste dets effekt. Det er påvist, at tilbagevenden til et følsomt stade kun sker langsomt. En ormepopulation, der er resistent overfor et ormemiddel/-gruppe, beholder denne resistens i mange år selv uden yderligere selektion [3].

Årsag til ormemiddelresistens

Frekvens af behandlinger

Hyppigheden af behandlinger ses at have stor betydning for udviklingen af ormemiddel resistens. Hvis intervallet mellem behandlinger er den samme som parasittens præpatentperiode (perioden fra smittetidspunktet til at voksne orm begynder at udskille æg), sker udviklingen hurtigt, idet kun orm, der er resistente, vil overleve og blive kønsmodne.

Brug af det samme ormemiddel i lang tid

Behandling med ormemidler indenfor den samme klasse i lang tid vil udsætte ormepopulationen for et konstant højt selektionstryk. Da der kan udvikles krydsresistens indenfor de ovennævnte ormemiddelklasser (dvs. hvis der er udviklet resistens overfor et ormemiddel indenfor klassen, vil resistensen også gælde de øvrige midler indenfor klassen, da ormemidlets virkningsmekanisme er den samme), vil denne fremgangsmåde hurtigt føre til opformeringen af resistente gener - hurtigere end hvis der skiftevis havde været brugt ormemiddel fra forskellige klasser.

Tiden for behandling

Hvis der kun bliver brugt en hæmmende behandling, så de inficerede grise behandles, medens de er i et svært smittebefængt miljø - fx en permanent græsgang – vil resistente orm, der har overlevet behandlingen, fortsat producere resistente efterkommere, men på grund af det store antal andre infektive stadier, der allerede er i miljøet, vil det resistente gen blive "fortyndet" med følsomme gener.

Da imidlertid mange strategiske behandlinger går ud på at behandle dyrene inden de flyttes til en ren eller ny græsgang eller sti. Derfor vil kun resistente parasitter medvirke til de følgende generationer, og frekvensen af resistente gener vil hurtigt stige.

Tvivlsom effekt af ormebehandling

Behandling af slagtegrise mod spolorm uden de nødvendige hygiejnemæssige tiltag undervejs vil forsinke tidspunktet for smitten til senere i slagtesvineperioden. Det betyder paradoksalt nok, at ormebehandling af slagtesgrise kan resultere i en øget forekomst af ormeplettede levere, da spolormlarvernes vandring finder sted få uger inden slagtetidspunktet.

Management

Det er forventeligt, at risikoen for udvikling af resistente parasitter er lav i store intensive besætninger med et højt hygiejneniveau, idet brug af sektionering mindsker reinfektion. På den anden side vil netop det manglende antal infektive (følsomme) ormelarver i miljøet kunne fremme opformeringen af resistente parasitter (manglende "fortyndingseffekt").

Den mest almindelige måde, hvorpå der sker en geografisk spredning af ormeresistens er ved flytning eller indkøb af grise, der huser resistente ormepopulationer. De mest effektive kontrolmetoder er derfor:

1. Reducer doserings-hyppigheden/inkludér alternative metoder til kontrol af parasitbyrde. Ormemidlerne bruges kun, når de er nødvendige (monitorering), og der fokuseres på afgræsningsstrategi, stihygiejne etc. for at nedbringe antallet af behandlinger.
2. Brug korrekt dosering. Grisene skal ved flokbehandling behandles ud fra vægten af de tungeste svin og behandlingen må gerne strække sig over flere dage.
3. Brug rotation mellem de forskellige ormemiddelklasser. Start fx med at bruge en klasse I middel det første år, derefter et klasse II middel det andet år og siden et klasse III middel det tredje år. Derefter kan startes forfra med en klasse I middel. Hvis der er udviklet resistens mod en klasse, skal alle midler fra denne klasse udelades fra rotationsskemaet.
4. Behandling af "nye" dyr effektivt samtidig med oprettelse af karantæneordning af 3 til 7 dages varighed. Dyrene behandles nogle få dage før ankomst og igen nogle få dage efter ankomst, medens de stadig er i karantæne med ormemiddel fra flere klasser og i anbefalet dosis.

Referencer

Udendørs hold er en af de vigtigste risikofaktorer for orm hos grise, især fordi forholdene udendørs begrænser mulighederne for kontrol. Hygiejniske tiltag mod orm i udendørsbesætninger kan bl.a. indebære foldskifte, skift mellem svinehold og afgrøder, og strategisk ormebehandling i forbindelse med foldskifte eller fravænning til indendørs faciliteter.

Infektion med spolorm og piskeorm i udendørssohold vil før eller senere medføre, at alle marker og folde er kontamineret med ormeæg, som kan overleve i mange år. Under sådanne forhold er behandling af søerne nytteløs, mens hårdt medtagne dyr, som fx gylte, bør behandles. I stedet bør behandlingen sætte ind på det eneste tidspunkt, hvor smittegangen kan brydes, nemlig ved fravænning og flytning til en smågrisestald, der er rengjort og desinficeret. Grise, der i den forbindelse først fravænnes ved 6 uger, bør behandles umiddelbart efter fravænning, da ellers præpatentperioden (perioden fra smittetidspunktet til at voksne orm begynder at udskille æg) overskrides, og grisene begynder at udskille ormeæg i deres gødning, hvorved smågrisestalden kontamineres på ny.

