Tilsætningsstoffer

Brugen af antibiotika som vækstfremmer til svin er ikke tilladt i EU efter 1. januar 2006.

Antioxidanter tilsættes færdigfoder og let fordærvelige råvarer, fx fedt og fiskemel, for at forhindre harskning. De mest brugte er Ethoxyquin, BHT, BHA, som alene eller sammen må bruges med max.150 mg pr. kg færdigfoder. Der er ingen maksimal grænse for iblanding af antioxidanter i råvarer, blot det højest tilladte indhold i færdigfoder ikke overskrides.

Hvis man bruger friskt fremstillet foder, er det ikke nødvendigt at tilsætte antioxidanter til det færdige foder. Indkøbt foder og råvarer, herunder specielt fedt, bør derimod altid være tilsat en antioxidant, da disse varer ofte lagres over længere tid. Antioxidanter øger holdbarheden i råvarerne ved at forhindre oxidation af en række livsvigtige næringsstoffer, fx fedtsyrer og vitaminer.

Peroxidtal eller anicidintallet udtrykker graden af harskning i et produkt. Peroxidtallet kan primært bruges som udtryk for, om der sker en ændring i graden af harskning over en periode og er ikke anvendeligt som en punktmåling.

Der er ikke gennemført egentlige afprøvninger med antioxidanter.

Aromastoffer bruges for at øge grisenes appetit og foderoptagelse. Dette er især relevant i smågrisefoder, ud fra et ønske om at øge foderoptagelsen, især lige efter fravænning.

Planteekstrakter, der bruges som et fodermiddel lovgivningsmæssigt, er ikke tilsætningsstoffer, men derimod foderstoffer. De planteekstrakter, der er medtaget i det følgende under aroma- og appetitvækkende stoffer er brugt som tilsætningsstoffer i afprøvningerne.

Der er gennemført en række danske forsøg med aroma- og appetitvækkende stoffer - herunder også planteekstrakter, urte- og krydderiprodukter - til smågrise og slagtesvin. Den gennemsnitlige effekt på daglig tilvækst og foderforbrug fremgår af tabel 2 og en oversigt over de testede produkter er vist i tabel 3. Der var stor variation mellem forsøgene.

To forsøg med smågrise med produkterne AB-naturmix og Feed ADD-s viste en signifikant forøgelse af produktionsværdien. Et senere forsøg med Feed ADD-s har dog ikke vist samme positive effekt. Hos slagtesvin viser de to produkter Sangrovit og New-add-II sikker forøgelse af produktionsværdien.

Tabel 2. Gennemsnitlig effekt ved brug af aromastoffer. Procentvis ændring i produktionsresultater.

 Tabel 3. Forsøg med planteekstrakter, aroma- og appetitvækkende stoffer. Procentvis ændring i produktionsresultater.

Konserveringsstoffer bruges til at forlænge holdbarhed af let fordærvelige varer, fortrinsvis i levnedsmiddelindustrien. Stofferne bruges også i landbruget til foder og råvarer: foderet tilsættes syreprodukter, valle tilsættes myresyre, og korn kan behandles kemisk med fx propionsyre. Organiske syrer tilsættes ofte smågrisefoder, bl.a. for at konservere og sænke foderets syrebindingskapacitet. Organiske syrer bruges også til slagtesvinefoder som en del af indsatsen mod Salmonella.

Gruppen af konserveringsstoffer omfatter en lang række syrer og syresalte. For nogle af stofferne er der begrænsning med hensyn til dosering og tildelingsperiode - jf. beskrivelse på Fødevarestyrelsens hjemmeside. Stoffernes virkning beror på en hæmning af væksten for uønskede mikroorganismer i foder og mave.

Et enkelt syreprodukt, Formi TM, er i EU godkendt som en vækstfremmer med doseringen 0,6-1,8 % til smågrise; 0,6 % til slagtesvin og 0,8 % til søer.

