MMA / Farefeber hos søer

Symptomer på farefeber hos søer

MMA optræder oftest indenfor det første døgn efter faring, hvor man bemærker, at soen har en eller flere af nedenstående symptomer:

• Nedsat eller ophørt ædelyst 
• Feber (over 39,5 ºC – se dog skema 1)
• Yverbetændelse (rødt, varmt, hævet og/eller ømt yver) 
• Flåd (gullig eller grålig farvet, klumpet, fæl lugt)
• Manglende eller nedsat mælkeproduktion (Postpartum Dysgalactia Syndrom (PDS)

Nedsat eller ophørt ædelyst

Nedsat ædelyst ses hyppigt hos søer med MMA, men ikke altid, da soen jo ikke tildeles så meget foder i det første døgn efter faring. Udfodring af meget foder til en so, der er træt efter faring, sure foderrester i krybben, forstoppelse (sparsom og tør gødning) og høj staldtemperatur kan også medføre lav foderoptagelse uden at soen behøver at lide af MMA.

Feber

Det kan være svært at afgøre om en so har feber eller ej. Soens kropstemperatur svinger nemlig meget både før, under og i de første timer efter faring. En rask so kan således have over 40 ºC i kropstemperatur i de første timer efter faring uden, at der er tale om, at soen er syg og har feber. Kropstemperaturen hos den raske so ligger i perioden fra en uge efter faring og indtil fravænning ofte under 39,3 ºC. Se skema 1. En tommelfingerregel er, at soen har feber, hvis den har over 39,5 ºC under diegivningsperioden. 

Måling af kropstemperatur kan ikke stå alene i vurderingen af, om en so skal have antibiotika eller ej. Det er derimod vigtigt samtidigt at vurdere soen generelle almenbefindende, såsom om hun æder og drikker tilfredsstillende, og om hendes grise ser friske og sunde ud, som et udtryk for, at de får mælk nok.

Skema 1. Soens normale legemstemperatur i forhold til produktionscyklus. 

Yverbetændelse

Ved yverbetændelse ses én eller flere hævede kirtler. Hver patte får mælk fra to kirtelkomplekser, og ofte er kun det ene inficeret. Man skal altså undersøge mindst 28 kirtelkomplekser grundigt, for at sikre, at der ikke er yverbetændelse. Kirtlerne undersøges for varme, rødme, hævelse og ømhed. 

Flåd/ børbetændelse

Ved børbetændelse ses store mængder rødligt grumset, hvidt eller gulligt flåd fra skeden. Det er dog en del af børens normale renselsesproces efter faring først at have rødligt og senere hvidt flåd, men et par dage efter faring bør dette være aftagende. Så hvis der bliver ved med at komme flåd i mere end et par dage, eller hvis det lugter grimt, kan det være tegn på børbetændelse. 

Manglende eller nedsat mælkeproduktion - PDS

Det vigtigste symptom er nedsat eller ophørt mælkeproduktion, der observeres i form af urolige og eventuelt svage pattegrise. En so med yverbetændelse kan værge sig ved at blive pattet ved at ligge på bugen. En nedsat mælkeforsyning kan svække pattegrisene. Hvis de i stedet lever af anden føde i stien, kan der komme diarré hos pattegrisene.

Den del af farefeberkomplekset, der kaldes Postpartum Dysgalactia Syndrom (PDS), er defineret som utilstrækkeligt mælkeproduktion hos søer op til 72 timer efter faring af den første gris [8]. Det foreslås, at PDS skyldes en mislykket overgang fra drægtighed til diegivning, evt. forårsaget af stress, cirkulerende toksiner i kroppen eller forstyrrelser i stofskiftet, som i sidste ende påvirker søernes immunitet [9]. I et dansk studie fandt man PDS hos cirka 35 % af farende søer i en besætning med høj produktivitet og sundhedsstatus, men som var udvalgt på grund af mange behandlinger imod farefeber [10].