Det er forventeligt, at risikoen for udvikling af resistente parasitter er lav i store intensive besætninger med et højt hygiejneniveau, idet brug af sektionering mindsker reinfektion. På den anden side vil netop det manglende antal infektive (følsomme) ormelarver i miljøet kunne fremme opformeringen af resistente parasitter (manglende "fortyndingseffekt").

Den mest almindelige måde, hvorpå der sker en geografisk spredning af ormeresistens er ved flytning eller indkøb af grise, der huser resistente ormepopulationer. De mest effektive kontrolmetoder er derfor:

1. Reducer doserings-hyppigheden/inkludér alternative metoder til kontrol af parasitbyrde. Ormemidlerne bruges kun, når de er nødvendige (monitorering), og der fokuseres på afgræsningsstrategi, stihygiejne etc. for at nedbringe antallet af behandlinger.
2. Brug korrekt dosering. Grisene skal ved flokbehandling behandles ud fra vægten af de tungeste svin og behandlingen må gerne strække sig over flere dage.
3. Brug rotation mellem de forskellige ormemiddelklasser. Start fx med at bruge en klasse I middel det første år, derefter et klasse II middel det andet år og siden et klasse III middel det tredje år. Derefter kan startes forfra med en klasse I middel. Hvis der er udviklet resistens mod en klasse, skal alle midler fra denne klasse udelades fra rotationsskemaet.
4. Behandling af "nye" dyr effektivt samtidig med oprettelse af karantæneordning af 3 til 7 dages varighed. Dyrene behandles nogle få dage før ankomst og igen nogle få dage efter ankomst, medens de stadig er i karantæne med ormemiddel fra flere klasser og i anbefalet dosis.

Grise bliver sjældent klinisk syge af infektion med indvoldsorm. Men er der grise, der er inficeret med indvoldsorm, så er det relevant at vurdere risikoen for, om der sker en betydelig smittespredning.

Følgende besætningsstrukturer har sandsynligvis en lav risiko for at opbygge en høj belastning af indvoldsorm:

• Lukket drift
• Tidlig fravænning (før 5 ugers alder)
• Alt-ind alt-ud systemer i alle produktionsled med effektiv rengøring mellem hvert hold

Jo mere en besætning bevæger sig i retning af løsdrift, og jo ringere de hygiejniske muligheder er, desto større er risikoen for massive infektioner og desto større er behovet for en intensiv overvågning. Det betyder i praksis, at besætninger med fast gulv i stierne, brug af strøelse, løsdrift evt. med dybstrøelse, eller grise på friland har størst risiko for at smitte med orm kan udvikle sig til et problem [1], [2], [4].

I besætninger med ugunstige smittegang, kan kontrol via gødningsprøver begrænses til hvert andet år. Besætninger med begrænsede muligheder for at gennemføre hygiejniske foranstaltninger er højrisiko-besætninger, og disse skal overvåges via gødningsprøver hvert halve år.

Monitorering af besætningens ormestatus kan ske ved klinisk overvågning, obduktion/USK, blodprøver eller ved udtagning af gødningsprøver.

Klinisk overvågning

Da de kliniske symptomer på en infektion med indvoldsorm er meget beskedne, er det vanskeligt eller umuligt at bedømme belastningen via en klinisk overvågning alene. Parasitterne kan dog skabe indgangsporte for andre infektioner og bidrage til en højere sygelighed i besætningen (bakterielle luftvejs- og mavetarminfektioner).

En forhistorie om spredte fund af spolorm i gødningen, vedvarende høj belastning med luftvejssygdomme, eller diarréproblemer blandt søer og ungsvin bør medføre en overvågning via gødningsprøver.

Obduktion

Er der læsioner såsom vævsknuder i tyktarmen eller leverpletter ved obduktion, kan det tyde på infektion med indvoldsorm, og der bør udtages gødningsprøver til undersøgelse for orm.

Påvises der leverpletter ved en USK-undersøgelse af slagtesvin bør det udløse en overvågning via blodprøver. Man skal dog være opmærksom på at forekomst af leverpletter hos slagtesvin kun afspejler en periode på en ca. en måned op til påvisningstidspunktet, og at fraværet af leverpletter altså ikke alene kan frikende en besætning for et ormeproblem. Desuden er ormepletter kun et udtryk for infektion med spolorm, og ikke for eventuelle andre ormearter.

Gødningsprøver

Dyrlægen udtager 10 gødningsprøver direkte fra endetarmen af 10 avlsdyr (5 gylte og 5 drægtige søer) samt 10 poolede stibundsprøver fra grise i alderen 10-12 uger. I besætninger med 7´kgs produktion kræver dette en koordinering af de to besætninger. Fordelen ved at undersøge gødningsprøver er, at også infektion med andre orm, som knudeorm, piskeorm eller trådorm, kan påvises.

Tabel 1. Smittepresset i forhold til antal æg fundet i gødningsprøver

Hvis antallet af æg ligger under 200 pr. gram gødning, vil æggene sandsynligvis være passanter fra andre smittede dyr i samme sti.