Rød maveorm, trikiner og trådorm: Sjældne maveorme hos grise

Rød maveorm forekommer ofte kun hos grise, der holdes udendørs, og betydningen for indendørs griseproduktion er således lille. Begrundelse for at infektion med rød maveorm primært finder sted hos udendørs grise er en følge af larvens biologiske krav.

Sådan smittes grise med rød maveorm

Grisene smittes ved optagelse af de infektive larver, der som fjerdestadie-larver borer sig ind i maveslimhinden. Efter ca. 3 uger udvikles de kønsmodne orm, der lever på maveslimhindens overflade. Ægudskillelsen er generel lav i sammenligning med de øvrige rundorm [1], [2].

Ved massiv og langvarig smitte med larver af den røde maveorm gennemgår larverne pga. grisens immunapparat et hvilestadie i maveslimhinden i op til flere måneder. 

Symptomer på rød maveorm hos grise

I tiden fra smitte til æglægning optræder der alvorlig beskadigelse af fordøjelseskirtlerne i maveslimhinden (hvilket fører til et lavere syreindhold i mavesækken). Slimhinden svulmer op under dannelsen af ært til hasselnød store knuder, og der ses betændelse og sårdannelse i maveslimhinden, får en brostensagtig overflade, og dækkes af en gullig belægning (difteri). Endelig ses der blødning i mavesækken.

De kliniske tegn på infektion er:

• Nedstemthed
• Nedsat ædelyst
• Afmagring
• Anæmi
• Sjældent ses der diarré
• Gødningen kan med mellemrum antage en mørk farve på grund af det fordøjede blod. Hos diegivende søer er mælkeydelsen nedsat og sekundære infektioner forekommer hyppigt. Mavesår kan forårsage lignende sygdomssymptomer, og skal derfor tænktes med som en differentialdiagnose.

Behandling af rød maveorm

Da flere af larvestadierne specielt i hvilefasen påvirkes i mindre grad af ormemidler end de kønsmodne orm, er det nødvendigt med gentagne behandlinger med 2-3 ugers mellemrum. I øvrigt er den røde maveorm uden betydning under gode hygiejniske staldforhold.

Der henvises til afsnittet overvågning og kontrol, for en oversigt over aktive stoffer til behandling af parasitter. Ellers se www.medicintildyr.dk eller www.vetisearch.dk for opdaterede præparater.

Forebyggelse af rød maveorm

Da rød maveorm ofte kun forekommer hos grise, der holdes udendørs, er et eller flere foldskifte pr. sæson, evt. i kombination med behandling, den mest effektive metode til at forebygge infektioner.

Rød maveorms livscyklus

Den smitsomme (infektive) larve (L3) udvikles inden for 1-2 uger ved optimal temperatur (15-25 °C).

Larverne er meget mobile og findes ikke kun i gødningen, men også i den omgivende jord og på planter.

Diagnose på rød maveorm

Æg fra rød maveorm kan påvises i gødning ved hjælp af flotationsmetoden. Da æggene af udseende er identiske med knudeormeæg, kan diagnosen ikke stilles ved hjælp af mikroskopi alene. De voksne orm kan på grund af deres størrelse (4-10 mm) næppe ses ved obduktion, men beskadigelserne i mavesækkens slimhinde er meget tydelige.

Referencer

Trikiner gør ikke grisen syg, men er meget farlig for mennesker, som smittes ved at spise råt eller halvråt kød, som indeholder trikiner. 

I Danmark er der systematisk kontrol af svin for trikiner, og der har ikke været konstateret trikiner i danske svinehold siden 1930érne.

Grise bliver ikke klinisk syge af trikiner, og trikiner påvirker derfor ikke grisenes velfærd. Trikiner har derfor størst betydning som zoonose, så det er primært derfor, at trikininfektion hos grisen skal forhindres.

Parasitten er i stand til at smitte en lang række pattedyr, men for fødevaresikkerheden har grisen en betydende rolle som mellemvært. En mellemvært er et dyr, hvor trikinen lever i under en del af sin livscyklus, før den når sin endelig vært bl.a. mennesket, hvor den bliver fuldvoksen og kønsmoden.

Den kun 1 mm lange infektive larve indkapsles i den tværstribede muskulatur med speciel forkærlighed for tyggemuskler og muskler i mellemgulvet. Udviklingen genoptages, når værten fortæres af et rovdyr (herunder mennesker).