Forebyg farefeber hos søer

Selve faringen er meget krævende for soen, og derfor er det vigtigt, at soen har optimale forhold og er i form til at klare den anstrengende faring. Listen herunder giver en oversigt over, hvad du kan gøre for at sikre soen et optimalt udgangspunkt:

• Undgå at soen har forstoppelse op til faring:
  • Sikre en tilstrækkelig vandforsyning op til faring, hvor soen begynder at producere mælk.
  • Forhøj fiberindholdet i foderet op til faring

• Undgå fede søer ved faring:
  • Fokus på huldstyring gerne ved hjælp af rygspækmålinger. 

• Nedsat risikoen for infektioner omkring faring:
  • Sikre, at farestalden er tilstrækkelig ren og tør inden indsættelse af dyr.
  • Hygiejnisk og rettidig fødselshjælp

• Undgå varmestress:
  • Sikre korrekte klimaforhold i farestalden (undgå for høje temperaturer af hensyn til soen).

• Undgå forlængede faringer (minimere stress):
  • Systematisk faringsovervågning og rettidig indgriben.  
  • Sikre, at søer og gylte kommer i farestalden tidsnok før faring, så de ikke er stressede over nye miljø- og klimaforhold.
  • Sikre, at søer og gylte har mulighed for at udføre redebygningsadfærd ved tildeling af halm, sisalsække eller lignende materiale.

For at sikre soen energi nok til selve faringen, bør der ikke gå mere end 6 timer fra sidste fodring og til selve faringen starter. Fibre forebygger forstoppelse og derfor er det vigtigt at have et højt fiberindhold i foderblandingen op til faring. Derudover kan der også tildeles fibre i form af halm eller anden fordøjelig strøelse på gulvet, som samtidig vil opfylde søernes behov for redebygningsadfærd.

I de sidste fire uger op til faring stiger energibehovet som følge af foster- og yvervækst. Derfor bør søer i den periode fodres med mindst 3,5 FEso (magre søer bør på det tidspunkt ikke findes, da huldet skal reetableres tidligere i drægtigheden; gylte sættes til 3,3-3,5 FEso), og gerne 3,7-4,1 FEso/dag fra indsættelse i farestald til faringen er overstået, da det sikrer energi til faringen og ekstra aminosyrer og protein til foster- og yvervækst, som er størst de sidste få dage før faring. Denne foderration fordeles med hyppige udfodringer (gerne 3-4 udfodringer pr. døgn) jævnt fordelt over døgnet, således soen har tilstrækkeligt energi hele døgnet op til faringen.

Efter faring startes med udgangspunkt i foderstyrken før faring og derefter med en fast daglig stigning frem til dag 7, hvor der skal tildeles 6-6,5 FEso. Den maksimale foderstyrke skal nås 15-17 dage efter faring idet soens mælkeproduktion topper 17-19 dage efter faring.

Sådan behandler du farefeber

Dødeligheden blandt søer med farefeber er meget lav, og der er en betydelig selvhelbredelse. Men det er afgørende med rettidig omhu i behandlingen af farefeber for at sikre den videre laktation og helbredet hos pattegrisene. Har man flere søer med farefeber, bør man først og fremmest se på klima-, fodrings- og managementforhold i besætningen, eftersom tilstanden ofte skyldes flere forskellige ting (en multifaktoriel lidelse).

Mistænkes farefeber bør behandling altid indledes med præparater med en smertestillende og inflammationshæmmende effekt (NSAID) således, at eventuelt ubehag, ømhed og betændelse dæmpes, og soens velbefindende forbedres.

Ved yverbetændelse er det vigtigt at sikre sig, at soen bliver malket ordentligt ud. Derfor kan man eventuelt sætte et hold store grise til soen, som kan malke soen lidt hårdere, samtidig med, at de er mindre modtagelige overfor infektioner og overfor sult, hvis soen ikke yder så meget endnu. Vær derfor også opmærksom på farefeber hos mindsteammer.

Hvis der er børbetændelse eller yverbetændelse i enkelte kirtler, så skyldes dette sandsynligvis en infektion med bakterier. Her er behandling med antibiotika relevant. Der behandles efter dyrlægens anvisning i den enkelte besætning. Det er vigtigt, at der kun behandles med antibiotika ved begrundet mistanke om infektion, da antibiotika udskilles med mælken og forstyrrer pattegrisenes tarmflora. Dette har i nogle undersøgelser medført diarré hos pattegrisene [6].

