Farefeber

Farefeber optræder oftest indenfor det første døgn efter faring, hvor man bemærker, at soen ikke æder op. Ved farefeber kan man se følgende symptomer:

• Nedsat eller ophørt mælkeydelse, PDS (Postpartum Dysgalactia Syndrom)
• Feber (>39,5°C)
• Nedstemthed
• Nedsat eller ophørt ædelyst
• Yverbetændelse (rødme, varmt, hævet og/eller ømt yver)
• Børbetændelse (større mængder flåd) 

Ved farefeber kan der oftest ses flere af symptomerne. Det vigtigste symptom er nedsat eller ophørt mælkeproduktion, der observeres i form af urolige og eventuelt svage pattegrise. En so med yverbetændelse kan værge sig ved at blive pattet ved at ligge på brystet. En nedsat mælkeforsyning kan svække pattegrisene. Hvis de i stedet lever af anden føde i stien, kan der komme diarré hos pattegrisene.

Den del af farefeberkomplekset, der kaldes Postpartum Dysgalactia Syndrom (PDS), er defineret som utilstrækkeligt mælkeproduktion hos søer op til 72 timer efter faring af første gris [8]. Det foreslås, at PDS skyldes en mislykket overgang fra drægtighed til diegivning, evt. forårsaget af stress, cirkulerende toksiner i kroppen eller forstyrrelser i stofskiftet, som i sidste ende påvirker søernes immunitet [9]. I et nyere dansk studie fandt man PDS hos cirka 35 % af farende søer [10] i en besætning med høj produktivitet og sundhedsstatus, men som var udvalgt på grund af mange behandlinger imod farefeber.

Nedsat ædelyst hos soen ses hyppigt, men ikke altid, da soen jo ikke tildeles så meget foder det første døgn. Udfodring af meget foder til en so, der er træt efter faring, sure foderrester i krybben, forstoppelse (sparsom og tør gødning) og høj staldtemperatur kan også medføre lav foderoptagelse.

Soens normale temperatur er 38,0ºC. Umiddelbart før faring stiger temperaturen til cirka 39,0ºC [3]. Denne temperatur holdes indtil soen ikke længere giver mælk.  Den forhøjede temperatur er det første tegn på farefeber, og nogle søer vil kun udvise en let temperaturstigning (39,5-40,5ºC) samtidig med dårlig tilvækst hos grisene, mens andre søer også viser manglende ædelyst og højere temperatur (40,5-41,5ºC) eventuelt sammen med yverbetændelse og/eller børbetændelse. Det er fornuftigt at anvende en temperatur over 39,5ºC som grænse for, om soen bør behandles. Hvis soen har forhøjet temperatur og dermed farefeber, så vil grisene ikke bare holde op med at vokse, men vil have en negativ tilvækst [11].

Ved yverbetændelse ses én eller flere hævede kirtler. Hver patte får mælk fra to kirtelkomplekser, og ofte er kun det ene inficeret. Man skal altså undersøge mindst 28 kirtelkomplekser grundigt, for at sikre, at der ikke er yverbetændelse. Kirtlerne undersøges for varme, rødme, hævelse og ømhed. Ved børbetændelse ses store mængder rødligt grumset, hvidt eller gulligt flåd fra skeden. Det er dog en del af børens normale renselsesproces efter faring først at have rødligt og senere hvidt flåd, men et par dage efter faring bør dette være aftagende. 

DIAGNOSE

Diagnosen på farefeber stilles ved en samlet vurdering af soen/gylten i de første døgn efter faring, hvor der er risiko for farefeber. Hvis søerne har temperatur over 39,5ºC, hårdt yver eller ikke æder op, så bør soen behandles [4][12]. Samtidig skal grisene sikres energi og væske. 

Soen eller gylten skal have to eller flere af de nævnte symptomer samtidig og grisene kan fremstå utrivelige eller med diarré.

Der kan ikke umiddelbart tages blodprøver, som afklarer årsagen til problemet [4], men en nyere undersøgelse har fundet, at forskellige markører i blodet inden faring måske i fremtiden kan bruges til at finde søer med risiko for udvikling af farefeber [10].

Mange sygdomsmæssige situationer med påvirket almenbefindende kan forveksles med farefeber:

• Forgiftninger
• Influenza (svineinfluenza)
• Ondartet lungesyge (Actinobacillus pleuropneumoniae)
• Infektion med PRRS-virus, som giver nedsat eller ophørt mælkeproduktion
• Tilbageholdte fostre

Selve faringen er meget krævende for soen, og derfor er det vigtigt, at soen har optimale forhold og er i form til at klare den anstrengende faring. Listen herunder giver en oversigt over, hvad du kan gøre for at sikre soen et optimalt udgangspunkt:

• Sikre en tilstrækkelig vandforsyning op til faring, hvor soen begynder at producere mælk (4 L/min pr. drikkeventil).
• Forhøje fiberindholdet i foderet op til faring, således at forstoppelse undgås. Det anbefales, at soen får ca. 500 g fibre dagligt. 
• Undgå fede søer ved faring. Den anbefalede rygspæktykkelse er 16-19 mm.
• Sikre, at farestalden er tilstrækkelig ren og tør inden indsættelse af dyr.
• Sikre, at søer og gylte kommer i farestalden tidsnok før faring, så de ikke er stressede over nye miljø- og klimaforhold. 
• Sikre, at søer og gylte har mulighed for at udføre redebygningsadfærd ved tildeling af halm, sisalsække eller lignende materiale. 
• Sikre korrekte klimaforhold i farestalden (undgå for høje temperaturer af hensyn til soen, men høje nok af hensyn til pattegrisene). 
• Faringsovervågning og hygiejnisk og rettidig fødselshjælp.