Organiske syrer reducerer pH i foder og vand, og har i modsætning til uorganiske syrer en bakteriedræbende virkning. De organiske syrer er mere effektive end de uorganiske syrer ved samme pH. Det kan ikke anbefales at tilsætning af uorganiske syrer til foder (eller vand) som fx saltsyre (HCl), da det hæmmer grisenes vækst og er stærkt korrosivt.

Visse organiske syrer tilsættes smågrisefoderet for at øge foderets holdbarhed og nedsætte syrebindingskapaciteten. Nyfravænnede grise (3-5 ugers alderen) har en forholdsvis lille saltsyreproduktion i mavesækken, og derfor kan en lav syrebindingskapacitet i foderet eller tilsætning af organiske syrer hjælpe til at sænke pH i mavesækken, og dermed danne en god barriere mod skadelige bakterier. Tilsætning af organiske syrer til foderet medfører et lavere pH i mavesækken og kombinationen af et lavt pH og en organisk syre har en bakteriehæmmende eller -dræbende effekt. Resultater fra en dansk undersøgelse viser, at tilsætning af 2,8 % mælkesyre signifikant reducerede populationen af coliforme bakterier i tynd-, blind- og tyktarm [1]. Det formodes, at syrer kan virke bakteriedræbende ved at trænge igennem bakteriernes cellevægge og ind i cellerne og derved skabe en ubalance inde i bakterierne.

Da det proteolytiske enzym pepsin, der udskilles med mavesaften, har optimal effekt ved pH 2, kan det tænkes, at tilsætning af organiske syrer til foderet forbedrer proteinudnyttelsen. Dette har dog ikke kunnet dokumenteres i en dansk undersøgelse, hvor foderet blev tilsat op til 2,8 % mælkesyre eller 1,4 % myresyre til smågrisefoderet, og enzymaktiviteten i mave og tyndtarm blev analyseret [1].

Foderets syrebindingskapacitet kan formindskes ved enten at tilføre syre eller ved at undlade foderstoffer med en høj syrebindingskapacitet, som fx kridt. Virkningen på smågrise af at sænke foderets syrebindingskapacitet er kun undersøgt i begrænset omfang i Danmark [2], [3], [4].

Syresalte ændrer ikke foderets pH og er ikke korrosive. Først når saltet opløses i grisens mave har det en pH-sænkende effekt.

Der er gennemført danske forsøg med en række organiske syrer og blandinger heraf til smågrise og slagtesvin, og der var stor variation i resultaterne, jf. tabel 4. En af årsagerne til den store variation er formentlig, at effekten af at anvende de forskellige syrer varierer og at der har været en stor variation i doseringen og syrekoncentrationen af de afprøvede produkter. Resultaterne af de enkelte tests med syreprodukter ses i tabel 5. Ved brug af syreprodukter og konserveringsstoffer viste 19 forsøg med smågrise og 4 forsøg med slagtesvin en statistisk sikker effekt på produktionsværdien.

Generelt gælder det, at de produkter, der er doseret med 1 % af en ren syre eller derover har givet en signifikant effekt på produktionsværdien. Ved valg af syreprodukt bør man være opmærksom på, at koncentrationen af syre varierer imellem syreprodukter, og hvis syrekoncentrationen i et produkt er lavere end de 80 % som i ren mælkesyre eller 85 % som i ren myresyre, skal der doseres tilsvarende mere for at opnå et indhold, der svarer til 1 % af den rene syre. Specielt tørre syreprodukter har en lavere syrekoncentration (50-60 % eller lavere).

Tabel 4. Gennemsnitlig effekt af testede konserveringsstoffer - syreprodukter, procentvis ændring i produktionsresultater. 

Tabel 5. Danske forsøg med konserveringsstoffer -  syreprodukter, procentvis ændring i produktionsresultater. 

Enzymer er proteinstoffer, som findes i alle plante- og dyrevæv, og de indgår i opbygning og nedbrydning af kemiske forbindelser.

Enzymer findes i alle plante- og dyrevæv, og de indgår i opbygning og nedbrydning af kemiske forbindelser. Enzymerne virker på en måde, hvor de - uden selv at blive forbrugt - fremskynder kemiske processer, som enten ikke ville forløbe eller også ville forløbe meget langsomt.

