1. oktober 2010

Farefeber

Farefeber er et kompleks af problemer, som optræder hos søer/gylte omkring faringstidspunktet.

Farefeber optræder ofte dagen efter faring, hvor man bemærker, at soen ikke æder op.

Sygdomskomplekset optræder i stort set alle sobesætninger. Frekvensen af søer, der behandles imod farefeber, er cirka 20 pct. Farefeber ses sjældent i udendørs sohold. Her er der til gengæld set problemer med ”sommersøer”. Der er uenighed om, hvorvidt farefeber optræder hyppigst hos unge søer eller hos ældre søer.

Dødeligheden blandt søer med farefeber er meget lav, og der er en betydelig selvhelbredelse. Effekten af de forskellige behandlingsmetoder er dårligt undersøgt i Danmark.

Farefeber påvirker ikke kun soens velbefindende, men også pattegrisenes velbefindende i form af manglende ædelyst, mælkemangel og sult. Du skal derfor tage hånd om både so og pattegrise.

Ved farefeber kan man se følgende symptomer:

  • Nedsat eller ophørt mælkeydelse
  • Feber
  • Nedstemthed
  • Ophørt ædelyst
  • Yverbetændelse
  • Børbetændelse.

Sygdomskomplekset ved farefeber vil være sammensat af flere af symptomerne. Det vigtigste symptom er nedsat eller ophørt mælkeproduktion, der observeres i form af urolige og eventuelt svage pattegrise. En so med farefeber værger sig ved at blive pattet, hvorfor den ofte ligger på brystet. En nedsat mælkeforsyning svækker pattegrisene, hvorfor farefeber ofte medfører diarré hos pattegrisene.

Nedsat ædelyst ses hyppigt. Udfodring af meget foder til en so, der er træt efter faring, sure foderrester i krybben, forstoppelse (sparsom og tør gødning) og høj staldtemperatur er andre årsager til lav foderoptagelse.

Soens normale temperatur er 38,0ºC. Umiddelbart før faring stiger temperaturen til cirka 39,0ºC [3]. Denne temperatur holdes indtil soen ikke længere giver mælk. Der ses store variationer i temperaturen hos søer med farefeber. Nogle har lav temperatur (38,2-38,4ºC) andre har høj feber (over 40ºC). Det kan derfor være vanskeligt alene ud fra temperaturen at afgøre, om soen har farefeber eller ej. Ofte sættes en temperatur over 39,5ºC som grænse for, om soen betragtes som syg.

Ved yverbetændelse ses én eller flere hævede kirtler. Da hver patte får mælk fra to kirtelkomplekser, hvoraf det kan være, at kun det ene er inficeret, skal man altså undersøge 28 kirtelkomplekser grundigt, for at sikre, at der ikke er yverbetændelse. Ved børbetændelse ses store mængder rødligt grumset eller gulligt flåd fra skeden.

Diagnose

Diagnosen stilles ved en samlet vurdering af soen/gylten i den periode, hvor der er risiko for farefeber. Soen/gylten skal samtidig have to eller flere af de omtalte symptomer. Der kan ikke tages blodprøver, der afklarer årsagen til problemet [4].

Mange sygdomsmæssige situationer med påvirket almenbefindende kan forveksles med farefeber:

  • Forgiftninger
  • Influenza (svineinfluenza)
  • Ondartet lungesyge (Actinobacillus pleuropneumoniae)
  • Infektion med PRRS-virus, giver nedsat eller ophørt mælkeproduktion

Som forebyggende foranstaltning bør de drægtige søer sættes ned i foderstyrke (2 FEs) de sidste 2-3 dage før faring. Tildeling af halm vil sikre strukturen i foderet og kan muligvis nedsætter risikoen for forstoppelse.

Søerne må ikke være fede på faringstidspunktet.

Fodertildelingen de første dage efter faring holdes lav (under 3 FEs). Maksimalt foderindtag bør først opnås i 7. levedøgn efter faring.

Flytning af de svageste pattegrise kan blive nødvendigt for at sikre, at de får tilstrækkelig råmælk.

For at sikre pattegrisene skal farefeber behandles, så snart det er konstateret. Samtidig skal pattegrisene sikres adgang til somælk. Hvis soen ikke ser ud til at ville die pattegrisene, skal pattegrisene sikres adgang til vand, og ved længere tids problemer skal de have adgang til alternative energikilder.