For at sikre soen energi nok til selve faringen, bør der ikke gå mere end 6 timer fra sidste fodring og til selve faringen starter. Fibre forebygger forstoppelse og derfor er det vigtigt at have et højt fiberindhold i foderblandingen til farestalden. Derudover kan der også tildeles fibre i form af halm eller anden fordøjelig strøelse på gulvet, som samtidig vil opfylde søernes behov for redebygningsadfærd.

I de sidste fire uger op til faring stiger energibehovet som følge af foster- og yvervækst. Derfor bør søer i denne periode sættes op til 3,5 FEso (magre søer bør på det tidspunkt ikke findes, da huldet skal reetableres tidligere i drægtigheden; gylte sættes til 3,3-3,5 FEso). Søerne bør fodres med omkring 3,5 FEso pr. dag (3,4-4,1 FEso/dag) hen over faringsperioden fra indsættelse i farestald til efter faringen (evt. 3,0 FEso på på dagen, hvor faringen er påbegyndt, hvis der er problemer med faringsfeber i besætningen). Denne foderration fordeles med hyppige udfodringer (3-4 udfodringer pr. døgn), således soen har tilstrækkeligt energi hele døgnet op til faringen.

De første dage efter faring holdes fodertildelingen på 3,5 FEso på faringsdagen og derefter med en fast daglig stigning frem til dag 7, hvor der skal tildeles 6-6,5 FEso. Den maksimale foderstyrke skal nås 15-17 dage efter faring.

Dødeligheden blandt søer med farefeber er meget lav, og der er en betydelig selvhelbredelse. Men det er afgørende med rettidig omhu i behandlingen af farefeber for at sikre den videre laktation og helbredet hos pattegrisene. Har man flere søer med farefeber, bør man først og fremmest se på klima-, fodrings- og managementforhold i besætningen, eftersom tilstanden ofte har en multifaktoriel årsag. 

Mistænkes farefeber bør behandling altid indledes med præparater med en smertestillende virkning (NSAID) således, at eventuelt ubehag, ømhed og betændelse dæmpes og soens velbefindende forbedres. I denne sammenhæng bør man være opmærksom på potentielle bivirkninger i form af mavesår ved brug af disse præparater.

Ved yverbetændelse er det vigtigt at sikre sig, at soen bliver malket ordentligt ud. Derfor kan man eventuelt sætte et hold store grise til soen, som kan malke soen lidt hårdere, samtidig med, at de er mindre modtagelige overfor infektioner og overfor sult, hvis soen ikke yder så meget endnu. Vær derfor også opmærksom på farefeber hos mindsteammer.

Hvis der er børbetændelse eller yverbetændelse i enkelte kirtler, så skyldes dette sandsynligvis en infektion med bakterier. Her er behandling med antibiotika relevant. Der behandles efter dyrlægens anvisning i den enkelte besætning. Det er vigtigt, at der kun behandles med antibiotika ved begrundet mistanke om infektion, da antibiotika udskilles med mælken og forstyrrer pattegrisenes tarmflora. Dette har i nogle undersøgelser medført diarré hos pattegrisene [6].

Søer med farefeber er i risiko for at være dehydrerede, og derfor er det særdeles vigtigt at sikre vandforsyningen til disse. Kontroller, at der er tilstrækkeligt flow fra vandventilen. Tøm krybben for foderrester og luk for foderkassen, så soen kan få rent drikkevand. Hold øje med, at soen faktisk kommer op og drikker. Det kan være nødvendigt at justere boksen ud, så soen har lettere ved at rejse sig, og at hjælpe soen op de første gange.

Pattegrisene skal sikres adgang til energi. Hvis soen ikke ser ud til at give mælk til pattegrisene, skal pattegrisene sikres adgang til vand, og ved længere tids problemer skal de have adgang til alternative energikilder.

Stress kan skyldes mange årsager, og man bør kigge ind i både soens opstaldningsmiljø samt klima i farestalden, ligesom den behandling af søerne, besætningen har som rutine indtil faring, kan spille en rolle. Herunder både i forhold til fodring op til faring, huld, flytning af søerne og eventuel faringshjælp. Tilstanden er altså multifaktoriel og kan derfor være svær at håndtere.

Der er flere årsager til farefeber. Årsagerne kan opdeles i infektiøse og ikke-infektiøse årsager.

INFEKTIØSE ÅRSAGER

Blandt infektiøse årsager findes infektion i bør, eller yver. Det skyldes ofte gram-negative bakterier som Escherichia coli og Klebsiella spp., men kan også være tale om gram-positive bakterier som Streptokokker, Stafylokokker eller Truperella. Typning af bakterierne viser, at der ikke er tale om infektion med en bestemt type, men at de enkelte søer i besætningen inficeres med forskellige staldbundsbakterier, der udnytter, at soen har lav modstandskraft i bør og yver lige efter faringen.

En del af de gram-negative bakterier frigiver endotoksin, som kan være en medvirkende årsag og forklare soens symptomer (feber, manglende ædelyst og mælkemangel).

IKKE-INFEKTIØSE ÅRSAGER

Blandt de ikke-infektiøse årsager kan nævnes forstoppelse, der muligvis også er årsag til endotoksiner, vandmangel, forskellige stofskiftelidelser (fx fedtlever), hormonforstyrrelse, klima i farestalden og stress. Sandsynligvis er hovedårsagen en forstyrrelse af overgangen mellem produktionen af råmælk til somælksproduktionen starter ca. et døgn efter faringen.