Enzymerne nedbryder foderets bestanddele af protein, kulhydrat og fedtstof til så små enheder, at de kan passere tarmen og over i lymfen eller blodet. Enzymer er meget specifikke, hvilket vil sige, at et enzym kun kan bryde én bestemt slags binding. Derfor skal enzymerne være tilpasset den enkelte foderblandings råvaresammensætning. De enzymer, der kan tilsættes svinefoder, er fx fytase, xylanase, beta-glukanase, amylase, cellulase, alfa-galaktosidase.

Grise producerer selv fordøjelsesenzymer i spyt- og bugspytkirtlen samt i mave- og tarmslimhinde. Straks efter fødslen udskilles enzymer i pattegrisenes mave-tarm-system, som nedbryder og omsætter de næringsstoffer, der er i somælk. Først når grisene er tre-fire uger gamle, producerer de enzymer, der kan nedbryde korn, sojaskrå, ærter mm. En del af kulhydraterne i foderet vil derfor i nyfravænnede grise blive nedbrudt i tarmen ved mikrobiel omsætning, fordi grise ikke selv producerer alle de enzymer, der skal bruges for at nedbryde hele kulhydratdelen.

Fiberfraktionen i en foderblanding består bl.a. af cellulose, beta-glucaner, hemicellulose (opbygget af bl.a. xylose og arabinose) samt pektin. Tilsætning af industrielt fremstillede enzymer, som fx xylanase, som er i stand til at nedbryde disse forbindelser, vil antagelig medføre frigivelse af proteiner og simple kulhydrater, som er beskyttet af cellevæggene. Industrielt fremstillede enzymer produceres af forskellige mikroorganismer. Enzymprodukter er ikke 100 % rene. Det vil sige, at produkterne har en deklareret aktivitet for hovedenzymet, men derudover kan der i visse produkter være mere end 100 andre enzymer.

Det kræves af de tilsatte enzymer, at de kan modstå varmepåvirkningen ved pelletering, de sure forhold i maven samt nedbrydning forårsaget af grisenes egne enzymer. Endvidere skal enzymerne være aktive ved legemstemperatur og ved det pH-niveau, der er i tarmsystemet.

I dag findes der endnu ikke autoriserede analysemetoder til bestemmelse af enzymaktivitet, men der arbejdes på at udvikle disse metoder.

Der er gennemført en række danske forsøg med enzymer i foder til smågrise og slagtesvin. Den gennemsnitlige effekt på produktiviteten er vist i tabel 6. Tabel 7 viser de afprøvede enzymprodukter.

Ingen forsøg med enzymer tilsat foderet til smågrise har vist en effekt på produktionsværdien. I de to forsøg med enzymproduktet Porzyme 9300 til slagtesvin er fundet henholdsvis en signifikant positiv effekt på produktionsværdien og en tendens til forbedret produktionsværdi.

Et forsøg med smågrise viste, at grisenes respons på enzymfoderet var forskellig imellem besætninger (tabel 7). Dette er et godt billede af, at der i nogle besætninger ved tilsætning af enzymer kan opnås en god effekt, mens andre opnår ingen eller kun en meget lille effekt. I et forsøg med slagtesvin blev fundet en positiv effekt ved tilsætning af xylanase til et lav-energi foder med højt indhold af hvedeklid, sammenlignet med en identisk blanding uden enzymtilsætning. Der var ikke forskel i forhold til en kontrolblanding med normalt energiindhold (tabel 7: Porzyme 9300, Meddelelse nr. 403, Landsudvalget for Svin). 

Tabel 6. Gennemsnitlig effekt ved brug af kulhydratspaltende enzymer (kun forsøg med sammenligning af blandinger med ens råvaresammensætning er medtaget), procentvis ændring i produktionsresultater.

Tabel 7. Danske forsøg med enzymer i foder, procentvis ændring i produktionsresultater.