Som følge af de mange forskellige årsager til farefeber, kan det være meget svært at håndtere farefeber korrekt.

Er det en infektion, som er årsag til sygdommen, er behandling med antibiotika relevant. Der skal kun behandles med antibiotika ved mistanke om infektion, da antibiotika udskilles med mælken, og forstyrrer pattegrisenes tarmflora. Dette har i nogle undersøgelser medført diarré hos pattegrisene [6].

Ses der yverbetændelse eller børbetændelse bør behandlingen suppleres med oxytocin for at fremme udskillelsen af bakteriesekret (lav dosis flere gange med få timers mellemrum). Rutinemæssig anvendelse af oxyrocin frarådes, da det kan hæmme mælkeproduktionen.

I sværere tilfælde kan behandlingen suppleres med antiinflammatoriske stoffer. Der kan ses klinisk effekt af præparater med smertestillende virkning, der tilhører gruppen af NSAID (non-steroide antiinflamatoriske stoffer). Den produktionsøkonomiske effekt af at anvende NSAID i danske undersøgelser har været begrænset [5].

Som forebyggende foranstaltning bør de drægtige søer sættes ned i foderstyrke (2 FEs) de sidste 2-3 dage før faring. Tildeling af halm vil sikre strukturen i foderet og kan muligvis nedsætter risikoen for forstoppelse. Søerne må ikke være fede på faringstidspunktet. Fodertildelingen de første dage efter faring holdes lav (under 3 FEs). Maksimalt foderindtag bør først opnås i 7. levedøgn efter faring. Flytning af de svageste pattegrise kan blive nødvendigt for at sikre, at de får tilstrækkelig råmælk.

Der er flere årsager til farefeber. Årsagerne kan opdeles i infektiøse og ikke-infektiøse årsager.

Infektiøse årsager

Blandt infektiøse årsager findes infektion i bør, nyre, blære eller yver, oftest med bakterierne Escherichia coli og Klebsiella pneumonia. Serotypning af bakterierne viser, at der ikke er tale om infektion med en bestemt serotype, men at det er forskellige staldbundsbakterier, der udnytter en mulighed med lav smittebeskyttelse.

En del af de gram-negative bakterier frigiver endotoksin, som direkte er årsag til soens symptomer.

Ikke-infektiøse årsager

Blandt de ikke-infektiøse årsager kan nævnes forstoppelse, der muligvis også er årsag til endotoksiner, vandmangel, kalkmangel (mælkefeber), forskellige stofskiftelidelser (fx fedtlever), hormonforstyrrelse, klima i farestalden og stress.

[1]  Jorsal, S.E. (1983). Morbiditet hos søer (Epidemiologiske undersøgelser i intensive sobesætninger med særligt henblik på farefebersyndromet). Licentiat-afhandling, Institut for intern medicin, Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, København. 
[2]  Ellegaard, B (1991). Yverlidelser hos soen. Første litteraturopgave i forbindelse med fagdyrlægekursus vedrørende svin.
[3]  Larsen, I. (2001). Kliniske symptomer hos søer og smågrise omkring faring. Veterinært speciale. Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole.
[4]  Busch, M.E., Bækbo, P. (2001). Farefeber - blodværdier hos syge og raske søer. Meddelelse nr. 516, Landsudvalget for Svin.
[5]  Christensen, N.M. (2002). Finadyne Vet. Granulat, 25 mg/g i behandlingen af MMA hos søer. Fagdyrlægeopgave, Danmarks Dyrlægeforening: 25.
[6]  Thorup, F. (2000). Effects of treatment for MMA. Proceedings of the 16th IPVS Melbourne, Australien: 97.
[7]  Hoy, S. (2 004). Investigations on influence of puerperal diseases on reproduction in sows. Proceedings of the 18th IPVS Congress, 27. juni – 1. juli 2004, Hamborg, Tyskland: 473.

Fandt du det, du ledte efter?

Tak for din feedback

For at kunne forbedre vores indhold, må du gerne indtaste yderligere detaljer på, hvad du leder efter herunder (valgfrit).

Tak for din feedback

Din indtastning er registreret. Vi evaluerer løbende på feedback fra brugerne.