Søer med farefeber er i risiko for at være dehydrerede, og derfor er det særdeles vigtigt at sikre vandforsyningen til disse. Kontroller, at der er tilstrækkeligt flow fra vandventilen – mindst 4 liter pr. minut. Tøm krybben for foderrester og luk for foderkassen, så soen kan få rent drikkevand. Hold øje med, at soen faktisk kommer op og drikker. Det kan være nødvendigt at justere boksen ud, så soen har lettere ved at rejse sig, og at hjælpe soen op de første gange.

Pattegrisene skal sikres adgang til energi. Hvis soen ikke ser ud til at give mælk til pattegrisene, skal pattegrisene sikres adgang til vand, og ved længere tids problemer skal de have adgang til alternative energikilder.

Stress kan skyldes mange årsager, og man bør kigge ind i både soens opstaldningsmiljø samt klima i farestalden, ligesom den behandling af søerne, besætningen har som rutine indtil faring, kan spille en rolle. Herunder både i forhold til fodring op til faring, huld, flytning af søerne og eventuel faringshjælp.

Hvorfor får søer farefeber?

Der er flere årsager til farefeber. Årsagerne kan opdeles i infektiøse og ikke- infektiøse årsager.

Infektiøse årsager til farefeber

Blandt infektiøse årsager findes infektion i bør, eller yver. Det skyldes ofte gram- negative bakterier som Escherichia coli og Klebsiella spp., men kan også være tale om gram-positive bakterier som Streptokokker og Stafylokokker.

Typning af bakterierne viser, at der ikke er tale om infektion med en bestemt type, men at de enkelte søer i besætningen inficeres med forskellige staldbundsbakterier, der udnytter, at soen har lav modstandskraft i bør og yver lige efter faringen.

En del af de gram-negative bakterier frigiver endotoksiner, som er nogle giftstoffer, som ofte sidder i cellevæggen på gram-negative bakterier. Disse giftstoffer kan være en medvirkende årsag og forklare soens symptomer (feber, manglende ædelyst og mælkemangel).

Ikke-infektiøse årsager til farefeber

Blandt de ikke-infektiøse årsager kan nævnes forstoppelse, der muligvis også er årsag til endotoksiner, vandmangel, forskellige stofskiftelidelser (fx fedtlever), hormonforstyrrelse, klima i farestalden og stress. Sandsynligvis er hovedårsagen en forstyrrelse af overgangen mellem produktionen af råmælk til somælksproduktionen, som starter omkring et døgn efter faringen.

Sådan stilles en diagnose på farefeber

Diagnosen MMA stilles ved en samlet vurdering af soen/gylten i de første døgn efter faring, hvor der er risiko for farefeber. 

Hvis gylten eller soen har mindst to af nedenstående fem symptomer bør hun behandles for farefeber:

1. Nedsat eller ophørt ædelyst
2. Feber (over 39,5°C)
3. Yverbetændelse (rødt, varmt, hævet og/eller ømt yver) 
4. Børbetændelse (store mængder ildelugtende flåd)
5. Manglende eller nedsat mælkeproduktion (Postpartum Dysgalactia Syndrom (PDS)

Udover at behandle soen er det vigtigt, at grisene sikres energi og væske.

Der kan ikke umiddelbart tages blodprøver, som afklarer årsagen til problemet [4], men en nyere undersøgelse har fundet, at forskellige markører i blodet inden faring måske i fremtiden kan bruges til at finde søer med risiko for udvikling af farefeber [10].

Mange sygdomsmæssige situationer med påvirket almenbefindende kan forveksles med farefeber:

• Forgiftninger
• Influenza (svineinfluenza)
• Ondartet lungesyge (Actinobacillus pleuropneumoniae)
• Infektion med PRRS-virus, som giver nedsat eller ophørt mælkeproduktion
• Tilbageholdte fostre

Referencer