Larven frigives i forbindelse med fordøjelsen og i tyndtarmen undergår larven flere udviklingstrin for i løbet af få dage at blive kønsmoden. De voksne 1,5-3 mm lange orm producerer levende larver, som via tarmens lymfe- og blodsystem vandrer til skelet-muskulaturen, hvor de indkapsles i løbet af 3-4 uger [1], [2], [3].

Symptomer på trikiner hos grise

Infektion hos grise er sædvanligvis ikke forbundet med kliniske symptomer - i modsætning til infektionen hos mennesket, for hvem infektionen kan være alvorlig sygdom, eventuelt med dødelig udgang [4].

Sådan stilles en diagnose på trikiner

Trikinundersøgelse på slagtehusmateriale (slagteri) stiller diagnosen. Kødet fordøjes på laboratoriet ved hjælp af syre og pepsin, så trikinlarverne frigøres fra muskelvævet. Herefter kan trikinlarverne tydeligt ses under mikroskopet.

Trikiner er ikke fundet hos slagtegrise i Danmark siden 1930’erne, men kan genfindes i både rotter, ræve og vildsvin. I Danmark er trikiner blevet påvist hos nogle få ræve i 1970’erne og i 1990’erne. Begge gange var der dog tale om Trichinella britovi, som næsten udelukkende findes i den vilde fauna. Grise er typisk inficeret med Trichinella spiralis, men kan dog i sjældne tilfælde smittes af andre trikinarter, herunder Trichinella britovi [5], [6]. 

Referencer

Smitte med trådorme i danske besætninger er meget sjældne både i uden- og indendørsproduktion. 

Symptomer på trådorm hos grise

Ved smitte gennem huden opstår der stærk kløe i området. Ved pattegrisene ses der Gulhvid diarré fra slutningen af 1. leveuge med afmagring, utrivelighed, dehydrering og anæmi til følge.

Differentialdiagnoser til trådorm:

• Colidiarré - link ved 4.-5. levedøgn
• Skab
• Eksem med hensyn til sygdomsbilledet i huden

Behandling af trådorme

Pattegrise behandles med ormemiddel på dag 6 og 9. Opstår der senere nye udbrud, skal der behandles, når sygdommen optræder (ofte ved 4 ugers alder). Behandlingen udføres altid i samråd med besætningsdyrlægen. 

Forebyggelse af trådorme hos grise

Høj temperatur og høj luftfugtighed sammen med dårlig hygiejne favoriserer udviklingen og opbygningen af et stort antal larver i strøelsen, der sammen med eventuel smitte gennem råmælken kan medføre en fatal tilstand for de spæde grise.

Der optræder hurtit en stærk immunitet, hvorfor større grise ikke er klinisk påvirkede. Soen behandles med et ormemiddel før faring (ingen trådormelarver - ingen smitte via råmælk).

Effektiv udmugning og rengøring eller dyrehold uden strøelse forhindrer yderligere udbredelse af trådorm med gødning.

Diagnose på trådorm

Påvisning af tyndskallede æg med en tydelig U-formet larve i gødning ved flotationsmetoden Mikroskopi af tyndtarmslimhinde hos nyligt aflivede pattegrise med påvisning af den 5-8 mm lange orm.

Trådormens livscyklus

Trådorm har en ret kompleks livscyklus, idet der både forekommer frit levende generationer af hunner og hanner og en parasitisk hun, der efter ukønnet formering i tyndtarmen lægger ca. 2.000 æg dagligt.

Æggene indeholder ved afgangen en næsten udviklet larve, der snart klækkes. Efter klækningen kan larven udvikles til fritlevende voksne hunner og hanner.

Ved specielle temperatur og fugtighedsforhold kan de infektive larver (L3) smitte grisene enten gennem munden eller ved at trænge gennem huden.

Hvor ormelarven har trængt gennem huden, vil der være mange loppestikagtige hævelser med et rødt centrum.

I grisen vandrer larven med kredsløbet til lungerne og videre via luftrøret til tarmkanalen. Desuden kan pattegrise smittes via såkaldte "dormante" (sovende) larver, der har ligget i dvaletilstand i soens fedtvæv, og som bliver vækket i forbindelse med hormonændringerne ved faringen. Larverne udskilles med råmælken til pattegrisene. Tiden fra optagelse af infektive larver til fornyet ægudskillelse (præpatent-perioden) er 4-9 dage [1], [2].

Referencer