Mikrobielle kulturer tilsættes foderet for at stabilisere den mikrobielle aktivitet i tarmkanalen. Den direkte virkning er endnu ikke klarlagt, men mikroorganismerne forventes bl.a. at have følgende effekter:

• Udskillelse af stoffer, som hæmmer skadelige bakterier og fremmer vækst af ”gode” bakterier.
• Udskillelse af fordøjelsesenzymer.
• Øget konkurrence om næringsstoffer i tarmen, så den oprindelige tarmflora og mængden af skadelige bakterier reduceres.

Nogle mikroorganismer er på sporeform, mens andre tilsættes som levende celler (i tørret form). Dette har betydning for stabiliteten af mikroorganismerne specielt ved pelletering. Det er væsentligt at sikre, at det produkt, der anvendes, kan tåle pelletering og at bakteriernes overlevelse og vækst ikke reduceres af andre indholdsstoffer i foderet (fx syrer, mineraler etc.).

Det er kun sporeformer af Bacillus-bakterier, der normalt kan overleve pelletering. Det er dog ikke alle Bacillus-sporer, der overlever pelleteringen, idet der i forsøgene med BioPlus 2B [5] og Toyocerin [6] blev genfundet hhv. 57-78 % og 17-74 % af det forventede indhold. Samtidig er der stor usikkerhed ved genfindingsanalyse af de enkelte mikroorganismer.

I Danmark er der gennemført forsøg med mikrobielle kulturer til smågrise og slagtesvin - jf. tabel 8. Tabel 9 viser resultaterne ved brug af forskellige mikroorganismer.

Tilsætning af Paciflor reducerede antallet af behandlinger for diarré [7]. Ved tilsætning af Lactiferm var der en tendens til færre diarrébehandlinger sammenlignet med kontrolgruppen [8]. De resterende forsøg med mikroorganismer har ikke vist positive resultater målt i forhold til en kontrolgruppe. Det er i belastede perioder, som ved fravænning, foderskift, dårligt klima, mv., at mikrobielle kulturer forventes at have størst effekt.

Tilsætning af Biacton blev testet i to separate forsøg: et, hvor produktionsværdien blev undersøgt [9], og et forsøg med praksisbesætninger, hvor effekten på diarré blev undersøgt. Konklusionen på undersøgelserne er, at Biacton ikke påvirker hverken produktionsværdien eller forekomsten af diarré i problembesætninger. Der blev dog fundet en tendens til færre døde ved anvendelse af Biacton [10].

Tabel 8. Gennemsnitlig effekt ved brug af mikroorganismer, procentvis ændring. 

Tabel 9. Danske forsøg med mikroorganismer, procentvis ændring i produktionsresultater. 

Foderstofindustrien bruger bindemidler som en hjælp til at forbedre pillekvaliteten. Gruppen af bindemidler omfatter hovedsagelig ligningsulfonater, silikater og kaolin. Stofferne menes ikke at reagere med foderets næringsstoffer og har ingen næringsværdi.

En emulgator kan tilsættes foderfedt for at gøre det mere blandbart med vand; fx bruges emulgatorer i fedt, der skal tilsættes vådfoder for at forbedre opblanding og mindske problemerne med fedtbelægninger i rørene.

Effekten af at tilsætte en emulgator til grisenes foder er at hjælpe til ved dannelsen af miceller i mave-tarm-kanalens vandige miljø. Ved tilsætning af en emulgator til fedt øges fedtets vandopløselighed og dermed micelledannelsen. Det kan derfor tænkes, at fedtets fordøjelighed i mave-tarm-kanalen øges ved at tilsætte en emulgator til foderet, idet fedtmolekylerne i teorien vil blive mere tilgængelige for fordøjelsesenzymerne. Galden er en naturlig emulgator og er medvirkende til at øge fedtets blandbarhed med vandet i tarmen. Specielt smågrise har en lav galdeudskillelse.

Der er lavet ét dansk forsøg [11] med tilsætning af emulgatorer i foder til smågrise, og det viste ingen effekt på grisenes produktionsresultater.

Oligosakkarider er ikke defineret som et egentligt tilsætningsstof, medmindre det markedsføres som om det har egenskaber lig et tilsætningsstof. Oligosakkarider betegnes som et foderstof og kan tilsættes foderet uden registrering.

