22. januar 2025

Piskeorm hos grise

Infektion med piskeorm er sædvanligvis forbundet med udendørs griseproduktion samt produktionssystemer med dybstrøelse. I moderne griseproduktion giver piskeorm sjælden anledning til symptomer. Kun under meget dårlige hygiejniske forhold ses større mængder af piskeorm ofte sammen med spoleorm og knudeorm.

I udendørs stalde og folde kan der udvikles en kraftig infektion i løbet af sommeren. Æggene fra denne orm har meget tilfælles med æggene af spolorm, idet de er meget resistente og kan forblive smitsomme (infektive) i årevis (op til 11 år).

Symptomer på piskeorm hos grise

Mange infektioner giver ikke symptomer, men en høj ormebyrde hos unge dyr kan medføre blodtilblandet, ildelugtende, tynd, grødagtig diarré, der kan være svær at skelne fra dysenterigødning på grund af betændelsesreaktionerne i tarmslimhinden og ormenes blodsugning. 

Svære infektioner kan føre til:

  • Utrivelighed
  • Vægttab
  • Dehydrering
  • Blodmangel (anæmi)
  • Bleghed
  • I nogle tilfælde dødsfald

Piskeormens livscyklus

De voksne 3-5 cm lange orm, der befinder sig i blindtarmen og den forreste del af tyktarmen af inficerede dyr, afsætter deres æg med gødningen.

Udviklingscyklus for piskeorm

Figur 1. Udviklingscyklus for piskeorm. (Tegning: Will P. Hamilton & Allan Roepstorff, 1996. Billede nr. 5684 udlånt af Center for Eksperimentel Parasitologi). 

Larverne udvikles til smitsomme (infektive) L1 larver i det tykskallede æg. Ligesom hos spoleorm klækkes æggene ikke før optagelse af grisene. 

Efter klækningen i tarmkanalen trænger larverne ind i slimhinden i tyktarmen og efter en udviklingstid på ca. 6-8 uger starter ægproduktionen [1], [2].

Klækningen af piskeormeæg sker langsomt, så nogle æg klækkes i løbet af den første sæson, men flertallet af æg klækkes først den følgende sommer.

Sådan stilles diagnose på pisekorm

Påvisning af de citronformede piskeormeæg udføres ved hjælp af flotationsmetoden i en gødningsprøve

Påvisning af de citronformede piskeormeæg

Figur 2. Påvisning af de citronformede piskeormeæg (foto: Peter Nansen, billede nr. 5678) 

Ved obduktion er piskeorm, som sidder indboret i blind- og tyktarmens slimhinde let synlige, med den tykke bagkrop frit i tarmlumen

Tarm fyldt med voksne piskeorm

Figur 3. Tarm fyldt med voksne piskeorm - (Trichuris suis) (foto: Ukendt, billede nr. 1392)

Referencer

[1] Epidemiology, diagnosis and control of helminth parasites of swine; Allan Roepstorff and Peter Nansen, Danish Centre for Experimental Parasitology, KVL, Copenhagen 1998
[2] Veterinary Parasitology, second edition; G.M. Urquhart, J. Armour, J.L. Duncan, A.M. Dunn and F.W. Jennings. Blackwell Science, Oxford 1996