En lang række patogene bakterier hæfter sig til tarmepitelet ved hjælp af specifikke lektiner (proteiner) på bakteriernes overflader. Disse lektiner binder sig til kulhydratdelen af specifikke glykoproteiner på tarmepitelets overflade. Udover mange patogene bakterier, binder også mange toksiner og virus sig til disse glykoproteiner på tarmepitelets overflade.

Mange bakteriearter og gærsvampe producerer oligo- og polysakkarider. Disse stoffer kan enten frigives til dyrkningsmediet eller forblive bundet til mikroorganismernes overflade. Laboratorieforsøg har antydet, at disse polysakkarider er i stand til at binde til de patogene bakteriers lektiner, og derved forhindre, at de patogene bakterier binder sig til tarmepitelets glykoproteiner, hvilket igen medfører, at de patogene bakterier ikke kan etablere sig i mave-tarm-kanalen, men "vaskes ud" med de øvrige affaldsstoffer.

Udover at tilsætning af oligosakkarider til foderet kan bevirke en reduktion i etableringen af de patogene bakterier i tarmen, hævdes det også, at oligosakkariderne kan medføre en øget fermentering i maven, den sidste del af tyndtarmen og i blind- og tyktarmen. Hermed stimuleres den naturlige bakterieflora, hvilket sandsynligvis også kan hæmme vækst af skadelige bakterier. Da der normalt skal meget til at påvirke den mikrobielle balance i tarmen er spørgsmålet, hvor stor en dosering af disse produkter, der er nødvendig for at opnå en effekt i en levende gris. En del af de naturlige bakterier (og gær) vil udskilles med fæces. Da grise indtager en betydelig mængde fæces pr. dag, er en stabil mikroflora i fæces formentlig afgørende for grisenes sundhedstilstand.

I Danmark er der gennemført 7 og 2 forsøg med oligosakkarider til henholdsvis smågrise og slagtesvin. Den gennemsnitlige effekt er vist i tabel 10, og effekten på produktiviteten er vist i tabel 11. Ingen forsøg med oligosakkarider viste effekt på produktionsværdien, dog var der en tendens til øget produktionsværdi i forsøget med Fructomix til smågrise.

Tabel 10. Gennemsnitlig effekt ved brug af oligosakkarider, procentvis ændring i produktionsresultater.

Denne gruppe omfatter stoffer og produkter, der er afprøvet som alternativ til antibiotiske vækstfremmer. De danske resultater er sammenfattet i tabel 12 og 13.

Produktet Ingaso-premix viste hos smågrise en signifikant effekt på produktionsværdien. Tilsætning af 2,5 % Nupro 2000 viste en tendens til forbedret produktionsværdi, men tilsætning af 5 % Nupro 2000 påvirkede ikke grisenes produktivitet – Nupro 2000 skulle erstatte tilsætning af sojaproteinkoncentrat og hvede. Derudover viste ingen produkter i gruppen af kostfibre, ammoniakbindere og andre produkter signifikant effekt på produktionsværdien.

Tabel 12. Gennemsnitlig effekt ved brug af kostfibre, ammoniakbindere og andre produkter, procentvis ændring i produktionsresultater.

Tabel 13. Forsøg med kostfibre, ammoniakbindere og andre produkter som alternativ til vækstfremmer. Procentvis ændring i produktionsresultater.

Denne betegnelse dækker over flere forskellige tilsætningsstoffer kombineret i et produkt. Fordelen ved at kombinere forskellige stofgrupper kan være, at de blandede stoffer supplerer hinanden i deres virkning og der derved opnås en større samlet virkning.

Danske forsøg med blandingsprodukter er vist i tabel 14 og 15. I gruppen af blandingsprodukter viste tre produkter en positiv effekt på produktionsværdien hos smågrise. To af disse produkter indeholdt enzymer og organisk syre.

Tabel 14. Gennemsnitlig effekt ved brug af blandingsprodukter, procentvis ændring i produktionsresultater.

Tabel 15. Forsøg med blandingsprodukter til smågrise, procentvis ændring i produktionsresultater.